Meningen med det hele - en stafet

Mens jeg går rundt her i Ferieland og lægger an til afgang, beskæftiger jeg mig både med helt små lavpraktiske dilemmaer (bikini eller badedragt, klipklapper eller sandaler osv.) men synes også det er fedt at lade tankerne flyve frit og med store brede vingeslag.
At tænke stort og bredt er der RIG mulighed for, hvis man for tiden følger med hos Charlotte, der er skribenten bag bloggen Lykkepostej, en blog hvorpå der gøres mange skønne og meningsfulde krumspring for at finde hverdagslykke og nærvær i en hverdag, der tit byder på det stik modsatte.

Charlotte har sat en stafet igang, inspireret af en programserie , der for tiden kører på tv.

Når jeg griber stafetten og gerne vil give et bidrag, skyldes det at jeg forleden, da jeg ryddede op i (og tømte) nogle gamle ringbind, faldt over mine studienoter til linjefaget religion, som jeg var vildt optaget af de sidste to år på lærerseminariet. I emnet om Luther og luthersk-evangelisk kristendom arbejde vi med trosbekendelsen og fik bl.a til opgave at skrive vores egen trosbekendelse. (Et 'credo')
 Den tekst, jeg dengang (i 1997) skrev, fortæller sgu egentlig meget godt, hvad jeg tænker om meningen med det hele.

Jeg gengiver her teksten i nyrevideret udgave. 
Kort sagt er meningen med livet for mig: At give det videre.

Here goes:
Jeg tror på en sandhed, der findes i det at være et helt  menneske og på, at det at være et helt mennske er noget, der bliver til at holde ud at være, når man har nogen at være det sammen med. Jeg tror på familien og på nære relationer. På nærvær og samhørighed. Jeg tror på det at knytte bånd. Jeg tror på, at det er her og nu, det gælder, fordi øjeblikket er unikt og aldrig kan opleves tilsvarende igen. Jeg tror på, at verden bliver lettere tilgængelig, hvis man ser på den med åbne øjne og ikke fordømmer det, der er fremmed eller anderledes. Jeg tror på en lykkelig tilværelse, som jeg selv har skabt og selv tager ansvar for. Jeg tror på livet - og på at der kun er det ene - og at vi derfor skal passe rigtig godt på det og værne om det. Og når jeg er død, tror jeg, at jeg er væk for altid, men alligevel lever videre: I kraft af historien om den tid, jeg levede i, og i kraft af de mennesker, der var vidner til mit liv. Jeg får evigt liv gennem mine børn. Og deres børn. Og deres børn. Slægt skal følge slægters gang. 
Min vigtigste opgave i livet er derfor at give det videre til dem, der kommer efter mig.
Mit liv er en gave. Og en opgave.


Tag gerne et billede, der passer til, opfordrer Charlotte. 
I mit tilfælde må det være det billede, jeg postede sammen med gårsdagens indlæg...