Strøtanker om

Ferie, blandt andet
Uge 10, Sharm El Sheik, har der stået i vores fælles familiekalender i mere end et halvt år. Uge 10 kom - og vi skiftede mørkt, trist vintervejr ud med 28 graders varme, dejligt hotel, lækker pool, kolde drinks og dejlig mad. All inclusive. På morfars regning. Ahmen, det var heaven, kan jeg godt sige jer!

Hverdag, som den nu er
Og set i lyset af uge 10, blev uge 11 sgu noget tam i det. Heldigvis vendte vi hjem til dejlige danske forårssolskinsstråler, og med solbrune arme og ferieglimt i øjnene glædede vi os stort over, at vi lige netop kom hjem, som udenrigsministeriet begyndte at fraråde turister at rejse til Egypten, herunder der,  hvor vi lige havde været. 
Tænker alligevel på at hverdag og ferie er dialektiske størrelser. Det ene ville ikke være det, det er, uden det andets eksistens. 

Krop, med særlig vægt på arme
Der var én der sagde, at hun kunne se på mig, at jeg havde tabt mig. Det er altid nice, når nogen siger det, men hun uddybede så med, at det især var på mine arme, man kunne se det. Så stadig stor røv og maveflæsk, men nu med pindarme?
Men det er sandt, og derfor meget meget dumt, at jeg var så kategorisk, dengang jeg sagde definitivt farvel til størrelse 40. 
Nu kan jeg passe den igen! Så hermed bevist at man aldrig skal sige aldrig...

Verden, generelt
Den er langt væk fra mig, for det meste, og jeg er for dårlig til at huske at forholde mig til den. Jeg taler om den, fortæller om den, ser nyheder. Men holder den generelt ud i strakt arm, for den rummer så meget, jeg ikke kan kapere.
Hvor fanden er det fly? Det er noget af det mest angstprovokerende, jeg længe har hørt om. Og det har nu været væk så længe, at jeg ikke er sikker på, at jeg tør høre om det, hvis vi nogen sinde finder ud af, hvad der skete med de stakkels mennesker ombord. Åh hvor er verden nogen gange grum. Er der overhovedet et håb her?


Kærligheden, i særdeleshed
Fordi den er størst af alt, gør den også mest ondt (bare spørg Burhan og Medina.)
Jeg synes tit, den skide kærlighed vælter mig, bedst som jeg lige troede, at jeg havde styr på den. Sådan er dens væsen tilsyneladende. Det er jo typisk, at der hvor jorden skælver under os, at vi kan mærke det vigtigste.

Selvironi, at kunne grine af sig selv
Jeg under 100 % ham, der har en vielsesring magen til min og vores mekaniker, der fik sig en skraldlatter, da mekanikeren ringede for at sige, at det som fruen i huset havde anført som en 'mærkelig raslende lyd fra bilens bagpari', viste at være fordi, hun havde glemt at der lå en barnecykel i bagagerummet. Mega Blondine er jeg altså nogen gange, så er det sagt!

Kaffe, blandt ting man ikke skal kimse ad
Jeg elsker kaffe og foretrækker stempelkaffe. Derfor er denne geniale to-go-kop fra Bodum mit nye kæreste eje. 
Her taler vi altså seriøst funktionelt design. I love it. 

Foredrags-og debataften om unge og alkohol, med stof til eftertanke

Storepigen og jeg deltog forleden i et arrangement på skolen om unge og alkohol. Oplægsholderen og debatskaberen var ham her og han var skidegod. Hans holdninger blev slået med syvtommersøm og argumentationen var i orden. 

De skal ikke drikke før de er 16. Det siger loven!

Og jeg siger, at nu skal vi spise.