Hilsen fra skolelæreren

Hvad er det så, jeg går og har så travlt med, kunne du måske tænkes at spørge dig selv om, når du for gud ved hvilken dag i træk spejder i horisonten efter nye blogindlæg herfra.


I sidste uge fyldte årets (nu eneste, tidligere var der to) skole-hjemsamtaler i den klasse, jeg er klasselærer for.


Skole-hjemsamtaler er toppen! Jeg elsker dem!


De sekunder, lige efter det ene forældrepar er gået ud af døren og jeg rejser mig, åbner døren og med et venligt smil siger til de næste, der står klar, at "så blev det endelig jeres tur", lige der føler jeg mig mere læreragtig end nogensinde! Jeg kan ikke lade være med at grine, mens jeg skriver det her, fordi jeg lige ved hvordan jeg ser ud og hvordan jeg lyder, mens jeg siger det. Og jeg gør noget med hænderne, mens jeg byder dem indenfor i mødelokalet, hvor vi sidder.


Skolehjemsamtalen er intens, fordi den er så kort. Det gælder om at fyre pointerne af i en fart og give masser af plads til at lytte. Og smile. Det er vildt vigtigt at skabe en god og positiv stemning, så jeg har typisk ømme kind-muskler af at smile, når dagen går på hæld.


Så bliver de bænket. Barnet i midten og så kigger de spændt og forventningsfuld på os. Mig og min makker, matematiklæreren.
Der skal hurtigt noget fakta på bordet. En staveprøve, en læseprøve og en matematiktest.
Forældrene skal have noget med hjem og for guds skyld ikke føle, at det var spild af tid!?


Det går der så en hel eftermiddag og noget af en aften med. 
Og min kollega og jeg griner sammen undervejs og nogen gange er vi også lidt skrappe. Hvis det er nødvendigt, så er vi det.
Tingene skal jo siges. Ellers er samtalen jo ligegyldig. 


Næste dag fortæller eleverne, at deres forældre synes det var en god samtale. Nogen fik sågår en is eller kom på MacDonalds bagefter. 


Her skrev jeg også noget om at være lærer, det er jo bedste arbejde, jeg har!