Tak for Jakob, Maren

I dag har jeg nydt en meget sjældent fridag. Det sker ikke så tit at skolelærere holder fri på hverdage, så jeg nyder det helt vildt, de gange jeg er så heldig at det kan ske. Som i dag.

Jeg stod op sammen med familien ved 6-tiden, som vi plejer, og var behjælpelig med dit, dat og dut. Kl. 7 vinkede jeg farvel til mand og børnehavebarn og kl. 7.45 til de to skolebørn, og herefter ville ingen kunne se min røv for futskosålerne - lige ind i sengen igen sprang jeg. Læste et par kapitler i en god bog, lagde bogen til side og snorksov til kl. 9.30. Se det er livskvalitet, der vil noget!

Min formiddag gik med praktiske gøremål og med at læse blogs. Siden igår har jeg tænk virkelig STOOOORE tanker omkring menneskelivet - helt konkret med afsæt i indlægget skrevet af Jakob, som har gæsteblogget hos Maren. Jakobs tekst handler om at turde stå ved sig selv som anderledes og om det tabubelagte i at være normafviger. Den handler også om mod, drømme og håb. Teksten er et stort skridt ud af skabet (tror jeg) for Jakob - den virker i hvert fald flere steder "famlende" på en utrolig sårbar og rørende måde.

Læs for Guds skyld Jakobs tekst, den er supervelskrevet og rummer rigtig mange væsentlige pointer, hvis man som jeg kan lide at gruble over, hvorfor og hvordan ting her i livet hænger sammen.
Jeg har brugt mange år på at lære, at der er sammenhænge, som jeg aldrig kommer til at forstå, og at det er helt okay ikke at forstå alt i denne verden. Jeg skriver lidt om dette i kommentarfeltet til Jakob, fordi jeg får lyst til at dele mit synspunkt: At det ikke er afgørende, om vi forstår hinanden, men mest af alt: at vi accepterer hinanden.
Jakob giver så respons på mit svar og hans uddybning er yderligere tankevækkende.

Han skriver blandt andet:

Racens behov for ensartethed betyder at langt flest mennesker ligger tættest på gennemsnittet allerede ved fødslen. Og at vi i vores opvækst lære normerne i vores kultur, så vi kan agere med menneskerne omkring os.

Altså stor forskellighed på den ene side, og stor centrering om gennemsnittet på den anden side. Flest normale, men sommetider også et slag med seks seksere. Sjældent, men helt naturligt.

HVORDAN det så kan være at du ender i dine sko, Ole Henriksen i sine og jeg i mine, det handler om kaosteori. Men det er sgu for nørklet. Lad os bare sige at det uundgåeligt vil ske at nogen af os bliver overvejende ens og nogen bliver forskellige. Og at det er rent tilfældigt hvem det sker for.

Men vi ku’ godt øve os på at gøre vores kultur bedre til at rumme det forskellige. Det forsvinder nemlig jævnfør ovenstående aldrig.

Jeg tror, det har afgørende betydning for menneskets evne til at rumme det forskellige (for nu at bruge Jakobs eget udtryk) at vi præsenteres for mangfoldigheder i alle afskygninger livet igennem, men især i barndommen. At vi lærer at det gode liv for den enkelte kan være meget meget anderledes for andre, end det er for os selv.

Da min rigtig gode barndomsven for mange år siden gjorde et meget langvarigt og lidelsesfuldt spring ud af homo-skabet og indviede mig i processen undervejs, fik jeg i den grad udvidet min horisont.
For én ting er at ønske at skille sig ud fra mængden og bevidst styre sig selv i normafvigende retning (som fx. punkere eller bz'ere) - en anden ting er at opleve en drivkraft i sig, som man ville undertrykke, hvis man kunne gøre det uden at føle sig som et halvt og utilstrækkeligt menneske. Det kunne min ven ikke og det kan Jakob ikke. Og hvorfor  skulle de?
Min dejlige ven ønskede ikke at være homoseksuel. Han drømte om familie og om børn og det tog mange år at erkende at skæbnen ville ham det anderledes.
Han mærkede tydeligt 'hvad' og 'hvordan' men var ved at gå ud af sit gode skind over 'hvorfor.'

Jeg synes at Jakobs lommefilosofiske betragtninger om arv, miljø, kaosteori og tilfældigheder giver rigtig god mening, når jeg tænker på den frustrerende proces min ven var igennem, før han lærte at acceptere sig selv, for den han nu engang er. Uden at kunne forstå hvorfor.