Burning hot

Ja, det er (desværre) ikke mig, der er burning hot, det handler om den aftensmad, jeg lavede i går.
Som altid fik jeg gjort et stort nummer ud af, at det var mig, der skulle lave mad ... Fordi det sker så sjældent.


Jeg fik det lige tilfæligt nævnt for samtlige, jeg talte med i løbet af dagen (ikke at det var mange, måske to?) at det var MIG, der var  dagens chefkok hos os -  og jeg fik det også sneget ind i gårsdagens blogindlæg, bare lige så alle var informerede!




Menuen var Kalkun i chilichokoladesauce (fra kogebogen Geniale Gryderetter) med ris on the side. 

Jeg kørte med klatten i det køkken. Hakkede, snittede og svitsede - var i god tid og havde overskud til både at pjatte, kysse og snakke undervejs.
Kørte den selvsikre stil med et viskestykke stukket ned i bukselinningen og tænkte flere gange ved mig selv, at nu skal jeg sgu også se at få ham manden verfet ud af det køkken, så jeg selv kan komme lidt til fadet. Det giver så mega meget street credit at kunne lave mad (når vi har gæster bemærker de sjældent at der er lagt rent sengetøj på samtlige børnesenge eller at køkkengulvet er nyvasket...) så det er egentlig uretfærdigt, at det kun er min mand, der høster al den ros og anerkendelse et lækkert veltilberedt måltid udløser.
Jeg fulgte opskriften slavisk. Punkt for punkt, teskefuld for teskefuld. Ingen slinger overhovedet. Er det noget, jeg kan, så er det at følge en opskrift. Regler er til for at blive overholdt, retningslinjer for at blive fulgt. Sådan er det.


Manden tog afsted - ud at spise og i biffen med sin Storestorepige, den herboende Storepige dækkede bord og mellempige og lillepige satte sig til rette. De var sultne og spændte på, hvad mor serverede -  og det faktum, at der skulle chokolade i retten, skærpede alles nysgerrighed.


Lige inden jeg satte gryderetten på bordet, smagte jeg på den. 


Smagsoplevelsen var chokerende. Kæft det var STÆRKT!




Tilsatte lidt vand. Og lidt mælk. Det hjalp intet.
Satte maden på bordet og forklarede forlegent børnene, at det vist nok liiige var blevet lidt stærkt, det her mad, men nu skulle de da bare lige smage og man ville hurtigt vænne sig til den stærke smag.


Lillepigen skreg højt og spyttede første mundfuld ud på tallerkenen igen. Kastede sig bagover og råbte på havregryn. 
Mellempigen fandt ud af at tage kalkunstykkerne fra og spise dem sammen med risen og på den måde, lykkedes det hende at blive næsten mæt, men hun drak nok 10 glas vand undervejs.
Storepigen var loyal og tog en ordentlig portion med masser af sovs. Og kapitulerede hostende og med tårefyldte øjne efter 4-5 mundfulde. 


Og mig selv?
Jeg kæmpede mig halvvejs igennem en portion.
Det var BURNING HOT. Brændte som ild i mund, svælg og hals. Ganske forfærdeligt!


Dum kogebog. Dårlig opskrift.
Jeg gider ikke lave mad igen lige foreløbig, når det skal være på den måde.


Og nu skal I ikke skrive, at jeg burde have kunnet regne ud af mig selv, at det ville blive uspiselig stærkt med så meget cayennepeber, som der stod i opskriften. For det er præcis det, jeg ikke kan, når jeg laver mad. Regne noget ud af mig selv. Jeg gør som der står. Nichts weiter.