tirsdag den 5. februar 2013

Bjørn i hi



Sne virker beroligende, selvom kulden hviner i kraniet. Hvornår holdt jeg op med at gå med hue om vinteren? Længes uendeligt efter varme eftermiddage og græs mellem bare tæer. 

Dage med tung i røven, dage med udmattende seancer og dage, der bare er gået med at være lange og trættende. Er vågen, når jeg skal sove og ude af stand til at holde op med at sove, når jeg skal vågne. Som om min krop vil følges med lyset.  Men der er bare ikke ret meget lys i denne tid, vel?

Løser svære opgaver i virkeligheden, men også inde i hovedet, mens jeg går på trapper med min skoletaske, der hænger tungt over venstre skulder og banker ind mod hoften, fordi jeg springer hverandet trappetrin over. 

Udmattes af at forstå, anerkende og sætte mig i de andres sted. Trænger til at nogen sætter sig i mit sted. Måske også til bare at få ret. I at det er, som det er.

Hvis jeg var et dyr i dag, ville jeg være ét der gik i hi. En stor brun bjørn for eksempel. Med store brune bjørnelapper, der både kunne favne, bære og klappe nogen venligt på hovedet, men også lapper, der kunne feje nogen af banen, hvis det var nødvendigt. Eller råbe noget så højt, at det gav genlyd.




1 kommentar:

Lotteriet sagde ...

Et ekstra plus er, at man lader hår på benene, være hår på benene. Den dårlige ånde er en selvfølge og når man, til foråret, vågner, så har man fået to superlækre unger!!
;O)

Lotte