Jeg kunne se på kuverten, at brevet var sendt fra "Regierungspräsidium Kassel", og var derfor ret sikker på at det var noget, der relaterede til vores sommerferie.
Havde vi glemt et pas på hotellet? Havde vi vundet noget? Hm, mere sandsynligt var nok, at det var en parkeringsbøde.
Da jeg i anden forbindelse skulle ringe til min mand på arbejde, nævnte jeg brevet for ham og fik grønt lys til at åbne det.
Jeg åbnede brevet og ved en hurtig skimning af teksten, stod det klart at jeg sad med en fartbøde mellem hænderne. Tankerne strøg fluks tilbage til vores lange sommerferiekøretur gennem Tyskland, og til de utallige stikpiller, jeg undervejs udgød til min mand omkring hans fart.
Han kører stærkt - rigtig stærkt!
Og når jeg befinder mig i en bil, hvor føreren kører alt for stærkt, så møder min indre dramaqueen omgående min dødsangst, og derfor måtte vi på ferien igennem mange uoverensstemmelser, der begyndte på én af følgende måder:
"Skat, jeg er med på at jeg skal dø en dag, men det skal ikke være i en bilulykke, vil du ikke godt sætte farten lidt ned"
"Hvis man kører så stærkt, at bilen bliver slynget ud i autoværnet, er det så dem på forsædet eller dem på bagsædet, der bliver dræbt først?"
"Er speedometret mon gået i stykker - eller kan du bare ikke rigtig se, hvad det står på?"
"Hvor hurtigt må man egentlig køre her?"
Men med denne fartbøde, ville retfærdigheden ske fyldest. Det er ikke kun mig, der synes, han kører for stærkt, det er såmænd også de tyske myndigheder! Ha!
I det her tilfælde var der blevet kørt 130 på en landevej, hvor den tilladte hastighed var 100 km i timen. Typisk ham. Som om 100 ikke var tilstrækkeligt. På en sølle lille landevej!
Med et bredt ha-ha-min-fine-ven-så-kan-du-lære-det-smil på læben bladrede jeg om på side 2 i brevet og kiggede på billedet.
Gned mine øjne. Vendte papiret. Kiggede igen. Mærkede blodet stige til hovedet. Fattedet det simpelthen ikke. Hold billedet helt op foran ansigtet, vendte mig mod lyset. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over chokket!
Det kan simpelthen ikke være rigtigt!???
11 kommentarer:
Hihi Nu er håneretten på hans side...
Hvorfor ligner man altid en vaneforbryder på de der billeder???
Vi tager dem med på arbejde: Hvis jeg må se din, så må du se min... Til stor morskab for os alle :O)
Uha - vi venter i spænding på "vores", blev blitzet i Tyskland. Hvad mon I skulle betale?
He he!
Bedste råd: SKYND dig at flå side 2 af, krøl den sammen og brænd den! ...og håb på, at din mand ALDRIG læser med på bloggen ;-)
Ej, det siger jeg også Helle, det er sgu ikke fair!! Ærgerligt at man ikke kan sende en klage afsted med et; "Det er simpelt hen ikke rimeligt at JEG får en fartbøde, for det plejer altså ALTID at være min mand der kører for stærkt, og jeg HAR påpeget det overfor ham!"
Men ærgerligt med bøde, kedelig måde at bruge sine penge på.
Kh Rikke
hahhahhahahahaaa pis os'!
Hahaha, hvor er det sjovt. Men det er vel stadig hans bøde, når den er i hans navn. Eller hvad?
Åh Helle..... pis også!
Her i huset er det som regel mig, der tager de små l....bøder på 5-7-12 km for stærkt, men min ægtemand, der mister kørekortet ved at køre 161 på motorvej, hvor der måtte køres 130! 1 skallet kilometer! Pokkers dyrt var det.
Nu har han ikke fået en eneste bøde siden.
Kram
CharlotteA
Hahahahahaha;-)
Hold nu op - den var god! Heehee :-)
DOH!!!!
Daaaamn :-D
Send en kommentar