søndag den 20. september 2015

Inklusionsvejleder med speciale i islandske krimier? Hvordan lyder det?



Jeg er i dette skoleår begyndt på en længe ønsket efteruddannelse. Gennemfører jeg uddannelsens fire moduler samt består den afsluttende skriftlige opgave, kan jeg til februar kalde mig AKT- og inklusionsvejleder.  

I dag skal jeg have læst en masse til uddannelsen. Artikler. Om den inkluderende skole, om systemisk tænkning, om konfliktmægling i praksis. Alt sammen relevant, spændende og noget, jeg interesserer mig for. Jeg kommer bare ikke i gang.


På grund af ham her:



Det er hans skyld, det hele. Hvem er han spørger du? Du har ikke set ham før? Det havde jeg heller ikke, kan jeg godt afsløre, indtil for lidt siden, da jeg googlede hans navn, og fandt mange gode billeder. 
Han ser da rar ud, ikk? 
Mandens navn er Arnaldur Indridason og han er en meget kendt islandsk krimiforfatter.

Efter vores rejse på Island i sommer, begyndte jeg at kigge efter bøger af islandske forfattere på biblioteket - og jeg genlæste den smukke velskrevne 'Universets engle' af Einar Mar Gudmundsson, som jeg har stående i bogreolen. Den vil jeg varmt anbefale enhver læsehest, ikke mindst for dens fortælletekniske kunstgreb, som jeg ikke har mødt noget andet sted før.



Nu læser jeg Indridason, og jeg er opslugt. En mand er myrdet, på liget findes en seddel med en mystisk besked, forbrydelsen viser sig at have tråde til en gammel uopklaret sag, og så ruller historien derudaf. Kriminalbetjenten Erlendur Sveinsson bliver hurtigt læserens ven, og man involveres i hans privatliv, især udfordringerne med den voksne datter Eva Lind. Nordmosen er fra 2003 og den første af en række krimifortællinger om Erlendur Sveinsson og hans team. Jeg har allerede bestilt de to næste på biblioteket.


Artiklerne til uddannelsen? Det bliver først, når morderen er fanget!

Ingen kommentarer: