søndag den 17. juni 2012

En mor

Enhver mor ved at noget af det, der kan drive hende allermest til vanvid er konstant at blive afbrudt i sine gøremål, sine samtaler, sine forsøg på at holde styr, holde orden, holde sammen.
En mor bliver derfor meget hurtigt - allerede ved første barn - überekspert i at holde mange bolde i luften. Hun kan have 2-3 samtaler kørende samtidig og hun kan smøre madpakker, mens hun laver lektier med et af børnene og tørrer røv på et andet. Sådan kan en mor klare mange dage, måske endda måneder i streg - endda uden at sove ret godt om natten, fordi der enten er en mand, der snorker eller et barn, der vækker hende og vil ligge tæt op af hende. 
Hun har tjek på børnenes sommerfodtøj og hvem der mangler regntøj, hun er opdateret på forældreintra, melder sig som hjælper til klassearrangementet og hun sørger for at feriesedlen til børnehaven bliver afleveret i tide.


En mor ved alt og derfor er det meget nemmere at spørge hende, end at lede efter noget selv - og er familien ude på tur er det også moren, der har servietter, tyggegummi, køresygepiller og solcreme i tasken, som de andre kan bede om at få udleveret, når de har behov for det.


En mor kan navigere i kaos. Med et stort smil og et varmt hjerte. En mor har overblik og tænker hele tiden to skridt frem.


Sådan er det. For det meste.
For nogen gange kan en mor blive så træt, at hendes dage bliver lange og hendes ben tunge. 
Hun kan have dage, hvor hun snapper efter luften og hakker på både mand og børn. Fordi hun er træt med træt på. Og trænger til fred og ro.
En mor skal lades op med energi og overskud, ellers har hun intet til sig selv, når alle har fået deres andel.


En mor trænger fra tid til anden til at være alene.
Helt alene.
Så hun kan tænke, drømme og sove. I fred.


Det er derfor meget meget heldigt, at der også er en far i familien. 
En far, som er en tålmodig guldklump, der godt forstår at moren har brug for ro. 
En far som tager Lillepigen med i svømmehallen søndag formiddag, mens Mellempigen spiller fodbold og Storepigen er hos veninder. 


Pludselig har moren huset for sig selv. Huset roder, men der er hyggeligt og rart at være. Det har moren ikke haft overskud til at få øje på længe. Moren har nærmest ikke kunnet holde ud at være her. Men nu ser hun at hun bor i et dejligt hjem. Fredeligt og stille.


Da faren og børnene er kørt, er det første moren gør at sætte sig ud på toilettet og skide i fred.
Mens hun sidder der, griner hun ved tanken om, at det i hendes liv er blevet luksuriøst at kunne skide i fred, uden at nogen tager i døren (hvis hun har husket at låse), kommer brasende ind (hvis hun har glemt at låse) kalder eller snakker på den anden side af døren.


Sidenhen laver moren sig en stor kop dejlig varm kaffe, sætter sig med sin computer, åbner sin blog og klikker på fanen 'Nyt indlæg'.


Rigtig god søndag til alle med en særlig hilsen til jer, der er mødre.
 Jeg håber at I, ligesom jeg, har fået mulighed for at skide i fred i denne weekend...





PS. Bloggen er kommet på Facebook og du er mere end velkommen til at 'like' mig her.



5 kommentarer:

Lotteriet sagde ...

Du har så evig ret, det er en luksus at kunne skide i fred!!! Men en dag, når ungerne er fløjet fra reden, så kan man godt savne de evindelige spørgsmål, ude fra den anden side af døren. Ind i mellem..
For det er en luksus!!
Nyd hvert sekund! Og glæd dig over at de kommer hjem igen og har en masse at fortælle! :O)

Anne Lotte sagde ...

åh, hvor er det præcist beskrevet :-)

Anne Lotte sagde ...

jeg har linket til dit indlæg på min blog i dag :-)

HelleA sagde ...

Tak fordi du linker Anne Lotte - og rigtig god søndag til dig og dine :)

J. Ejlersen sagde ...

Åh Helle - hvor er det bare spot on. Jeg tænker nogle gange, at der er en grund til, at vi end ikke kan skide i fred. Vi ville blot sidde der og reflektere over hverdagen, hvis altså ikke vi sidder der og kommer i tanke om alt det, vi mangler at få gjort, uanset hvad, kunne det voldsomt nemt resultere i stress. Således er forstyrrelser medvirkende til, at vi ikke falder ned på hælene og mister troen på, at glasset ( eller er det toilettet?) er halvt fyldt ;0)