søndag den 31. maj 2015

Dum i nakken

Vågnede en morgen for fire uger siden med en nakke, der var stiv som et bræt, en skulder der føltes som havde jeg fået tæv med en kølle - og en højre arm, der snurrede og sov.


Første gang, jeg sad hos lægen og pev over oventstående, gik der ikke mere en 2 minutter, før jeg stod ude på gaden igen med en henvisning til en fysioterapeut. Flemming-Fys er nu min bedste ven, for han kunne med det samme se, at det var noget helt galt. Så han sendte mig tilbage til lægen. Med besked om at jeg burde MR-scannes, for at finde ud af, hvad fanden er der er galt med min nakke.
 Lægen mente, vi skulle klappe hesten, gav mig akupunktur og det hjalp rigtig meget. Så meget at jeg selv troede på, at det var et spørgsmål om dels lidt hvile og dels at jeg tog mig sammen, for at komme de smerter til livs. Jeg nok helst en kost og fejede samtlige smerter ind under gulvtæppet, stillede en stol henover bulen, og så snakkede vi ikke mere om det.

Men det er ikke gået væk. Jeg har ondt. Sidder op og sover om natten, og vil allerhelst egentlig bare godt have savet den arm af, for den er i vejen lige meget hvad, jeg gør.
Ved det tredje lægebesøg var lægen heller ikke i tvivl mere, det skal undersøges, for føleforstyrrelser i arm og hånd, det kan vi ikke lide. Derfor går jeg nu og venter på en indkaldelse til en MR-scanning, mens jeg messer for mig selv, at jeg da overhovedet ikke har klaustrofobi, og at det at blive kørt ind i det larmende MR-monster ikke er noget, jeg på nogen måde frygter. Men det er som om, at lige meget, hvor mange gange jeg siger det, så optager min hjerne ikke helt ordene. 

Er tapet op i ryggen og laver nakkeøvelser én gang hver vågne time. Bevæger mig som en olding, og når det gør allermest ondt er jeg grædefærdig ved tanken om, hvordan jeg i længden holder smerterne ud, for tænk hvis det ikke går over? 
Flemming-Fys siger 100 dage og har sat en femmer på, at scaninngen vil vise at jeg har en diskosprolaps i nakken. Åh Gud, hvor jeg håber, at han ikke har ret. 

2 kommentarer:

Fruen i Midten sagde ...

Åh, din stakkel! Har du en sundhedsforsikring?? Hvis ja, så se at komme afsted til Mølholm. De tog sig af min mors diskusprolaps - også scanningen, og de er smaddersøde. Hvis du skynder dig, kan du nå det inden ferien.

GiSP sagde ...

Åh for pokker. Hvorfor kan de der læger ikke bare tage sig sammen og gøre deres arbejde ordentligt i første omgang? Jeg håber, du kommer til snart, falder i søvn i scanneren og får at vide, at det er noget, der hurtigt og nemt kan kureres!