Jeg fanges i særdeleshed relationerne mellem mennesker. Derfor ikke sært at mr. Agger har høj dokumentarstatus, for det er præcis det han og hans hold formår at formidle den ene gang efter den anden. Menneskene og det, der binder dem sammen og skiller dem ad.
Jeg har i den seneste tid set tre virkelig tankevækkende og seværdige dokumentarfilm, som var megagode.
Den første jeg vil nævne er Kathrine Ravn Kruses film: Mig og min far - hvem fanden gider klappe?
Filmen handler om Kathrines alkoholiske far, og i løbet af de 57 minutter den varer, kommer man til at holde så meget af dem begge to. Kathrine er vendt hjem fra en række år i udlandet, og beslutter at lave en dokumentarfilm om sin far, der på det tidspunkt er ved at gå i hundene af mangeårigt druk. Faderen bor i en lejlighed så rodet og uhumsk at man ikke fatter, hvordan han kan bo der. Kathrine skildrer farens liv meget nøgternt uden at fordømme de valg, han i sit liv har truffet, at være i stand til det, må have krævet helt vildt hårdt arbejde. Relationen mellem far og datter er det fundament, der bærer filmen - og at handlingsrammen 'min far drikker sig ihjel', i løbet af filmen udvikler sig i en anden retning, gør det bare endnu mere seværdig.
Filmen kan ses på DR's hjemmeside - jeg har linket til den her i indlægget.
Den anden dokumentarfilm, jeg vil fremhæve er filmen 'Mettes stemme'. Den skriver jeg om næste gang!
1 kommentar:
Altså, jeg har aldrig set, hørt eller læst noget med Anders Agger - selvom du ikke er den første, jeg har hørt lovprise ham. Ser ikke ret meget TV. Men efter dit sidste indlæg tænkte jeg, at det i høj grad lød som noget jeg ville synes om, så det må jeg gøre noget ved. Det samme tænker jeg om denne dokumentar. Tak for at tippe!
Send en kommentar