mandag den 27. februar 2012

Memory Lane

Fornylig kørte jeg i bil gennem en del af Århus, som jeg ikke har besøgt i mange år. Jeg blev overmandet af minder og glemte næsten, hvor jeg egentlig var på vej hen.  Spontant kørte jeg en anden vej end planlagt. 


Inden jeg fik set mig om, holdt jeg på en parkeringsplads foran en stor gul bygning. I den bygning har jeg har tilbragt uendelig mange timer af mit ungdomsliv. 
Jeg har været der om dagen, om aftenen og om natten, til hverdag og i weekender og et par år var jeg der også både juleaften og nytårsaften.
Stedet er et plejehjem og jeg arbejdede der, først som det, der dengang hed Ung i Arbejde, siden som ufaglært sygehjælper og da jeg i første omgang ikke blev optaget på Lærerseminariet, tog jeg den 1-årige Social- og Sundhedshjælperuddannelse, og med den i baglommen kunne jeg i samtlige fire år som lærerstuderende supplere su'en med en god løn for weekend- og natarbejde på plejehjemmet.
Jeg elskede at arbejde der. At komme helt tæt på gamle, syge, svage og ofte meget hjælpeløse mennesker, var en  meget stor udfordring for den 20-årige,  jeg var i 1992, da jeg startede derude. Men lynhurtigt lærte jeg at færdes sikkert i de mange plejeopgaver og  jeg trivedes rigtig godt med både de fysisk tunge opgaver og de opgaver, der i højere grad handlede om samvær og nærvær med de gamle.
 Jeg arbejdede på plejehjemmet afbrudt af rejser og uddannelse, helt ind til 1999, hvor jeg var gravid og næsten færdiguddannet folkeskolelærer.
De år har i høj grad været med til at forme mig som menneske og danne mit menneskesyn. Jeg lærte, hvor værdifuldt livet er, ikke mindst når det er i sin skrøbelige afslutning. Jeg oplevede, at på et plejehjem er døden en naturlig del af hverdagen og at den er til at deale med, når den indtræffer hos et menneske, der har levet et langt og godt liv. Jeg fik erfaring i at opbygge professionelle relationer til de gamle og med dygtige kollegers støtte, lærte jeg også at tackle de vanskelige sider af jobbet.
Jeg lærte at håndtere de pårørende og tackle deres sorger og frustrationer, når det gik nedad bakke for deres elskede bedstemor og at trøste og lindre, når en læge bragte dårligt nyt. 
De senildemente var et helt kapitel for sig, og blandt dem følte jeg mig rigtig godt tilpas. At være sammen med et senil dement menneske, er noget af det mest livsbekræftende jeg har oplevet. Livsbekræftende fordi alt samvær foregår i nuet. Den senil demente husker (når sygdommen har nået sit sidste stadium) ikke længere fortiden (genkender ikke selv de allernærmeste) og fremtiden eksisterer heller ikke. Der er kun nuet. Lige her. Den fornemste opgave for den, der er sammen med en senil dement person er derfor at gøre nuet meningsfuldt, kærligt og vedkommende. 


(Dette er naturligvis langt nemmere for den, der har en professionel distance til den senil demente og ikke er følelsesmæssigt involveret, det anerkender jeg fuldt ud.)


Der ligger de største skatte begravet i de gamles fortællinger og jeg holdt meget af at høre dem (der kunne) fortælle om det liv, de havde levet, om deres barndom og ungdom. Om familielivet med mand/kone og børn, arbejde og fritid.
Jeg fornemmede hurtigt at det på plejehjemmet gælder om at holde liv i alle de gamle historier, så beboerne hele tiden mindes om, at de stadig er i live og at de stadig har noget at byde på, omend det selvfølgelig er åbenlyst begrænset, når man er kommet på plejehjem. 


Mens jeg holdt der på p-pladsen og kiggede på det store gule hus, væltede minderne ind over mig. Jeg havde min gang i det hus on and off igennem ca. 8 år. Både personalet og beboerne kravlede af og til helt ind under huden på mig. Der er især én af beboerne på plejehjemmet, som jeg aldrig glemmer. Hun hed Olga og jeg så hende for allersidste gang, da jeg sammen med bedemanden lukkede kisten og sendte hende afsted til kapellet. Et par dage efter mødte jeg op til hendes begravelse. Som den eneste, ud over en afdelingssygeplejerske fra plejehjemmet.
I morgen vil jeg fortælle jer historien om Olga.

2 kommentarer:

Lotteriet sagde ...

Og NU, ved jeg lige hvorfor min datter på 21 er så glad for sit arbejde på en lignende institution her i Vejle!!
Tak, for hun er endnu ikke kommet dertil, hvor hun kan sætte ord på!

Man får helt lyst til at skifte branche, så levende som du beskriver det.

Hav den dejligste mandag!!

Lotte :O)

Mille sagde ...

Skønt indlæg! Glæder mig til at læse om Olga.