Borgen - en tåreperser for et moderhjerte

Dagens indrømmelse:

Jeg tudede til dr-dramaserien Borgen i aftes. Lidt.

Det politiske tænkespil kan ikke bringe mit pis i kog. Underhåndsaftaler, bristede drømme og mennesker, der brænder for en sag - og vil gå langt for denne, jamen det er da rørende, men ikke noget der får mig op i det røde felt. Eller derud hvor tårerne bor.

At Pilou Asbæk (har glemt figurens navn, ham der er Birgitte Nyborgs spindoktor) har en masse lir kørende ved siden af sit forhold, og at dette snart kuldsejler, det er selvfølgelig noget lort, men herregud, den slags sker og han er bare en omsorgssvigtet stakkel, der ikke har lært at elske.

Nej - hvis der er noget i den serie, der rammer mig lige ind i højre hjertekammer og udløser udløser kanppen til tårekanalerne, så er det Birgitte Nyborg som mor.
Den fraværende mor, der har så travlt med sit arbejde og ikke tænker på andet. Moren, der ikke lytter til sin store datter og ikke ser/mærker at datteren ikke trives. Moren, der ikke kigger op fra computeren, mens børnene taler til hende og som følger med i tv, mens hun taler i telefon med sin grædende datter.
Omend scanariet er karikeret (eller er det?) så rammer det mig og får mig til at love, at jeg vil oppe mig og være mere nærværende. Jeg vil se mine børn i øjnene, når de taler til mig. Jeg vil lytte til hvad de fortæller og ikke være så hurtig på aftrækkeren med at komme med løsninger, når de er i vanskeligheder.
Det handler om nærvær. Husk det!