Og skyr

Yes! Min bedre halvdel aka ham, der har en vielsesring magen til min, har nu også fået sommerferie. 
Det betyder, at vi kan fokusere målrettet de kommende dage. Vi har nemlig et - på en måde lidt uoverskueligt - projekt med arbejdstitlen 'Hus og have gøres klar til feriegæster', som vi går i gang med i morgen. (Mest den bedre halvdel, for jeg har både en læges, en kiropraktors og en fysioterapeuts ord for at jeg ikke må overanstrenge mig, og skal aflaste mest muligt.) 

Vores ferie i år går nordpå. Noget der ligner 2100 km nordpå! Til Island. 

Vi har endnu engang kastet os ud i et boligbytte-projekt og skal bo centralt i Reykjavik i en stor lejlighed, som  hverdag beboes af en islandsk familie med tre børn. Mens vi bor der, bor den islandske familie i vores hus.

Det er tredje gang, vi praktiserer konceptet boligbytte, og jeg har skrevet om det her på bloggen før, eksempelvis her, her og her.

Vi er vilde med den rejseform - både fordi den i sagens natur giver os økonomisk mulighed for at komme til destinationer, der ellers ikke er indenfor vores umiddelbare rækkevidde, og fordi det er spændende og anderledes - og meget lidt turist-agtigt  at bo i et privat hjem, blandt lokale i det land/den by, man er havnet i.

Men hvorfor Island, tænker du måske?

Island er MIN drøm. 
Men den var heldigvis nem at sælge til familien, og gøre til en fælles drøm.

I vinteren 1993/1994, da jeg var 21 år, rejste jeg til New York for at besøge den kæreste, jeg havde FØR ham, der sidenhen blev far til Storepigen og Mellempigen. Han havde  i forbindelse med sin universitetsuddannelse mulighed for at læse et år i New York, og det var allerede planlagt, da han og jeg fandt sammen. 
Så det vi gjorde var at aftale, at jeg skulle komme over til ham i NY i 3 uger i dec/jan, hvilket var midtvejs i hans ophold. 

(At det så sidenhen gik helt i kuk med det forhold er en anden historie, der ikke skal fortælles her.) 

Jeg havde en vidunderlig rejse til New York, en by jeg har besøgt én gang siden, og megagerne vil besøge igen.

Denne tur var med flyselskabet Iceland Air, og man mellemlandede i Keflavik, hvor der var fire timers ventetid inden flyet til JFK AirPort afgik.
Af mine rejsepapirer fremgik det, at medbragte man badetøj og håndklæde i sin håndbagage, kunne man (og det kostede ikke noget) blive kørt med en bus ud til 'Den blå Lagune', det mest berømte af Islands mange geotermiske bade, med varmt mineralrigt saltholdigt vand. Den tur tog jeg (selvfølgelig) med på - og mens jeg lå der alene i 40 grader varme grønblå svovlduftende vand, omgivet af det vildeste vulkan- og lavalandskab og med en iskold frossen vinterhimmel over mig, så lovede jeg mig selv, at jeg ville komme tilbage til Island og opleve dette smukke fantastiske land med det mest mærkværdige og eventyragtige landskab, der ikke findes lignende nogen steder i verden.

Og det løfte indfries nu. 22 år, en anden kæreste, en skilsmisse, en ægtemand og tre børn og en hel del levet liv senere. 

Vi rejser på torsdag. Glæder os stort til natur, by, vulkaner, vandfald,  varme kilder, geotermiske bade, gejsere, islandske heste, lammekød, fisk, sweatre, hvaler (hvis vi er heldige). Og skyr (sig: 'skirrrrr') for fanden. Det er jo homeland of skyr, vi skal besøge. 

Billedet af Reykjavik er lånt her

Søvnunderskud og Helgi Daner

Mens jeg skriver disse ord skifter uret på min telefon fra 04.59 til 05.00

Jeg har været vågen i ca. 45 minutter, og har bl.a brugt tiden på at spekulere over, på hvilket tidspunkt natten skifter fra at være nat til at blive morgen. Nåede frem til noget i retning af, at det stadig er nat kl 4, men meget (utrolig meget) tidligt morgen kl 4.30. 

Hvorfor er jeg vågen så tidligt, tænker du nok, og jeg kan fortælle dig, at det har været tilfældet hver eneste morgen siden begyndelsen af maj måned, hvor en diskusprolaps i min nakke lavede rod i min hverdag, min førlighed, min trivsel, og mit søvnmønster. 

Jeg vågner, fordi jeg har ondt. Megaondt i nakken og skulderen og derfor ikke kan ligge på nogen måde, der giver mulighed for søvn. Typisk står jeg så op og tager smertestillende, putter min varmepude i mikroovnen og går ind i seng igen. Men falder bare ikke i søvn, for når jeg 
først er vågen på det tidspunkt , så oplever jeg, at der er høje irriterende lyde overalt i huset - en mand, der snorker, børn, der smasker i søvne og/eller skærer tænder, ja eller bare lyden af tung vejrtrækning, kan føles som støj. Og fuglene uden for! Jesus, hvor de larmer! Simpelthen ikke til at holde ud af høre på. Så jeg opgiver hurtigt og sætter mig ind i stuen med en bog eller med min iPad. Og så sidder jeg her, og er overhovedet ikke en skid frisk (og venter på at smertestillende begynder at virke)... Har spist koldskål og vil om lidt se videre på 3.sæson af Orange is The New Black, og når jeg er færdig med den er der i øvrigt dømt serie-pause frem til efteråret. Sommeren skal bruges på læsning. Har jeg bestemt. 

Når jeg i mange mange dage er vågnet ved kl 4-5 tiden, så siger det sig selv, at jeg bliver dødhamrende træt op ad dagen. Sur bliver jeg sikkert også, irritabel og kortluntet helt sikkert.

 Indtil jeg fik sommerferie, var jeg delvist sygemeldt på mit arbejde,  og det betød at jeg kom så tidligt hjem, at det var muligt at hvile eller sove inden eftermiddags-familieræset 
satte ind. Derfor hang mit liv sammen. Det gør det ikke mere, for med børn hjemme hele dagen, en mand, der er på arbejde og ferie- og fællesskabsforventninger fra både mig selv og børnene, så får jeg simpelthen ikke sovet nok timer i døgnet. Så jeg er så træt som et ondt år, og faldt fx  i går formiddag  i dyb søvn hos tandlægen - ret imponerede, hvis jeg selv skal sige det, men der var så dejligt fredeligt i tandklinikken, så på trods af både diverse instrumenter og bred mandlig tandlægehånd i munden lykkedes det mig at få en lur. Og vågne op med en flot ny krone på en kindtand, 4500 kr. fattigere. Fandme en dyr lur! 

De tidlige morgentimer bliver primært brugt på læsning, og jeg er temmelig meget ude af comfort-zonen i den retning lige nu.

Jeg har nemlig overtaget Josefine Ottesens roman 'Helgi Daner' fra Mellempigen, som lige er blevet færdig med at læse den. Hun fik den (af mig) i julegave, men har først læst den nu. 

Noget af det jeg husker, som årsag til at jeg gav hende netop den bog, var at jeg læste meget om bogen i forbindelse med udgivelsen, blandt gjorde Josefine Ottesen meget ud af at fortælle, at det hverken er en børne- eller en voksenbog, hun kaldte den en familieroman, og har skrevet den, så den kan læses af både børn og voksne. Dermed kunne hun tilbyde sine
læsere en fælles læseoplevelse på tværs af generationer, og det faldt jeg for. Selve fortællingen er en fri fortolkning af legenden om sagnhelten Holger Danske, og du kan læse en fik omtale af romanen blandt andet: her

Hvorfor jeg er ude af comfortzonen med den bog? Det har noget med genren at gøre. Jeg læser primært og helst nutidig dansk eller nordisk socialrealistisk litteratur. Helgi Daner en en roman med træk af både islandsk saga og fantasy - og til min store overraskelse er stilen overbevisende og fængslende. Og ikke nok med det er genren så sat sammen med en gennemført god og spændende historie om drengen Helgi, der til sin egen store overraskelse viser sig at være kongesøn.

Jeg er fan! 

Der hører en masse bonusmateriale med til bogen, som findes på www.helgidaner.dk

Sommer

Nyder lange varme sommerdage i haven og ved vandet. Vi har fælles familieboble-dage inden Storepigen og Mellempigen fra i morgen rejser med deres far på ferie. 

Livet er dejligt. 

Læser kort

Et helt bestemt kort:

Og vi skal se 'Pride' i biffen i aften

Det går heldigvis støt og roligt fremad med projekt 'heling af diskusprolaps i Helles nakke' og for halvanden uges tid siden passerede jeg et mærkbart vendepunkt: Vågnede i min egen seng en tidlig morgen, og kunne konstatere at jeg for første gang siden begyndelsen af maj, havde sovet en hel nat igennem uden at vågne med ulidelige smerter i nakke, skulder og arm. Det fremskidt har været så fantastisk, og sammen med det er fulgt flere små af slagsen. Der er dog stadig ting, jeg ikke kan uden at råbe av for satan, og det er fx. at vaske hår, lave en hestehale eller anden virksomhed, der kræver at højre arm skal op i luften. Og i modsat retning vil den heller ikke, så når jeg skal putte tøj i vaskemaskinen, foregår det ved at jeg sætter mig ned på gulvet og fylder i maskinen, for bukker jeg mig forover, som man normalt vil gøre, så 'låses' der noget i nervesystemet, og min arm falder omgående i dyb søvn. Virkelig en syret fornemmelse, jeg kan simpelthen slukke og tænde for min højre arm, ved at bøje mig ned og op. En kær ven, som er sygeplejerske på en neurologisk afdeling sagde godt nok til mig, at det ville hun på det kraftigste anbefale mig at lade være med gøre (at slukke og tænde for armen), så jeg gør det ikke mere. 

Det gør også nas i armen at sidde ved pc og skrive, hvilket er grunden til at jeg ikke har skrevet ret meget, men også med det, går det fremad. Se bare, jeg skriver!

Husets tre børn er taget med mormor og morfar til Rømø i 5 dage, så jeg er alene hjemme med ham, der har en vielsesring magen til min. 
Og det er slet ikke så ringe, skulle jeg hilse og sige.

Ellers er det mest sindsoprivende, jeg kan fortælle, at jeg har været i Superbrugsen og handle og fyldt køleskabet med gode sager. Og at det nok gik lidt for stærkt med at få varerne pakket ud.

Mit bidrag

Der kommer ingen større politiske ytringer fra mig, ingen nævneværdige post-valgkamps-kommentarer, og helst heller ingen hverken positive eller negative udfald om de enkelte partier eller sågar enkelte kandidater. Der er så rigeligt med folk, der råber op i det kor, og jeg har intet behov for at råbe med. 

Det betyder imidlertid ikke, at jeg ikke har tænkt en hel masse over det nyligt overståede danske folketingsvalg, for det har jeg. Både op til valgdagen, på selve dagen, og i de dage, der er gået efter.

Den tanke, der har blinket på lystavlen flest gange er, at jeg er stolt og taknemmelig over at leve i et demokratisk samfund, hvor der er nogen, der på vegne af os alle sammen, taler, argumenterer og plæderer for de pligter og rettigheder enhver borger i samfundet har, uanset geografisk og demografisk tilhørsforhold.

Jeg har haft valget meget langt nede i børnehøjde, fordi jeg ud over selv at have børn i huset, er dansklærer i en 1.klasse, og jeg har derfor tegnet og fortalt mere end én gang, at der nu engang er det antal småkager i kagedåsen, der er - og at det vi skal blive enige om, er hvordan vi deler småkagerne, for der er ikke nok til,  at vi alle kan æde løs af dåsen. 

Valget fik ikke det udfald, jeg havde håbet på og stemt efter, det skal slet ikke være nogen hemmelighed. Men jeg er ret skarp i min retorik på at holde fast i, at demokratiet har gjort lige præcis dét, demokratiet kan: Give folket en stemme, og den stemme er det nu op til de folkevalgte at forvalte efter bedste evne. Kommer jeg til at mærke nogen stor forskel i mit liv de kommende fire år? Jeg tror det næppe!

Og med hensyn til alt den snak om de 'gule stemmer': Jeg har stadig til gode at møde et menneske, der har stemt på Dansk Folkeparti, og som står åbent ved det. 

Kender simpelthen ikke én eneste? Derfor er jeg også meget bevidst om, at det jeg har at sige om personer, der stemmer gult, er fuldstændig ligeså fordomsfuldt og stigmatiserende, som man i den offentlige debat har det med at udtale sig om netop de vælgere. Sådan tror jeg faktisk ikke det er, men jeg ved det ikke, for jeg har som sagt aldrig været i stue med et menneske, der bekendte at han/hun stemte på DF. Har du? Jeg gad helt vildt godt blive klogere her, forstå mere. 

Mit bidrag til debatten her efter folketingsvalget 2015 er, at jeg hermed deler en artikel af tidligere biskop fra Århus Keld Holm. Han har nemlig fat i noget helt fuldstændig essentielt, som jeg ville ønske, vi brugte mere tid på at forholde os til, nemlig 'historieløsheden' og 'erindringstabet', som gør, at vi slet ikke forholder os til aktuelle problemstillinger som noget universelt. Keld Holm taler om at vi har mistet fornemmelsen af at være led i en lang kæde. Jeg kan virkelig anbefale dig at stoppe op, og bruge 10 minutter på at læse Keld Holms pointer. 

»Da mister vi sansen for, at vi er et led i en lang kæde. Man lever da i den tro, at man skal begynde forfra med alle erfaringer. Det er en farlig tendens, for så bliver man enormt henvist til sig selv. Der er en sammenhæng mellem dette erindringstab og en ufattelig selvoptagethed. En narcissisme. Man spejler hele tiden kun sig selv.«


Læs hele artiklen her og kom meget gerne med dit besyv.

"Undskyld, har du tænkt på at du en dag skal dø?

En over nakken

Det var en diskusprolaps. Faktisk næsten to. 
MR-scanningen af min nakke afslørede meget tydeligt hvorfor jeg, i efterhånden uoverskueligt mange uger, har haft så ondt, som jeg aldrig nogen sinde i mit hele lange liv har oplevet før. 
Fødsler og udtrækning af visdomstand - gå hjem og læg jer, I er NOTHING sammenlignet med de nætter, hvor jeg hvileløst har vandret rundt i huset, helt færdig af jagende, stikkende smerter i skulder og arm, som selv det receptpligtige morfinpræparat intet har kunnet hamle op imod.

Jeg har derfor måttet lægge supermandskappen fra mig for en stund. 
Er slået til jorden som ved et kølleslag, og selv de mindste praktiske gøremål i dagligdagen virker på de værste dage helt og aldeles uoverkommelige, fordi min højre arm smerter som var der ild indeni den. Smerterne stikker, brænder, svier og får mig til at græde, når jeg tankeløst løfter armen for at vaske eller rede mit hår. Jeg. Kan. Ikke. Løfte. Højre. Arm. 

Jeg er lille, jeg er sølle, jeg er ussel. 

Nætterne er de værste. Jeg bliver trist og bange, mister modet og rammes af katastrofetanker. Går det aldrig over? Hvad nu hvis?
Dagene kommer jeg igennem, og mange af dem med humøret i behold og en tapper tro på, at jeg selvfølgelig kommer mig i løbet af sommeren. 

Flemming-Fys siger, at jeg skal regne med at det varer 100 dage. Så længe er kroppen om selv at nedbryde en diskusprolaps. Der er gået ca. 30 nu, og bedringen er minimal. 
Og alligevel, nu jeg tænker over det: Jeg har ligget i min seng i to hele nætter nu, uden at være oppe pga. smerter. Det er en temmelig stor bedring, så det GÅR fremad, omend langsomt.

Det skal nok gå altsammen. 

Dum i nakken

Vågnede en morgen for fire uger siden med en nakke, der var stiv som et bræt, en skulder der føltes som havde jeg fået tæv med en kølle - og en højre arm, der snurrede og sov.

Første gang, jeg sad hos lægen og pev over oventstående, gik der ikke mere en 2 minutter, før jeg stod ude på gaden igen med en henvisning til en fysioterapeut. Flemming-Fys er nu min bedste ven, for han kunne med det samme se, at det var noget helt galt. Så han sendte mig tilbage til lægen. Med besked om at jeg burde MR-scannes, for at finde ud af, hvad fanden er der er galt med min nakke.

 Lægen mente, vi skulle klappe hesten, gav mig akupunktur og det hjalp rigtig meget. Så meget at jeg selv troede på, at det var et spørgsmål om dels lidt hvile og dels at jeg tog mig sammen, for at komme de smerter til livs. Jeg nok helst en kost og fejede samtlige smerter ind under gulvtæppet, stillede en stol henover bulen, og så snakkede vi ikke mere om det.

Men det er ikke gået væk. Jeg har ondt. Sidder op og sover om natten, og vil allerhelst egentlig bare godt have savet den arm af, for den er i vejen lige meget hvad, jeg gør.

Ved det tredje lægebesøg var lægen heller ikke i tvivl mere, det skal undersøges, for føleforstyrrelser i arm og hånd, det kan vi ikke lide. Derfor går jeg nu og venter på en indkaldelse til en MR-scanning, mens jeg messer for mig selv, at jeg da overhovedet ikke har klaustrofobi, og at det at blive kørt ind i det larmende MR-monster ikke er noget, jeg på nogen måde frygter. Men det er som om, at lige meget, hvor mange gange jeg siger det, så optager min hjerne ikke helt ordene. 

Er tapet op i ryggen og laver nakkeøvelser én gang hver vågne time. Bevæger mig som en olding, og når det gør allermest ondt er jeg grædefærdig ved tanken om, hvordan jeg i længden holder smerterne ud, for tænk hvis det ikke går over? 

Flemming-Fys siger 100 dage og har sat en femmer på, at scaninngen vil vise at jeg har en diskosprolaps i nakken. Åh Gud, hvor jeg håber, at han ikke har ret. 

Dokumentar # 2:Mettes stemme

På Filmstriben kan man se dokumentarfilmen Mettes stemme, som handler om den 43-årige kvinde Mette, der siden hun var 8 år gammel har hørt stemmer inde i sit hovedet. Da Mette var barn, var det søde stemmer, der opmuntrede og kommenterede positivt, men som Mette blev teenager, kom de onde stemmer til. 

I 15 år har Mette været psykiatrisk patient med talrige indlæggelser og stærk medicinering til følge.
Filmen gav mig et sjældent, ægte og meget ærligt indblik i hvor pissehårdt det er at være syg. Psykisk syg. Mettes diagnose hedder 'Paranoid skizofreni', og det er ikke for småbørn, skulle jeg hilse og sige. I filmen fortæller hun ærligt om sin sygdom, om stemmerne og om zombie-livet i medicin-tågerne. I løbet af filmen beslutter Mette sig for at trappe ud af sin medicin, og den Mette, der træder tydeligere og tydeligere frem i takt med at medicineringen aftager, er en klog, tænksom, handlekraftig kvinde, der har ønsker og drømme for fremtiden.
Jeg fik så stor respekt for Mette og for det, hun har været igennem i sit liv, for undervejs dukker der et ubearbejdet traume fra fortiden op, som Mette også får dealet med.

'Mettes stemme' er en vigtig film, fordi den i høj grad bidrager til at nedbryde fordomme og samfundsmæssig stigmatisering af mennesker med psykiske sygdomme. Filmen - i kraft af Mette selv - giver en virkelig god indsigt i hvad det vil sige at leve med en psykiatrisk diagnose, og hvordan det er at være afhængig af et system, der ved Gud ikke altid tjener den syges bedste. 
Jeg fik i den grad udvidet min forståelse for mange ting, mens jeg så filmen. 

Dokumentar # 1: Mig og min far, hvem fanden gider klappe?

Nu vi taler om Anders Agger, så er det sådan at jeg helt generelt er en sucker for dokumentarfilm, der handler om mennesker. Film som afspejler mennesker, alle mulige forskellige slags mennesker. 

Jeg fanges i  særdeleshed relationerne mellem mennesker. Derfor ikke sært at mr. Agger har høj dokumentarstatus, for det er præcis det han og hans hold formår at formidle den ene gang efter den anden. Menneskene og det, der binder dem sammen og skiller dem ad.
Jeg har i den seneste tid set tre virkelig tankevækkende og seværdige dokumentarfilm, som var megagode.

Den første jeg vil nævne er Kathrine Ravn Kruses film: Mig og min far - hvem fanden gider klappe? 

Filmen handler om Kathrines alkoholiske far, og i løbet af de 57 minutter den varer, kommer man til at holde så meget af dem begge to. Kathrine er vendt hjem fra en række år i udlandet, og beslutter at lave en dokumentarfilm om sin far, der på det tidspunkt er ved at gå i hundene af mangeårigt druk. Faderen bor i en lejlighed så rodet og uhumsk at man ikke fatter, hvordan han kan bo der. Kathrine skildrer farens liv meget nøgternt uden at fordømme de valg, han i sit liv har truffet, at være i stand til det, må have krævet helt vildt hårdt arbejde. Relationen mellem far og datter er det fundament, der bærer filmen - og at handlingsrammen 'min far drikker sig ihjel', i løbet af filmen udvikler sig i en anden retning,  gør det bare endnu mere seværdig.


Filmen kan ses på DR's hjemmeside - jeg har linket til den her i indlægget.



Den anden dokumentarfilm, jeg vil fremhæve er filmen 'Mettes stemme'. Den skriver jeg om næste gang!