I 15 år har Mette været psykiatrisk patient med talrige indlæggelser og stærk medicinering til følge.
Filmen gav mig et sjældent, ægte og meget ærligt indblik i hvor pissehårdt det er at være syg. Psykisk syg. Mettes diagnose hedder 'Paranoid skizofreni', og det er ikke for småbørn, skulle jeg hilse og sige. I filmen fortæller hun ærligt om sin sygdom, om stemmerne og om zombie-livet i medicin-tågerne. I løbet af filmen beslutter Mette sig for at trappe ud af sin medicin, og den Mette, der træder tydeligere og tydeligere frem i takt med at medicineringen aftager, er en klog, tænksom, handlekraftig kvinde, der har ønsker og drømme for fremtiden.
Jeg fik så stor respekt for Mette og for det, hun har været igennem i sit liv, for undervejs dukker der et ubearbejdet traume fra fortiden op, som Mette også får dealet med.
'Mettes stemme' er en vigtig film, fordi den i høj grad bidrager til at nedbryde fordomme og samfundsmæssig stigmatisering af mennesker med psykiske sygdomme. Filmen - i kraft af Mette selv - giver en virkelig god indsigt i hvad det vil sige at leve med en psykiatrisk diagnose, og hvordan det er at være afhængig af et system, der ved Gud ikke altid tjener den syges bedste.
Jeg fik i den grad udvidet min forståelse for mange ting, mens jeg så filmen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar