fredag den 30. november 2012

Jul igen

Sidste år var jeg (som sædvanlig) lidt ude med riven over julen. Hvis du læser de indlæg, der er tagget 'jul', vil du opdage, at der inde i mig bor en vaskeægte julehader. Hvis jeg fodrer julehaderen med argumenter for, hvorfor jul er latterligt (og de argumenter er altså nemme at finde frem!) så hader jeg julen endnu mere. Hader det kommercielle ræs, vi alle kastes rundt i fra slut oktober til nytår - og hader at julen kommer til at handle om penge og om at æde - og endda æde mad, jeg ikke bryder mig om. 

Nå, det var den sure indledning - den skal jeg nu have drejet over i noget god karma og happy halleluja, for jeg er i år så meget på forkant med mange ting, jeg at ikke vil hade (så meget) på julen. Jeg siger ikke, at jeg vil elske den, nej nej, men jeg vil heller ikke bruger energi på at hidse mig op over den tendens til julehysteri, jeg møder allevegne. Jeg vil undgå at lade mig provokere og undgå at gå ind i hver eneste julekamp, jeg møder.

Jeg vil gerne have, at det bliver en dejlig jul og jeg vil gøre mig umage for at mine børn får masser af julestemning og hvis jeg af bare gammel vane skulle komme til at brokke mig over julen, så kommer det ikke til at ske mens mine børn hører det. Håber jeg.

Forleden var jeg til en koraften sammen med nogle andre søde voksne. Vi har alle døtre, der synger i kirkens pigekor og vi har meldt os til at synge sammen med pigekoret til julegudstjenesten. Og da jeg stod der og lærte overstemmen til salmen 'dejlig er jorden' (og klarede de højeste toner uden at besvime!) så mærkede jeg en dejlig lille snert at juleglæde i hjertet. 

Det begynder i dag: Julefest i børnehaven fra kl. 14.00. I morgen familiebesøg hos søde ældre mennesker, der hvert år inviterer os til deres gård, hvor vi går tur i skoven, binder adventskrans og senere får gløgg og æbleskiver. Og søndag må børnene i gang med at klippe og klistre, for jeg har meddelt at der KUN skal være - af børnene- egenproduceret julepynt i huset i år. 

Glædelig forjul!

1 kommentar:

Kristines Dilemma sagde ...

Julen kan virkelig være dejlig hvis man beslutter sig for det. Jeg selv går stadig i sådan en underlig form for ilussioneret tanke om at min ordjulegavekalender, egentlig slet ikke har noget med julen at gøre. Jeg har ikke pyntet op til jul endnu. Jeg ved heller ikke om jeg gør det. Det er rart at have fri for julen hjemme hos mig selv, selv om det godt nok ser hyggeligt ud, det der jul ude i byen når det er mørket og julen lyser op.

Hav en glædelig jul Helle.
Knus Kristine