Farvel 40

For det meste har jeg det ikke svært med at skille mig af med ting og sager.
Det er nok sådan at ham, der har en vielsesring magen til min, ville sige, at jeg er sådan én, der smider ting ud for et godt ord. Det kan meget vel være ting, som han gerne ville have beholdt. Det kan vi så gå og øffe lidt til hinanden om. 
Men i dag er det kun mig, der øffer. Jeg har sagt endegyldigt farvel til en fysisk genstand, som jeg meget hellere ville have beholdt. I det tilfælde altså, at jeg kunne bruge genstanden.
Jeg taler om et par bukser. I str. 40.
Pivsmarte bukser, købt i Vejle, ikke engang på udsalg. Fuld pris, fuld skrald, de sad pissegodt. Dengang for 4 år siden. Hvor jeg efter en årelang pause som fødedygtig endelig havde fået min slanke krop tilbage.
De her bukser var en slags præmie til mig selv, for at have opnået et tal på vægten, som jeg længe havde stræbt efter.
Én dag nåede jeg at været iført bukserne på arbejde.
 Og som jeg husker det, var der en kollega, der komplimen-terede mit nye tøj og sagde at de jeans sad skide godt på mig.
Et par dage efter fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Og belært at mine to foregående eksempler vidste jeg, at den altoverskyggende kvalme kun kunne bekæmpes med mad. 


Bukserne blev lagt ind bagerst i skabet - med tanken om et glædeligt gensyn, når jeg engang var på den anden side at graviditet og fødsel.


Der har de så ligget siden. Og grinet af mig, hvergang min hånd kærligt har strejfet dem og givet mig en sød erindring af en fast røv i et par stramme jeans. Keep dreaming, råbte bukserne drillende og kravlede længere ind bag i skabet.


Det ville være for omfattende at beskrive de mange gange, jeg har taget bukserne ud af skabet og taget dem på. Ligeledes ville det ikke tjene noget formål at beskrive mit skuffede ansigtsudtryk, endsige mine verbale udgydelser, når det for gud ved hvilken gang, skulle vise sig at knap og knaphul befandt sig så langt fra hinanden at tanken om at de ville komme til at mødes igen, virkede absurd.


Tre år er der nu gået. Og jeg vil ikke mere. Kan ikke klare forventningens glæde, spændingen, ydmygelsen og skuffelsen. Det er nedbrydende for mit selvværd og ødelæggende for mit humør.


Vil jeg finde mig i det? At et par bukser har den indvirkning på mit psykiske velbefindende?


Gu' fanden vil jeg ej. Så nu har jeg smidt dem ud. Jeg har kasseret dem og ved samme lejlighed kasserede jeg også tanken om, at jeg nogen sinde kommer til at passe en str. 40 igen. 


Farvel str. 40 - det var tider, da vi to fulgtes ad. Vore veje skilles nu - måske for altid, det ved ingen, men jeg vil ikke længere bære rundt på den smertelige længsel efter dig. 


Gid fanden havde de bukser, jeg er lykkelig for at være sluppet af med dem!




Snakken om stramme bukser får mig til at tænke på Lillepigens (for tiden) foretrukne bog: Den store numsebog. Det er mormor, der har bogen og vi læser den igen og igen, når vi er der.
Forleden kiggede Lillepigen på forsiden og spurgte:
"Hvorfor er der prikker på den numse, mor?"
Jeg svarede: "Det er hår. Der er nogen, der har hår på deres numser"
Hun kiggede grinende op på mig: Haha, nej mor, man kan altså ikke have hår på en numse".