Olga, del 2

Med tiden faldt Olga til på plejehjemmet. Hun fik nyt pænt tøj, blev efterset af læger og sygeplejersker og sat i behandling for de mange skavanker, hun led af (for højt blodtryk, blærebetændelse mv. ) og hun blev medicineret således at den aggressive del af demensen, blev nedtonet. Faktisk gik det sådan, at den meget vrede eneboer-dame endte med at blive både hyggelig og snakkende!

De ting, jeg her fortæller, er stykket sammen af Olgas egne (til tider temmelig usammenhængende) beretninger og fra de papirer, vi var igennem, da jeg hjalp med at tømme hendes værelse efter hendes død. 

Det, der var så vildt med Olga og som jeg stadig får gåsehud af at tænke på, var at hun havde levet et helt liv uden relationer til andre mennesker. Fra brødrenes og forældrenes død til hun selv gik bort mange mange år efter, levede hun fuldstændig alene uden at kende et eneste menneske.
Ingen slægtninge, ingen venner, ingen bekendte. Ingen.
Den daglige kontakt med andre var begrænset til bankmanden bag skranken, kassedamen i supermarkedet og radioen.
Olga ejede ikke et tv, men hun hørte radio. Hver dag. P1. Men kunne stemmerne i radioen virkelig kunnet gøre det ud for et netværk? Hvorfor opsøgte hun ikke ligesindede via lokalcentret, via kirken der lå på den anden side af gaden eller ad en anden vej? Hvorfor var der ingen nabokoner eller beboere i ejendommen, der indledte sig på en relation med hende? Det finder vi aldrig ud af. Men fakta var, at hun ikke kendte ét eneste menneske i hele verden.
Hun boede på plejehjemmet i 5-6 år og hun blev uden tvivl min yndlingsbeboer. Når vi om morgenen fordelte hvem, der gik ind og hjalp hvilke beboere op, sørgede jeg altid for at få Olga. Det samme gjaldt aftenvagterne, hvor man skulle hjælpe hende i seng.
Vi havde det sjovt, Olga og mig, og jeg var én af de få, der kunne få hende til at sprutte af grin. Fx når jeg tændte for radioen og  dansede rundt på hendes stue. Hun kunne ikke altid genkende mig og lærte aldrig at huske mit navn. Tit spurgte hun med sin lidt skingre, skælvende stemme "Hwa ær't no do hejer" og når jeg for titusinde gang fortalte, at jeg hed Helle, troede hun, at jeg sagde Helga. "Det war da et pæn navn bette Helga", sagde hun så og tog min hånd.

Mine kolleger på plejehjemmet kaldte mig derfor tit drillende for "Bette Helga" og de nød, at jeg tog mig af Olga, for hun var ikke nem. Hendes arrigskab boblede lige under overfladen og man kunne nemt komme til at sige eller gøre noget, der fremkaldte hendes vrede.
Jeg havde på en eller anden måde fundet en måde at tackle hendes arrigskab på og derfor kunne jeg få lov at hjælpe hende uden af blive skældt hæder og ære fra, som hun ellers godt kunne finde på at gøre mod den, der kom ind for at hjælpe hende i eller af tøjet, på toilet osv.

I én af de perioder, hvor jeg havde et længere ophold i min ansættelse på plejehjemmet (fordi jeg var ude at rejse) blev Olga syg og var indlagt i nogle uger.
Da hun kom tilbage til plejehjemmet var hun svag og afkræftet og det begyndte derfra at gå ligeså stille ned ad bakke med hendes helbred. 


Fortsættes ... Sidste del kommer i morgen.