The Empty Nest Syndrome?

Uha, endelig faldt jeg til ro her ved min pc. Har været rastløs og rundt på gulvet i mindst en time. Vi taler nærmest helt ude af mig selv - fordi jeg ikke aner hvad jeg skal give mig til?

Jeg har tidligere i denne uge skrevet om at debutere udi i forskellige ting og i dag kan jeg føje endnu en debut til listen: Mit yngste afkom er omme hos en kammerat fra børnehaven og lege!

Helt selv! For første gang.  Altså som i at jeg stod i døren og vinkede "hej, hej, så kommer jeg og henter dig om et par timer!"
(Og barnet kiggede ikke op,  var nærmest ligeglad og allerede i gang med en god leg!)

Status er altså at:

Storepige på 12 nyder påskeferien fra sit værelse og passer helt sig selv.

Mellempige på 9 er på fodboldskole og kommer først hjem kl. 15.

Lillepige på 3 er hos en kammerat.

Mand på 47 er i gang med at skifte pakning på en vandhane, han passer sådan set også sig selv.

Og kvinde på 40?

Jeg sidder her og kan slet ikke huske, hvornår det sidst er sket at der på en fridag IKKE var børn ind i mit hoved, sultne børn, trætte børn, frække børn, søde børn, børn der kedede sig, børn der ville lege, spille spil, børn der sagde må vi dryppe lys, må vi lave pandekager, må vi bygge en hule i stuen, hvornår skal vi i svømmehallen, hvornår skal vi ... i ét væk.

Nu er de her ikke. Der er helt stille omkring mig. Sæt dig ned og nyd det, siger min mand. Jeg sætter mig ned i den stille stue. Rejser mig, tænder for musik, henter en bog, sætter mig, rejser mig, går rundt i huset, laver kaffe, skifter musik, tænder computeren, sætter mig, læser 2 sider, rejser mig, laver frokost, spiser, kigger ind til Store pigen...