lørdag den 10. december 2011

Kom an, post

Den tre-årige og jeg sidder lunt i sofaen med masser af hygge i luften. Hun lægger puslespil på min telefon. Jeg har fortrudt at jeg har lånt hende den, for jeg har gang i et meget spændende spil wordfeud, hvor jeg fører over én af mine hårdeste modstandere. En af dem jeg ikke har vundet over. Endnu. Måske kommer chancen i dette spil. Nå, men nu sidder den treårige så sødt og stille, det nyder jeg også. Hun har været med sin far på indkøb og i haven og senest hjulpet ham med at sætte postkasse-stativ op.
Nu knokler manden derude alene, han har gravet et hul, støbt fundament og inden længe står postkassen flot som den skal og endda i god tid før påkrævet.
Jeg har været lidt forsigtig med at rykke ham for opgaven (vi var indtil for en time siden det eneste hus på vejen, som endnu ikke have fået flyttet den skide postkasse ud til vejen) for som med en del andre af den type praktiske opgaver, er jeg hundeangst for at han skulle finde på at sige til mig, at hvis jeg synes det er så vigtigt at dit eller dat bliver gjort ligenu, hvorfor gør jeg det så bare ikke selv. Og det gør jeg ikke. Kan ikke, vil ikke, gider ikke.

I sidste weekend var jeg sammen med fem veninder, der alle bor i hus. Det viste sig at lige præcis emnet "postkasse ud til skel inden udgangen af 2011" havde afstedkommet både små og temmeligt store diskussioner i de små hjem. Fordi man ikke var enige om, hvordan postkassen skulle se ud, fordi man ikke var enige om, hvilken type stativ eller bøjle den skulle hænge på. Fordi man blev sur på sin mand over at han var gået i gang med at flytte postkassen uden at inddrage sin kone. Fordi man blev sur på sin mand over at han ikke var gået i gang. Er Postdanmark mon klar over, hvilke stridigheder, de er skyld i blandt stædige villaejere med både praktiske og æstetiske holdninger til hvor og hvordan en postkasse skal tage sig ud?

Det viste sig at vi her i huset, er gået fri af den slags.
Jeg tror vist at jeg har skrevet det før, men der er ting i verden, jeg ganske enkelt ikke har nogen mening om!
Postkasser og postkassestativer er én af dem.

Jeg glæder mig over at opgaven nu bliver løst og er ganske tilfreds med resultatet.

4 kommentarer:

Mai sagde ...

For slet ikke at nævne den undergrundsøkonomi, der opstår, når min søn reklamebudet, bliver spurgt om han fortsat gider smide reklamerne ind ad brevsprækken, mod at få et stykke chokolade! Jeg synes, det er så lamt, at alle har dækket de skide kasser til indtil januar - mon ikke de fleste har gavn af den portion friske luft det giver at gå ud til skellet? Jeg har klogeligt overladt hele processen til min mand, som længe havde ønsket sig en grim kasse, man til gengæld kan modtage pakker i, selv om man ikke er hjemme - se DET er smart.

Lines linier sagde ...

Ja, postkasser kan heller ikke bringe mit pis i kog! Vores gamle er blevet klampet lidt skævt op på et stakit -- fint nok til mig...

Hmm og så er der lige det der med wordfreud -- jeg er vist snart den ENESTE i verden, der ikke har fået gang i det. Kan du ikke lige lave en "how to get started guide - for totally wordfreud dummies"? ;-)

Anne Thompson sagde ...

Godt indlæg, Helle! Jeg tænker ikke, PostDanmark har skænket det mange tanker, nej... Synes det er fedt, at du ikke har - og ikke gider finde - en holdning bl.a. postkasser og deres stativer. Jeg ku' sagtens blive forført til at have en mening om æstetik etc. inden jeg opdagede hvor åndsvagt og ligegyldigt det jo er!

Louise Aaen sagde ...

postkassetraumatisk stress (ats - politikens bagside)