Der var jeg jo

Ikke længere væk end lige her.
På den anden side af en af de grimmeste uger, jeg har oplevet i mit arbejdsliv.
En uge, der i sin grimhed kastede om sig med ord som prikkerunde, tvungen forflyttelse, prioritering af faglige kompetencer, skolefusion og pis mig i øret. Det var hæsligt.
At grimheden i den grad angik mig, fattede jeg for alvor, da jeg og (tillige med mine kolleger) blev bedt om at udfylde et dokument med oplysninger om, hvorvidt jeg ville have en eventuel grimhedsnyhed overbragt pr. mail eller sms søndag aften, eller om jeg ville have den klasket i fjæset live mandag morgen. Og så en  omsorgsperson, sådan én skulle jeg også vælge. Én hvis skulder jeg kunne græde ud ved, hvis den værste grimhed skulle overgå mig. 
Ugen gik med angstfyldte humørsvingninger, fra den ene ende af skalaen til den anden:


De flytter da ikke mig, jeg har så meget at byde på, mig vil de da ikke af med?
Pis, de flytter mig, jeg har så meget at byde på, det kan de helt sikkert bruge andre steder.


Fra: Jeg bliver ikke flyttet, jeg kan så meget ->  Til:  jeg bliver flyttet, jeg kan ikke en skid...


Det var hæsligt.
Og det handlede slet ikke kun om min egen røv, men også om mine kollegers. For blev det ikke mig, så blev det en anden. Hvem? Hvem går på den tyndeste is? Efter hvilke kriterier bliver der udvalgt? 


De fleste valgte at få besked søndag aften. Det ville blive mellem 19.30 og 20, var der meldt ud.
Dagen sneglede sig afsted. Jeg prøvede at glemme det, men det lykkedes kun halvt. Tænkte hele tiden at i morgen er alting anderledes. Hvis ikke for mig, så for flere af mine kolleger og dermed også for mig.


Kl. blev 19.30 og jeg satte mig med telefonen i hånden. Kastede mig over 10 nye Wordfeud spil og lavede nogle krampagtigt dårlige tegninger i Draw Something (sidebemærkning til jer, jeg spiller Draw med, jeg er helt rørt over så gode I er til at gætte, hvad jeg tegner... Har det faktisk ret ambivalent med at udstille noget, jeg åbenlyst er så himmelråbende elendig til!)


Kl. blev 19.45. Halvvejs. Hvis jeg stod i den nederste del af listen, var min leder sikkert ikke nået til mig endnu. Nej altså, jeg kunne ikke tro, at jeg fik en  dårlig nyhed. Hvordan ville jeg reagere, hvis jeg gjorde? Bryde sammen? Blive vred? Ville jeg dø af skuffelse over at være valgt fra?


Minutterne fra 19.55 til 20.00 sneglede sig afsted. Men endelig blev klokken 20 og jeg havde intet hørt. Ergo var jeg gået fri og skulle ikke tvangsforflyttes. (Hør lige ordet: tvangsforflyttes, det er så grimt så grimt!)
Lettelsen varede ganske kort tid, før en ny bekymring meldte sig. 
Hvem så?


Mine fem nærmeste kolleger og jeg havde aftalt at skrive sammen efter kl. 20 - og jeg drog det ene lettelsens suk efter det andet, da fem beskeder med godt nyt tikkede ind lige efter hinanden. Pyha, vi gik fri.


Mere skete der ikke søndag aften, men det var også rigeligt. En søndagsgyser, som jeg håber, der går MEGET længe inden jeg skal opleve igen og helst vil jeg aldrig prøve det igen. Jeg kan ikke tåle at blive rystet i min grundvold på den måde!


Det at have sit gode arbejde og være sikret på en arbejdsplads har i mange år været en selvfølge for en skolelærer. Det er det ikke længere. Grundet skolesammenlægninger, ledelsesfusioner, nedskæringer og bespareler er kårene trangere end nogensinde.


Jeg er utrolig glad for at være med på holdet, når min skole efter sommerferie fusionerer med midtbyens anden folkeskole.
Men jeg græder for de otte kolleger, der ikke fik lov at komme med og nu skal flyttes til andre skoler mod deres vilje.

Det er min skole. Billedet er fra 1912 og viser den samlede lærerstab samlet foran skolen. Den dør, de står foran, går jeg ind af hver morgen!
Læg mærke til lærerenes ansigtsudtryk. Det var en alvorlig sag at være skolelærer for 100 år siden!