torsdag den 19. december 2013

Og hun glæder sig


Kender du Bitstrips? Sjov app, hvor man designer en avatar, som man så sætter ind i skabelon-tegninger med enten den præfabrikerede tekst eller en tekst, man selv digter. Jeg har lige lavet én, lige ud af hjertet:







Helle har også været hos frisøren i dag og købt nyt tøj, så hun er også klar til julefrokost med sine kolleger i morgen.

Helle øjner lys for enden af jule-tunnellen!

mandag den 9. december 2013

Ladies and gentlemen: Mr. Elton John


Når Rikke og jeg var blevet tilpas fulde og stemningen var særlig høj til én af de mange fester, vi holdt på kollegiet, så var der to musiknumre, der hver eneste gang røg på repeat. Året var 1991 og Rikke og jeg var uovervindelige. Især når vi var sammen.

Det ene nummer var REM's  "Losing my religion' (en sang jeg den dag i dag ikke er blevet træt af) og det andet var en liveoptagelse med George Michael, hvor han synger duet med Elton John. 

Don't let the sun go down on me.


Vi optrådte. Rikke var George Michael og sang hele første del af sangen i håndholdt mikrofon, typisk holderen til køkkenrullen, indtil gæsten introduceres - og jeg - som Elton John entrerede scenen og modtog et helt enormt bifald fra



publikum.
Stod der i kulissen og ventede på min entré, og lige når jeg kom på scenen/dansegulvet og blev mødt af den store jubelbølge af klapsalver og hujen fra publikum, så elskede jeg livet, elskede at være ung og elskede at  være venner med og feste med Rikke.

Livet var her og nu. The sun ville ikke go down on me, så meget vidste jeg da!

Arhmen, prøv lige at hør det -  det er klasse -  og bliv endelig hængende til jeg ... eller øh jeg mener ... ELTON JOHN arriverer på scenen. 








lørdag den 7. december 2013

Ikke tale om at jeg vil se den slags i min vindueskarm!

Lørdag eftermiddag. Hænger ud i sofaen efter træning, frokost og rengøring af hus. Lader blikket glide rundt i stuen, som mine piger har været i gang med at pynte op til jul. Selvom jeg allerhelst var alt det julepynt foruden (julen og jeg har et lidt anstrengt forhold til hinanden, se evt. indlæg fra tidligere års julemåneder), så rører det mit gamle julehaderhjerte at mine børn er så glade for julen. Og selvom deres julepynt er grimt og hænger skævt, så bliver jeg helt grundglad, fordi det er mine børn og min stue.
Vores vindueskarm ud til gaden er omdannet til det helt store nisselandsskab. Eller 'nisseselskab', som Lillepigen kalder det.




Man skal virkelig elske sine børn, for at synes om sådan en vindueskarm, sidder jeg og tænker. 
Men hov, hvad er det? 
Sig mig lige nisser, hvad hulan har I gang i?




Nu har jeg da aldrig! Et par af nisserne er vist mere end almindelig glade for at se hinanden igen efter et helt år i en kasse i skuret. Men den går altså ikke!
Vil I SÅ se at finde et andet sted at udleve jeres .... NISSELYSTER!


torsdag den 5. december 2013

Blæs nu bare af

Mein Gott hvor er stormvejr i Danmark dog belastende. På alle måder. Først er der jo det rent praktiske. Broer, der lukker, togafgange der aflyses og træer der lægger sig over vejene. (Men også kedelige møder, der aflyses  *jubii*)
Det siger sig selv at det er noget juks for de mennesker, det går ud over. 
Men når det er sagt, så er det simpelthen så anstrengende at vi skal snakke om den storm hele tiden. 
Hvor meget blæser det hos jer? Står jeres trampolin der endnu og nu skal du bare høre, hvad der skete da jeg gik i Brugsen efter mælk. Noget tyder på at vi mangler sensationer i det her land. Begivenheder vi kan samles om. Og tale om ikke mindst. Og skrive om på facebook, som hele dagen har været ved at løbe over (blæse omkuld?) med dårlige jokes om Bodil. Bodil? Hvem fanden har bestemt det der med at vi her i verden personificerer de store vejrmæssige udsving? Og hvordan i himlens navn kan navnet Bodil sættes i forbindelse med en storm?

Her fristes man jo voldsomt til at springe op af stolen, slå ud med armene, danse et par trin og synge '...the answer my friend is blowing in the wind...' men det ville næsten være for plat, ik?

onsdag den 4. december 2013

Et par ting jeg godt vil sige

Hvad render jeg egentlig og laver for tiden?
Ser du:
Jeg blev kortvarigt slået til jorden af en ordentligt røvfuld arbejdsopgaver der bare blev ved og ved med at vælte ned i hovedet på mig. Så var der skolehjemsamtaler, så var der møde om dit og kursus om dat, og den ene dag lossede til den anden uden at jeg kom ordentligt med. Men det betyder ikke at jeg ikke er her. Jeg er her rigtig meget, og jeg har gang i mange ting.

For det første, så har jeg lavet en indsamling hos Røde Kors, der har til formål at give julehjælp til trængte familier i Danmark. Det er børnene i disse familier, jeg tænker på. De har ikke et valg. Og alle børn fortjener en dejlig jul. 
Det ville være superdejligt hvis I, der læser med her, ville støtte min indsamling. Det kan I gøre lige her.

For det andet er jeg medskribent på denne kalenderhistorie, hvori der udgives et nyt afsnit hver dag fra første december og til jul. Historien er en stafet, der skrives fra dag til dag og derfor kender ingen slutningen. Du kan sagtens nå at hoppe med på læsevognen, og skulle du have lyst, kan du også melde dig til at skrive et afsnit. Det er mig, der har skrevet det afsnit der udkommer i morgen. 

At jeg er ved at have samlet overskud til huse igen, bevises ved at jeg i eftermiddag, da jeg kørte ind i vores indkørsel, både registrerede, sansede, var opmærksom på - OG tog et billede af en meget smuk regnbue!




tirsdag den 12. november 2013

Fødselsdag og jubilæum

Mit indlæg i dag passer meget godt som en fortsættelse af det, jeg skrev i går, om at føle sig (lidt) som en olding.

Min yngste barn fylder 5 år i dag. 
Hun blev født en råkold november-morgen kl. 5.57, kun 12 minutter efter vores hæsblæsende ankomst til Kolding Sygehus.  Der var lidt stress på den nat, for det var først kl. 03 at jeg var så sikker på at fødslen serøst var i gang at jeg ringede efter min mor, der skulle komme - fra Århus, en times kørsel herfra, og passe de store.
Jeg var 13 dage efter termin og havde næsten mistet troen på at jeg nogensinde ville føde det barn, men jeg skal da lige love for at hun havde fart på, da hun først besluttede sig for at komme ud til os.

Den nybagte far husker fødslen som at jeg gik helt krumbøjet med de vildeste veer fra bilen og op til fødestuen, lagde mig ned på briksen og blev undersøgt (10 cm åben), bad om noget at drikke, som han sprang ud på gangen for at hente, og da han kom ind med et glas saftevand til mig, var barnets hoved ude og 10 sek. efter var resten født. Hvis man kan være regionsmester i at føde børn, kandiderer jeg til titlen!
Mine tre piger er alle født ved nemme, hurtige og helt ukomplicerede fødsler.

Vi vidste ikke på forhånd at hun var en pige. Jeg har ikke kendt kønnet på de to første, og det havde ham der har en vielsesring magen til min heller ikke med sine to første, men denne gang ville vi gerne vide det. Jordemødrene strejkende imidlertid og til scanning fik vi at vide at vi var ramt af strejken på to fronter: De ville ikke oplyse os kønnet og vi kunne ikke få det lille scanningsbillede udleveret. 
Det affandt vi os selvfølgelig med og tænkte ikke videre over det.
Mange sagde til mig at de håbede vi ville få en søn. Mest til mig, fordi jeg jo havde to døtre i forvejen (min mand har en søn og en datter fra sit første ægteskab) og jeg lod mig rive lidt med af den stemning og tænkte meget på, hvor dejligt det kunne være med en lille dreng. Vi blev enige om at hvis det blev en dreng, skulle han hedde Sigurd, Johan eller Karl Emil. Blev det en pige skulle hun havde sin farmors navn Johanne, en farmor hverken hun eller jeg nogen sinde har mødt, da hun desværre døde for mange år siden. 
Siden det sekund babyen blev lagt på min mave, og jeg så at det var Johanne, har jeg aldrig skænket det en tanke at hun skulle have været nogen anden -  og da slet ikke en dreng. Hun er vores pige og hun er præcis som hun skal være. 

Og så til mit jubilæum: Da vi sang fødselsdagsang her til morgen, satte flag frem, lagde gaver på bordet og alt det, man nu gør - fik jeg det vildeste dejavue. Hvor har jeg gjort lige præcis de ting mange gange! Og en eftertælling afslørede da osse at jeg i dag fejrer fødselsdag for biologisk afkom for 30.gang!
14+11+5 = 30 !  Så tillykke med fødselsdagen til Lillepigen og til mig med 30.gangs-jubilæet!
Har tilbragt morgenen og formiddagen sammen med hende i børnehaven og puster nu ud herhjemme. Det er muligt at lærere har støj og tumult omkring sig i skolen, men det er intet i sammenligning med hvad pædagogerne i en børnehave er omgivet af. Respekt til dem!












Sjovt nok havde fødselsdagsbarnet den samme kjole på da hun fyldte 4 år, men jeg kan se på kjolens længde at hun er vokset en hel del i det år, der er gået. 

mandag den 11. november 2013

Og når vi så film, lejede vi en moviebox

Jeg fortalte forleden mine store piger at der hjemme hos mormor og morfar, dengang jeg boede der, kun var én eneste telefon i huset. Telefonen, som var i grå plastic og med rundt drejeskive,  befandt sig naturligvis i stuen, og når den ringede løb jeg alt hvad remmer og tøj kunne holde hen for at tage den. Sikkert fordi jeg gik og håbede at nogen bestemte ville ringe.

Jeg fortalte også at det var SÅ pinligt, når mine forældre sad i stuen og kunne overhøre mine private telefonsamtaler.
 Jeg havde veninder, der fik installeret fastnettelefoner i deres værelse, men den slags var ikke på tale hos os. Alligevel fik jeg skaffet mig lidt telefon-privatliv ved for mine egne penge at købe (i Bilka for 49 kr) en meget lang telefonledning, som jeg kunne montere på telefonen i stuen og derved transportere den ind på mit værelse, lukke døren og tale med veninder og kærester i fred. 

Mine døtre skiftevis måbede og grinede, da jeg fortalte, og jeg kunne jo så fortsætte med at vi, da jeg var helt lille, også kun havde ét tv i huset, OG (her begyndte de at betvivle mine ord) at DR1 var den eneste kanal, vi kunne se (indtil lokalstationen Århus Lokaltv gik i luften, så havde vi to!). 
'Man sku' tro, du var på alder med Grauballemanden', sagde én af pigerne så.

Helt bag af dansen var jeg altså  ikke. Jeg fik en clockradio i julegave et år (med snoozeknap!) og mit stereoanlæg havde dobbeltbåndoptager. Jeg havde også en sej walkman, som automatisk spillede den anden side af båndet, når den ene var færdig, dvs. man behøvede ikke tage båndet ud og vende det om. Og i 9.klasse købte jeg en elektrisk skrivemaskine (den var på tilbud til 999,-) og den havde automatisk slettefunktion! 
Mine leggins havde strop under foden og hed gamachebukser, og et år fik jeg en karrygul vinterjakke, der var så pivsmart til mine benvarmere i samme farve at jeg beholdt jakken på i timerne i skolen, for at de andre rigtig kunne se hvor smart jeg var.

Jeg var fan af The Cure, Simple Minds, U2 og Duran Duran og kunne alle Tv2's tekster udenad. Havde også en periode med Culture Club, hvor mit værelse var plastret til med plakater af Boy George. 'Sikke da en nydelig dame, du har hængende der', sagde min mormor engang, da hun var på besøg og så min Boy George-udsmykning.


Hold nu kæft. Mine børn har ret.
Jeg er på alder med Grauballemanden!

søndag den 10. november 2013

Kalenderhistorie 2013

For to år siden blev jeg af en veninde, der også er blogger, inviteret med til at skrive til en juleføljeton. Vi var en gruppe personer, skrev så videre på hinandens afsnit af historien. Hver dag i december blev der postet ét afsnit. Det fede var at ingen på forhånd anede hvordan fortællingen ville udvikle sig - og når man fik et afsnit i hænde bestemte man suverænt selv i hvilken retning, man ville dreje handlingen. 

Mai har (sammen med sin veninde) besluttet at gøre det igen, og jeg har været så heldig igen at blive spurgt om jeg vil deltage. De to har oprettet en ny blog til formålet.

Derfor håber jeg inderligt at du i december måned vil følge med i denne kalenderhistorie.
Er du interesseret i at blive én af skribenterne på projektet, så læg en kommentar her, og jeg vil formidle kontakten videre.

onsdag den 6. november 2013

Var det fuldmåne i nat?

Gaber højt mens jeg sidder her ved skrivebordet. Lettere hovedrystende over hvor mærkelig en nat det var i nat. 
Gik i seng med hoste og hovedpine kl. 20.30 efter at have pakket tøj og stillet frem og gjort ved, for at være klar til træning kl. virkelig meget tidligt onsdag morgen.
Læste i en god bog og så tre afsnit af 'Stemmer på Kanten', de programmer, hvor man følger Lisbeth Zornig Andersens kamp for at få socialt udsatte, hjemløse osv til at afgive deres stemme til kommunalvalget d. 19.november. 
Udsendelserne kan ses lige her, og du kan læse om selve kampagnen her. Jeg kan virkelig undres over at ingen har tænkt på at gøre det hun gør, før nu!?
I et velhavende, civiliseret og digitaliseret samfund som Danmark, lever der en (alt for) stor gruppe borgere på kanten af (og udenfor) samfundet - det kan i den grad ændre den politiske dagsorden, hvis de lader sig høre ved at afgive deres stemme! 
Har du ikke fulgt med i udsendelserne, vil jeg varmt anbefale dig at se dem!

Nå, men kl. 23 slukkede jeg lyset og satte vækkeuret til 5.20.
fra 23-24 lå jeg og vendte og drejede mig, men lige meget hvad, lå jeg ikke godt. Meget mærkeligt. Ligger sgu da altid godt i den seng?

Kl. 24-01 var jeg sulten og tørstig. Hentede vand og knækbrød og indtog det siddende i sengen.
Kl. 01-02 hostede jeg. Og hostede og hostede og hostede.
Kl. 02-03 lavede jeg en kombi, vendte og drejede mig, hostede og drak vand.
Kl.03 var jeg ude at tisse og herefter faldt jeg i søvn.

Kl. 5.20 ringede vækkeuret og jeg lå vågen i 2 minutter og mærkede efter i min krop. Tænkte på at jeg godt kunne køre ind og træne, hvis det havde været sådan at jeg skulle hjem igen bagefter og kunne hvile mig senere, men faktum var at jeg kunne ligge og tænke frem på en lang og krævende dag på arbejde og en masse halløj herhjemme i eftermiddag.
Kl. 5.22 satte jeg vækkeuret frem til kl. 6.30

Søvnløshed var min ven i mange år, og jeg har tilbragt utrolig mange timer af mit liv i dens irriterende selskab. Har egentlig ingen intentioner om at genoptage forholdet.

søndag den 3. november 2013

Søvnig Søndag


#1
Lørdagens julefrokost (ret misvisende betegnelse i øvrigt - det er ikke jul og det var ikke frokost...) i verdens bedste kvindenetværk har mørbanket krop og sjæl. Selvom man sover helt vildt ringe på en luftmadras, så har jeg i min dovne døsighed dagen igennem svævet på en fluffy sky, skabt af tømmermænd, skraldlatter og super selskab af dejlige damer

#2
Takket være Fru Z har Storepigen og jeg ENDELIG fået lavet fotobog fra Storepigens konfirmation i april. Jeg var så heldig at vinde en fotobog her fra på Fru Z's blog, og den er nu lavet færdig og sendt til bestilling. 


#3
Det er Allehelgens Søndag i dag. Dagen hvor man mindes de døde. I middelalderen havde bønnerne det formål at mindske de afdødes pinsler i skærsilden, men efter reformationen blev allehelgen (sammen med hele idéen om skærsilden) afskaffet i Danmark. 
I de senere år er skikken blev genindført, nu i den amerikansk udgave Halloween. 
De afdøde, der ikke kom sikkert ind i dødsriget, kommer tilbage til jorden og hjemsøger de levende på All-Hallows-Even. 

Idet jeg henviser til #1 kom jeg ikke i kirke i dag. Ville ellers meget gerne have været der. På denne søndag oplæses navnene på de personer, der er begravet fra kirken i det forgangne år, og der tændes lys for de afdøde på kirkegården. Pårørende kan mindes de kære de har mistet, eller man kan i det hele taget bare sende en særlig tanke til de døde. Jeg har haft et helt bestemt menneske i tankerne det meste af dagen. Han blev kun 34 år gammel.