Gamle trætte ben

"Jeg har så ondt i mine gamle trætte ben og i min gamle trætte mave", siger den 3-årige, da hun kravler til sengs efter en lettere kaotisk eftermiddag og aften.
Ham, der har en vielsesring magen til min og så mig - vi har af og til nogle hverdagskoordineringsvanskeligheder, (hvor mange stavelser var der lige i det ord?)  som opstår fordi vi enten
1) taler fuldstændig forbi hinanden
2) Jeg ikke hører ordentligt efter, hvad han siger
3) Han ikke hører ordentligt efter, hvad jeg siger


Så opstår der situationer,  som denne:


Eftermiddag, jeg kommer hjem 15.30, følger 9-årig til fodbold og henter 3-årig på tilbagevejen. Begge helt forfrosne af at cykle i kulden. Mand er ankommet på matrikel, pakker sportstaske og mens det foregår, får vi lige styr på resten af dagen. Mand går ind og ud af stuen, mens han giver beskeder, og jeg opfatter derfor kun brudstykker af det, han siger. Undrer mig på nu syvende år over, hvordan han kan tro, at jeg kan høre hvad han siger, når jeg sidder i stuen og han står og taler ind i klædeskabet, mens han finder tøj?
12-årig kommer ind ad døren og svinger spændende kor-seddel ind i hovedet på mig og begynder at stille spørgsmål til sedlens indhold, mens 9-årig står på hovedet i sofaen, således at jeg får hendes fødder ind i ansigtet, mens jeg taler med 12-årig. 3-årig blander sig, råber op og skaber sig, som 3-årige har det med at gøre, når de tror, at noget er ved at gå deres næse forbi.
Retrospektivt er det derfor overhovedet ikke mærkeligt, at jeg ikke modtager mands beskeder, men det går først op for mig senere. Men jeg fatter dog at han skal til møde kl. 20.
Mand kører til cross-træning og jeg tilbereder aftensmad i et sandt inferno af snakkende børn og en tlf, der ringer. Børn dækker bord og jeg siger at de også skal dække til mand, for han kommer hjem og spiser, når han er færdig med cross.


Vi spiser og jeg bliver så træt så træt. Derfor får jeg ikke ryddet ordentligt af bordet og tænker, at det må mand gøre - men jeg er dog en god kone og holder en portion mad varm til ham.
Begynder at spejde til uret, synes det er mærkeligt at han ikke kommer.
Kl. 19.30 skriver jeg en sms med ordlyden: "Sig mig søde, kommer du ikke hjem og spiser inden du skal til møde" og han svarer lidt efter, at det netop var det, han havde sagt inden han kørte, at han ville køre direkte til møde uden at komme hjem og spise. Havde han virkelig sagt det? Var overhovedet ikke sevet ind her.


Hvis han ikke kommer hjem, hvem skal så rydde af efter aftensmaden og rydde op i køkkenet?


Pis.


Jeg har så ondt i mine gamle trætte ben. Det burde have været min replik!