lørdag den 2. februar 2013

Flik flak flok, hov der var min blog!

Der var du jo, blog, godt jeg fandt dig. Ja ja, jeg ved godt, at du har følt dig noget ensom og forladt i den forgangne uge, og det skal jeg naturligvis være den allerførste til at beklage. Omend jeg er glad for, at du har savnet mig, så er jeg helt med på, at dit værd er temmelig afhængigt af, at der bliver fyldt ord på dig ... Skolelæreren har bare så meget om ørerne for tiden, og i skolelærerens verden er der i forvejen så helt utrolig mange ord. Nok derfor, at jeg har været så ordfattig på hjemmefronten. 
Er der ikke kommet så mange ord ud her i ugens løb, så har jeg til gengæld indtaget rigtig mange. For jeg læser og læser. 
I denne bog:



Det er anden gang, jeg læser Covey's "Syv gode vaner" og jeg får mere ud af den nu, end da jeg læste den første gang for et par år siden. Jeg forestiller mig, at det skyldes, at de frø til udvikling og forandring, der blev plantet i mig første gang, jeg læste bogen, nu spirer og giver næring til større forståelse af bogens budskab.

Fra bogens bagside:
"7 gode vaner er en fantastisk inspirationskilde og værktøjskasse til personlig udvikling og refleksion..."

Jeg finder guldkorn, som giver mening i forhold til mit arbejde - både i relationen til kolleger og ledelse, men jeg bliver også inspireret til at ændre på nogle uhensigtsmæssige mønstre, som jeg bærer i mit ægteskab og sørme om der ikke også lige blev skubbet til nogle gode tanker i mit moderskab.

God weekend!



Ingen kommentarer: