Olga, del 1

I gårsdagens indlæg fortalte jeg om de år, hvor jeg arbejdede på et plejehjem. Én af beboerne på hjemmet, fik en særlig plads i mit hjerte og derfor har jeg besluttet at fortælle hendes historie.

Olga flyttede ind på plejehjemmet mod sin vilje. Hun var på det tidspunkt 86 år gammel, fremskredent dement og stort set døv på begge ører.
Ankomsten var ret dramatisk, fordi Olga modsatte sig voldsomt. Hun troede at hun var kommet i fængsel. På det tidspunkt var hun blevet erklæret umyndig pga fremskreden senil demens. Lokale hjemmehjælpere i det område af Århus, hvor Olga boede hele sit liv, havde slået alarm. De så hende i tide og utide sidde på en bænk med sin mørkeblå taske på skødet. Under den brune jakke var hun iført natkjole, på fødderne havde hun (sommer og vinter) små tøfler og hendes outfit var som regel toppet med en stor hvid sommerhat, solbriller og handsker. Ved sin side havde hun et ubestemmeligt antal plasticposer fyldt med ragelse. Det skete ikke sjældent at Olga råbte efter de mennesker, der passerede hende. Grimme ting, som 'hvordan er det du ser ud din døgenigt' (til et 13-årig avisbud) eller 'kan du så skrubbe af din skøge' (til en forbipasserende dame, der venligst hilste)

Olga syntes vist, at hun ejede den bænk. Hun havde levet hele sit liv i det samme område, i den samme lejlighed i hjertet af Århus. Og bænken, tæt på bopælen udgjorde hendes daglige udflugtsmål. 

Olgas forældre havde tre børn. De to ældste sønner flyttede tidligt hjemmefra og tjente til livets ophold som arbejdsmænd, bl.a på havnen. Ingen af dem stiftede familie og de døde begge forholdsvis unge.
Olga blev boende hos sine forældre hele sit voksenliv. Hun blev aldrig  gift og fik ingen børn. Moderen var syerske og af hende lærte Olga at sy. Selvom Olga var dygtig til at sy, fik hun aldrig et egentligt arbejde. Hun fortsatte med at hjælpe moderen, der syede for folk. 
Jeg ved ikke hvad Olgas far lavede. Men han havde en stor formue, som tilfaldt Olga, da forældrene døde.

Faktisk var der ingen, der vidste ret meget om Olga, for hun levede et liv, helt isoleret for omverdenen og helt uden netværk. Da moderen, som den sidste af forældrene døde, blev hun boende i lejligheden og her levede hun, helt alene, indtil hun en dag blev så dement, at det var tydeligt, at hun ikke længere kunne tage vare på sig selv mere. Hendes naboer var også meget gamle og de havde ingen kontakt med hende. 

Når Olga havde kunnet færdes udenfor systemet i så mange år, skyldtes det at hun intet netværk havde. Ikke én eneste social sammenhæng færdedes hun i og derfor var der ingen, der kendte hende. 
Hun kunne til det sidste finde ud af at gå i banken og hæve penge, og dem havde hun mange af. Hun havde arv fra både sine forældre og sine brødre og hun efterlod sig en stor sum penge. Hun var vist ikke klar over, hvor mange penge hun havde. I hvert fald levede hun utrolig nøjsomt og brugte kun penge til lidt mad hver dag. Det tøj, hun havde med sig til plejehjemmet var 20-30 år gammelt og fuldstændig slidt op. Det meste blev omgående smidt ud, fordi det var møgbeskidt og uvasket gennem år!
De hjemmehjælpere, der "opdagede" Olga, fik et chok, da de tvang sig adgang til hendes lejlighed. (En gik ned og forsøgte at tale med Olga på bænken, mens en anden gik op i lejligheden). Lejligheden var fuldstændig groet til i skidt og affald. Der var ikke gjort rent i mange år og Olgas færden i lejligheden begrænsede sig til soveværelse, toilet og køkken. Det lignede en losseplads og der var en stank af urin og råddenskab, så det var helt umuligt at forestille sig, at et menneske kunne leve i det. (Det forklarer måske, hvorfor hun tilbragte så mange af sine vågne timer på bænken nendenfor ejendommen?)

Da Olga ankom til plejehjemmet var hun aggressiv, opfarende og meget vred over at være blevet flyttet. Hun ville hjem og pakkede mange gange om dagen sin taske og gjorde anstød til at ville forlade plejehjemmet. Hun kom sjældent længere end lidt henad gangen, så fik vi hende overtalt til at blive, bare lige til en kop kaffe og en småkage. At Olga havde en usædvanlig sød tand, opdagede vi hurtigt (hendes trinde ydre vidnede også derom). Hun kunne overtales til snart hvad som helst, bare der vankede kaffe og småkager i den anden ende.

Fortsættes i morgen...