søndag den 16. februar 2014

Togtanker

Lige i det øjeblik hvor det er hendes tur til at stige op i toget, sker der noget. Det giver ligesom et ryk, en slags trækning i hendes ansigt, som om noget går op for hende i netop det sekund. Hun har ellers haft nok tid til at overveje i, for toget er 12 minutter forsinket, og hun gik allerede hvileløst frem og tilbage på perronen, ventende, da jeg ankom. 

Jeg bemærkede at hun frøs, og at kulden fik hendes næse til at løbe, og jeg tænkte på, hvor hun mon var på vej hen. Størrelsen på hendes kuffert afslørede at hun havde meget bagage med, hvilket i mit hoved blev til at hun skulle rejse væk i længere tid. Måske til udlandet. Det var også en mulighed at hun havde været afsted længe og var på vej hjem.

I stedet for at følge strømmen op i toget, stopper hun brat op lige foran indgangen til togvognen. Drejer en omgang, kæmper sig vej mod strømmen og forsvinder ned af trappen. Væk. 
Jeg forestiller mig at hun har fortrudt noget i sidste øjeblik. Nok mest fordi at den forestilling er mere interessant at lege med i tanken, end forestillingen om at hun er kommet i tanke om noget, hun har glemt.
Fortrudt hvad? At hun har sagt ja til at forlade sin hjemby og flytte over til ham? At hun er i gang med at droppe ud af studiet for at prøve lykken i New York?

Da toget passerer Storebælt har jeg glemt hende igen.
Det er svært at koncentrere sig om at læse, for ham der sidder tungt sovende overfor mig snorker så højt og med åben mund, at jeg oplever det intimiderende på vegne af hende, der sidder ved siden af ham. I søvnen er hans krop faldet en lille bitte smule over mod hende. Jeg kan se at hun krymper sig. Prøver at trække sine skuldre smallere end de egentlig er. Jeg overvejer hvad der mon vil ske, hvis jeg sparker til hans ben under bordet. Ikke et hårdt spark, men et dask med foden, så han vågner og holder op med at snorke. Tør ikke. Selv sovende ser han lidt galsindet ud. 
Som én der kan finde på at sige 'Hvad fanden laver du?' på en vred måde.








Ingen kommentarer: