torsdag den 6. juni 2013

Hvordan kunne vi være det bekendt?

"Aj, helt ærlig for fanden mor, hvordan kunne I være så onde mod mig, jeg var kun tre år gammel og et helt uskyldigt barn", siger Storepigen forarget, mens hun med himmelvendte øjne og stram mund, stikker dette billede over mod mig. Det er et par dage før hendes konfirmation,  og jeg har nostalgi-trip og roder i gamle fotos. 
Storepigens barndom er ikke digital, den er sirligt samlet i fremkaldte fotografier, der sidder i albums i kronologisk rækkefølge med håndskrevne små anekdoter til hvert eneste billede.
"Hvad mener du?" siger jeg forfærdet og mærker et splitsekund et snert af angst for, hvad det er hun er i gang med at bebrejde mig...
"Det, der pandehår, ik' å", siger hun og og sukker højt, mens hun kaster sit smukke lange hår tilbage, "det ku' I seriøst ik' være bekendt..."




Mellempigen er kun få dage gammel her - og den nybagte storesøster er noget  betuttet

4 kommentarer:

Birgitte sagde ...

Hun har altså lidt ret! :-)

Fruen i Midten sagde ...

Jeg holder også lidt med Storepigen ;-)

Anonym sagde ...

Jeg ville ikke gå ud førend det var vokset ud igen! Du må give hende en undskyldning :)

Mit Helle sagde ...

Hahahaha, I har ret, det så skrækkeligt ud med det pandehår - men også lidt sødt!?
Vi boede på dengang i lejlighed i Aarhus, i en ejendom der have en frisør i stueetagen. Derfor var det nemt at gå derned og blive klippet. Hvilket både jeg og min dengang tre-årige Storepige gjorde. Men kun én gang, så fandt vi en anden frisør :)