fredag den 28. oktober 2011

Trænger

Jeg trænger til at gå en lang tur i blæsevejr.
Det må også gerne regne, for så kan jeg rigtigt mærke hvor jeg er og hvordan jeg har det. Jeg trænger meget til at mærke, hvordan jeg har det.

Det må gerne blæse så meget at hele bevidstheden om den uge, jeg har haft, blæser ud af hovedet på mig.

Således vil jeg komme gående med tunge arbejdsopgaver, svære samtaler, fortravlede morgener, vanskelige beslutninger og hektiske eftermiddag og ensomme aftener flyvende ud af ørerne.

Ugens indhold flyver ud og op i luften, hvor det opløses og bliver til ingenting. Mindet om ugen der er gået vil lejre sig som erfaringer og oplevelser, men det tynger mig ikke og når mit hoved er tømt, bliver der plads til en ny uge, som forhåbentlig fylder langt mindre og kræver mindre.

Jeg trænger til at gå en lang tur i blæsevejr. Det må gerne blæse så meget, at jeg i enkelte øjeblikke mærker at jeg er lige ved at vælte omkuld af vinden, der er så kraftig at den skubber mig ud af den trygge zone, hvor jeg står godt fast og ikke svajer det mindste.

Når det blæser så meget, at jeg er ved at vælte omkuld, mærker jeg skrøbelighed helt inde. Føler mig sårbar. Det fører mig over i en tilstand af taknemmelighed. Jeg er et heldigt menneske. Jeg gør mig hver eneste dag umage med at være en god mor, en god ægtefælle, en god lærer, en god kollega og en god veninde. Når jeg går en lang tur alene i blæsevejr er jeg god mod mig selv.

Når blæsten larmer og suser, taler tankerne i hovedet højere og så kan jeg bedre høre dem og sortere dem. Hvilke der skal i hjertet og bo, hvilke der skal deles med andre og hvilke der skal kasseres.

Jeg trænger til at gå en tur i blæsevejr.

3 kommentarer:

Rikke . rikketankestrejf sagde ...

De skal nok komme - dagene med blæsevejr, men hvis jeg skal være helt ærlig, så nyder jeg også de stille dage med lun luft og smukke farver.
Pjat - jeg forstår SÅ godt alt det du skriver! Elsker at læse med herinde, det sætter tankerne igang, og det kan jeg rigtig godt lide!! :)
God weekend kære Helle.
KH.R

Tove sagde ...

Det er rigtigt. Tak for et skønt og eftertænksomt indlæg, og hurra for efterårsvejr der kan ruske liv i os!

Charlotte Hyldgaard sagde ...

Åh Helle, jeg vil med ud og gå i blæsevejr :-)
Og få blæst travlheden ud af bolden, hvilken herlig beskrivelse!! God tiltrængt weekend, håber det må blæse. KH Charlotte