søndag den 26. juni 2011

Jeg har ikke lyst til at dø

Jeg skal lige love for, at man har været om sig her de sidste par dage. Fest det ene sted, fest det andet og indimellem skulle nogen køres på ferie til en campingplads,  andre hentes hjem fra en efterskole og en koncert + en fødselsdag midtimellem var der også.


Scene 1:
Vi er til koncert med "De Eneste To". Jeg tager min mands hånd og tænker, at han og jeg er de eneste to. Lige her. Midt i verden. Vi taler Big Love og Bløde Knæ, mine damer og herrer.
Simon Kvamm og Peter Sommer er i topform, aftensolen er på vej ned, fadøllene udgår i en lind strøm fra baren og stemningen er i sig selv berusende. Jeg har lyttet til cd'en så mange gange, at jeg kan de fleste tekster udenad. Giver mig hen til musikken og bliver meget bevæget i hjertet af teksten til "Jeg har ikke lyst til at dø". Fordi den minder mig om, at jeg dør en dag, og det gør lidt nas at blive mindet om. Jeg vil leve, jeg har ikke lyst til at dø.
Inden dette nummer har Simon Kvamm sørget for, at der er kommet nogen børn op på scenen, som han beder om at danse, alt hvad de har lært. De dansende børn forstærker i den grad sangens budskab. Det er smukt og væmmeligt på samme tid.


Scene 2:
Præcis et døgn efter scene 1 sidder jeg i selskabslokale på dyr restaurant i mellemstor jysk provinsby. Sammen med min familie fejrer vi min farmors 95 års fødselsdag. Siden hun fyldte 80, har hun samlet de nærmeste hvert år på sin fødselsdag for at lade sig fejre. For som hun siger: "Vi kan jo ikke vide, om jeg er der næste år." Sammen med min lillebror bliver jeg placeret i den ene bordende ved siden af en fætter og overfor en kusine. Så sidder vi der og er børnebørnene. Ved børnebordet. Fa'me syret, at man som snart 40-årig stadig er nogens barnebarn og at man i en situation som denne træder lige ind i rollen som barnebarn.  Vi fik dog ingen røde pølser og pommes fritter, men spiste det samme som de voksne. 
Min farmors sønner er henholdsvis 70, 67 og 62 år gamle. Hun omtaler dem konsekvent som "mine drenge" eller bare "drengene". Og ve den, der siger et forkert ord om nogen af "drengene". Hun har altid holdt  hånden over dem og er noget i deres liv gået dem imod, har det aldrig været deres skyld. Altid de andres. Mors drenge er ufejlbarlige. Sådan er det bare.
Den 95-årige fødselar holder en tale, hvor hun takker os alle for at være mødt op og hvor hun giver udtryk for at det, der driver værket for hende og giver hende lyst til at stå op hver morgen er, at der er noget at se frem til. Noget at glæde sig til.  Det, der  betyder noget er besøg, ture ud af huset, invitationer til højtider, fødselsdage, barnedåber osv.  Hun lægger ikke skjul på at det er disse sociale pejlemærker, der gør hende still going strong. Hun er så gammel at man ikke fatter det. Født under Første Fucking Verdenskrig, en voksen kvinde med mand og små børn under Den Anden. Hun er et stykke levende danmarkshistorie, der aldrig har smagt en pizza med pepperoni eller en Whopper Cheese, ikke har dankort, dvd-afspiller eller kummefryser.  Et menneske, til hvis ordforråd ord som facebook, smartphone og Ipod aldrig kommer til at finde vej. Hun ved ikke hvad trådløst internet, jalapenos eller tapas er, men da hun selv lavede mad, var hun den bedste i verden til brun sovs, syltede agurker og frikadeller. Jeg husker det som at komme i Himmerige, når jeg som barn besøgte min farmor og smæskede i hendes tryllerier fra køkkenet. Flæskesteg med brun sovs og kartofler. Frikadeller med brun sovs og kartofler. Kylling med brun sovs og kartofler. Og asier. Glem ikke asierne.
Hun har underkjoler, spisekammer, undergardiner og en rund blå metaldåse med Nivea creme. Hun drikker kaffe af kopper med underkop, får håret vasket og onduleret hos frisøren og har løst pudder på næsen. Hun er 95 år gammel og har ikke lyst til at dø.












Jeg har lyst til at smage alle frugter på hylden
Og til at være bred nok til selv at tage skylden
Jeg har lyst til at købe hele Nike og sige ro på
Far her, han skal nok give jer sko på
Jeg har lyst til at ta’ en bid af et kraftværk
Og spytte det ud og lade det stå om sitrende hærværk
Jeg har ikke lyst til at dø!

For 117. gang skal vi køre rutinen
Stikke fingeren i jorden og så vende maskinen
Der er så trygt i kabinen
Vi skal nok komme ned, det er der nogen der vil sørge for
Spørg mig ikke hvordan, og spørg mig ikke hvorfor
For jeg fatter det ikke
Men jeg har ikke lyst til at dø!

Jeg har lyst til at hoppe så jeg støder mod loftet
Dét loft som er lavet af gud-ved-hvem
Jeg har lyst til at få mig et landsted
Og starte en festival op fra bunden i Grindsted
Jeg har list til at slå en mand med slips lige i fjæset
Og sige bliv du bare liggende i græsset
Jeg har ikke lyst til at dø!

Det er tungen ud af halsen og smage på det hele
Det sidste glas vand jeg ønsker at dele
Og vi skal drikke det hele
Alt på én gang, en gang uden ender
Bag hven en dør, folk jeg kender
Vi kalder os venner
Og vi har ikke lyst til at dø!

Jeg har lyst til at skære mit hjerte ud til min datter
Og sige til folk der ikke vil have børn, de ikke fatter
En skid, skide værre med projekterne i banken
Det er liv der tæller, og ikke tanken
Om liv, som kan rive og buldre og brage og pibe
Som man kan have for en tid, men som man så må give
Men jeg vil ikke give mit liv, fra mig endnu
Jeg har ikke lyst til at dø!

2 kommentarer:

Kristines Dilemma sagde ...

Hvor lyder din farmor bare som en dejlig kvinde, eller dame, hun kommer altså op i den kategori. Men det er jo sandt, der findes jo mennesker som slet ikke gør sådan nogle nymodens ting, det kunne dog være sjovt at se sådan en 95årig dame på facebook imens hun spiste en burger ;-)

Anne Thompson sagde ...

Min morfar fyldte 93 her i maj. Da vi spurgte ham, hvad han ønskede sig, sagde han med et skævt smil: "A ku' nok tæ'nk me' e or mier" (=Jeg ku' godt tænke mig et år mere) Jeg syn's det er så herligt med de gamle, livsglade mennesker!