torsdag den 19. april 2012

Hvis svaret er rugbrød, hvad er så spørgsmålet?

"Der er altid noget, man er god til. Man skal bare lige finde ud af, hvad det er."
Sådan siger kranføreren Ole til drengen Ivan i filmen Gummi Tarzan -  og jeg har tit brugt citatet. Overfor andre. 


Men hvad med mig selv? 
Det sker heldigvis stadig, at jeg finder ud af noget,  som det viser sig, at jeg er god til.


Som for eksempel at bage rugbrød.


Når det kommer til udfoldelser i et køkken, er der ikke ret meget, jeg er særlig god til. Jeg er ikke decideret elendig til at lave mad, men det ville være lodret løgn at sige, at jeg tryller i køkkenet. Jeg tryller ikke. Jeg læser i opskrifter og følger dem meget nøje. Meget lykkes for mig, men der er også rigtig meget af det mad jeg i tidens løb har serveret, der har været brændt på, kogt over, for salt, for stærkt (jævnfør fx dette indlæg), for surt, for sødt eller på anden måde mere eller mindre mislykket.
At jeg så er gift med en mand, der er suverænt god til at lave mad og som tryller de lækreste retter frem, eksperimenterer og har stort succes med det, har ikke styrket mine madlavningskompetencer. Når han nu elsker at lave mad og er så god til det, så er det da også synd at tage den tjans fra ham, ik?!


Men det er mig, der kan bage rugbrød. 


Jeg har min egen surdej stående på øverste hylde i køleskabet:




Jeg tror det er den utrolig langsommelige proces i skabelsen af et nybagt rubrød, der tiltaler mig så meget.
Jeg bager et rugbrød hver weekend og går typisk i gang lørdag morgen med at blande kerner med vand, hvedemel og surdej. 
Så skal det stå i 8-12 timer. Bare stå og passe sig selv, mens surdejen gør sit arbejde.


Når det så har stået i de mange timer, blandes øl og rugmel i.
Til det er det godt at få hjælp til at røre rundt i skålen:






Når det er rørt godt sammen, skal man huske at tage surdej fra til næste uges rugbrød.


Bagetiden i ovnen er i alt 2 ½ time - og så skal brødet køle i mindst to timer, før det kan skæres ud.


Resultatet er fantastisk hver gang - jeg er meget stolt og glad - og høster en masse dejlig ros og anerkendelse af min familie.










Jeg er god til at bage rugbrød. 


(Og jeg sender en kæmpe tak til dig, der fik mig i gang med det, du ved selv hvem du er...)

3 kommentarer:

Kirsten sagde ...

Vi vil da gerne have en opskrift...

Inge sagde ...

Dit indledende citat kunne ikke være mere rigtig..

Kristine Sejr sagde ...

Åh det minder mig om da jeg var barn og jeg hjalp min mor med at lave rugbrød. Det var så hyggeligt, og hun var også god til det. Jeg selv, er på ingen måder god. Eller måske det er ovnen der ikke var god.