lørdag den 19. november 2011

Glædelig jul

I aften, d. 19. november, skal min mand og jeg til julefrokost med hans firma. I næste weekend er der forældredag på min skole om lørdagen, d. 26.november og derefter holder vi personalejulefrokost.
D. 2.dec er der julefest i børnehaven og dagen efter d. 3.december er der juletamtam i  fritidsklubben. Vi møder talstærkt op til begge dele.  Der er også en julefrokost i Maries 6.klasse, men det er i skoletiden og ikke noget, jeg skal deltage i.
Det vil altså sige, at vi her i familien er færdige med alle julearrangementerne d. 3.december!

Hvad fanden skal vi så lave resten af december, mens vi venter på d. 24.?
Jeg fornemmer en klar tendens til at alt det juleræs, som plejer at stresse mig og mine mange medsøstre i december efterhånden er rykket frem til november og derfor er den nu den, der er overbooket med arrangementer og julefrokoster. Er det ikke lidt skørt? Inde i mit hoved er det overhovedet ikke jul endnu - jeg er én af dem, der er meget længe om at komme op i juleomdrejninger, fordi jeg i bund og grund ikke interesserer mig ret meget for juleri. (Sig det endelig ikke til mine børn!)
Jeg overvejer at forslå min familie, at vi tager konsekvensen helt og holder vores juleaften søndag d. 4.december, og så kan vi i ro og mag gå og glæde os til en dejlig lang juleferie! Det bliver så en række fridage, hvor vi kan lave lige hvad vi har lyst til!? Det bliver ikke noget med jul, for det har vi jo lææænge overstået til den tid.
Er nu ikke sikker på, at forslaget falder i god jord.

4 kommentarer:

Carina sagde ...

Jeg troede lige der ville komme en lang opremsning af weekendplaner hele december. Hvor dejligt at dette ikke er tilfældet :)

Skal vi snart spille wordfeud? Jeg hedder birksmor.

HelleA sagde ...

Hvis jeg er så heldig at få den smartphone el. iPhone i 40 års fødselsdagsgave, som jeg så brændende ønsker mig, så kan jeg love dig for at vi skal spille ... Jeg har ikke sat mig ind i om jeg kan spille det fra pc, for jeg er egentlig slet ikke interesseret i flere gøremål her - syns jeg er tilmeldt RIGELIGT mange tidsslugere i forvejen og er sikker på at jeg vil elske wordfeud, for det er lige mig sådan noget ... Men tanken om lige at kunne nappe et par træk, mens jeg venter (fx på arbejde) - det giver mening! KNUS

Mai sagde ...

Jeg kan godt genkende det med at "alle har så travlt med alting i december, så vi må hellere ligge vores arrangement i november" - eller januar, hvor vi også plejer at have en enkelt vennejulefrokost. Dog synes jeg, det er superhyggeligt at have weekenddage i december, som kan bruges i familien i stedet for at halse rundt efter gaver.

Mille sagde ...

Jeg blev ret overrasket da jeg startede på mit arbejde og fandt ud af, at de holdt julefrokost i november. Jeg troede nemlig kun at man planlagde julearrangementer der, fordi arbejdspladserne altid lagde deres julefrokoster i december. Der tog jeg så fejl.