Ferieland: Ned i tempo

Udstyret med Stockholmskortet, der galdt i 72 timer fra det øjeblik, vi brugte kortet første gang, var det om at få set så meget som overhovedet muligt. 

Turist-aktivitets-tempoet har derfor været pænt højt de første tre dage, hvor vi har hardcore-sightseet!

Brochuren med info og liste over de ca. 80 attraktioner, som vi med kortet havde adgang til, er  blevet studeret flittigt og selvom der var MEGET at vælge imellem for os, så var der altså også en hel del, som ikke lige fangede interessen. 

Hver gang jeg sad og læste i brochuren, fangede mine øjne Sven-Harrys Kunstmuseum. Ret hurtigt opstod der en intern vittighed, når talen faldt på, hvad vi skulle: "Vi kan da også tage en tur ind på Sven-Harrys kunstmuseum". Af en eller anden grund er det sjovt at sige Sven-Harry :-)

Den tredje og sidste sightseeing-dag begyndte med en sejltur rundt om øen Kungsholmen. Turen varede i 50 minutter og foregik fra en lukket turistbåd med et meget begrænset udsyn. Ærgerligt, for der er så smukt og så meget at kigge på! Lillepigen hævdede at sejlturen var det kedeligste, hun nogen sinde havde prøvet i sit liv. 

Med tunnalbana gik turen herefter ud til en ting, som lå højt på min kære ægtefælles ønske over ting, han gerne ville se i Stockholm: Globen. 

Globen er Sveriges nationalarena og verdens hidtil største sfæriske (kugleformede) konstruktion. Da Metallica i 2009 spillede i Globen, havde de publikumsrekord med over 16.000 tilskuere! Alt det var sådan set fint nok og vældig interessant. Men prøv lige at kigge på billedet herunder og læg mærke til, hvad der foregår UDENPÅ Globen! Kan du se det? 

På en skinne op ad Globens yderside kører en lille glaskuppel. Inde i den kuppel sidder 8-10 mennesker. Dette 'Skyview', som turen hedder, var formålet med vores tur derud. Min mavefornemmelse var meget tydeligt. Jeg skulle fandengalemig ikke ind i sådan en lukket gladkugle og sidde! Jeg pippede lidt om, at det nok ikke lige var en tur for Lillepigen, og at jeg derfor meldte mig frivilligt til at blive nede sammen med hende, men den gik ikke - for hun er allerede som 4-årig en åbenlys adrenalin-junkie! Da hun så hvordan kuplerne kørte op af Globen, sagde hun omgående, at det ville hun prøve....

De store piger var også friske, og ved nærmere eftertanke var det måske også noget fis, at jeg ikke turde tage den tur, som helt sikkert ville afsløre en superflot udsigt over byen. Kom nu moar, sagde mine børn, og så tog jeg én for holdet. Undertrykte min mavefornemmelse og gik med min familie. Allerede da døren til kuplen lukkedes, vidste jeg, at jeg skulle have lyttet til min mavefornemmelse. Der var stegende hedt i det lukkede rum, og mens vi langsomt steg op og op og op, begyndte det at suse for mine ører, og jeg havde en klar følelse af ikke at kunne få luft. Hvis du har prøvet at være virkelig køresyg (uden at kaste op), så ved du, hvordan jeg havde det. Hovedpine, kvalme, svimmel ... uf det var sgu ikke sjovt.

Jeg klarede heldigvis turen, som varede ca. 20 minutter, men det var hæsligt og jeg gør det aldrig mere! 

Fy fa'n, det var væmmeligt!

Heldigvis skulle vi bare hjem herefter - og på hjemturen blev jeg frisk igen. Og efter en badetur ved den nærliggende lille skærgårdsbadestrand var jeg helt fuldstændig overfrisk!

I går tog vi en shoppedag med frokost i byen, is og hygge. Fik brugt en hulens masse penge, for der var REA (udsalg) alle vegne. 

Fik også kørt et par poser "Ahlgrens bilar" ind, et par kolde øl og lidt kold rosévin. Ferie er nu herligt!

I dag er vores sidste dag her, inden turen fortsætter til Gotland. Fik jeg nævnt at vi skal med en færge kl. 04.50!?

Ferieland: Alt er bedre, når solen skinner

Den første sightseeiing-dag foregik i pisøsregnvejr. Heldigvis regnede det kun den ene dag, næste morgen vågnede vi i dejlig strålende solskin.
Vi hører fra vores svenske husbyttevenner, der bor i vores hus i denne uge, at vejret i DK er helt forrygende. De takker os mange gange, for at have sørget for så godt vejr til dem på deres ferie i Danmark.

Men tilbage til regnvejrsdagen: På Vasamuseet købte vi verdens dyreste og grimmeste regnslag. En udvidet udgave af en sort affaldssæk, men de holdt os tørre, og vi har helt sikkert været et latterfremkaldende syn, når vi kom vraltende henad gaden -  en hel familie indhyllet i sort plastic. Her viser Lillepigen regnvejrs-attitude i en bus!

Dag 2 begyndte med at stå i en psykolang kø til Junibacken, et museum for børn, der udover at hylde hele verdens Astrid Lindgren, også omfattede en lang række andre svenske børnebogsforfattere. Vi læste os til at Astrid Lindgren, da hun blev præsenteret for idéen om at lave et børnemuseum med udgangspunkt i  figurerne fra hendes forfatterskab, havde insisteret på, at der skulle medtages figurer fra andre forfatteres bøger. Derfor så man også Alfons Åberg, Mumitroldene, Findus og Peddersen m.fl. 

Lillepigen var lyksalig. Ville flytte ind på Junibacken og aldrig hjem. Vi kunne bare smutte og hente hende senere, hun agtede at blive. Mens vi ventede på at hun fik leget færdig i Villa Villekulla, havde jeg en fest i museets boghandel over at finde alle de kendte bogtitler på alverdens sprog.

Besøget sluttede med en fortryllende tur med 'Sagotoget', en hjertegribende køretur gennem Astrid Lindgrens forfatterskab. Toget kørte rundt i et stemningsfuldt modellandskab - "Fra Junibacken til Nangilima", og  jeg fik sgu da verdens største klump i halsen, da vi passerede det brændende hus, hvor Jonathan springer ud af vinduet med sin syge lillebror Tvebak på ryggen og derved redder hans liv, men mister sit eget.

Efter Junibacken tilbragte vi resten af dagen på Skansen, et stort naturområde, der både er frilandsmuseum, dyrepark, rekreativt område og udsigtspunkt. Et herligt sted, som vi udelukkende forlod, fordi det var aften, vi var sultne og vores ben og fødder ikke kunne mere.
Fra det besøg skal I da ikke snydes for billedet af en ung elgmor med elgbaby.

Ferieland: Ømme fødder og trætte ben

Jeg glemmer det vist lidt fra gang til gang. Hvor fysisk udmattende storbybesøg kan være, hvis man gerne vil opleve en hel masse på kort tid og derfor suser rundt fra morgen til aften.
Det gør vi i disse dage. Vi er nemlig udstyret med Stockholms-kortet, som ud over at give os fri entré på en meget lang række attraktioner også tillader os at køre ubegrænset med alle former for offentlige transportmidler. Da vi bor ca. 30 minutters bilkørsel uden for centrum, men ikke ønsker at have bilen med til byen, er det en genial løsning for os. Vi kører med 'tunnel-banan', skifter til bus og rejser videre med sporvogn. Hopper ind i den forkerte bus, kører to stop, hopper af igen og spadserer. Trasker, vader, går og går og går. Lillepigen, som i sagens natur er udstyret med familiens korteste ben, er fantastisk til at gå langt. Det betyder en del i en storby. 
Stockholmskortet gælder for vores vedkommende i 72 timer - dvs. at vi inden for tre døgn har frit lejde til at turiste løs. Og det gør vi. Igår Vasa-museet, et fedt og vildt spændende historisk museum om det store trækrigsskib Vasa, som i 1628 sank i Stockholms havn, lige da det var sejlet ud på sin allerførste rejse nogen sinde. Skibet var prægtigt, bestilt af kongen og det havde taget 10 år at bygge det. Det var udstyret med 64 kanoner og 300 soldater, klar til at sejle ud og besejre den polske fjende. Der var bare en den detalje, at skibet var konstrueret med forkerte proportioner, så det kunne ikke sejle! Det sank og lå på havets bund i 333 år, inden det blev bjerget. 
Der var meget mørkt inde på Vasa-museet, så alle vores (forsøg på) billeder, ser sådan ud:

Et mørkt udsnit af mig, foran et mørkt udsnit af et gammelt skib

Efter Vasa-museet gik vi fire tusind kilometer og besøgte også et andet museum - Nobel Museum -  et vildt fedt sted, der hyldede videnskabsmanden Alfred Nobel og på en inspirerende måde formidlede alt det hurlumhej med Nobelpriserne. Jeg havde nok på forhånd tænkt, at det var lidt kedeligt, men det åd jeg i mig igen, for ud over at der var SÅ meget interessant information, man kunne suge til sig via interaktive tavler, kortfilm og interessant konstruerede montrer og plancher, så havde museet et tilbud til børn, som fik aktiveret alle vores tre i alderen 4, 11 og 14 år. Børnene fik udleveret et hæfte, hvori der var opgaver, de skulle løse rundt i museet - en form for skattejagt efter bogstaver som til sidst skulle danne et ord. Storepigen tog svensk-udfordringen op og var den, der læste og oversatte til dansk for sine yngre søstre. 

Jeg forlod Nobel Museum som et bedre, klogere og mere oplyst menneske, og anbefaler det til enhver, der måtte overveje at lægge turen forbi. Museet ligger i bydelen 'Gamla Stan', hvor vi også trampede forbi Kungliga Slottet, der er den svenske kongefamilies slot til offentlige begivenheder og repræsentation. De bor der ikke, men som jeg forklarede børnene - det er deres kontor, der hvor de arbejder. Århh ja, megasejt, prøv lige at have kontor i et slot, grinede de to yngste omgående!

I Storkyrkan blev Lillepigen væk fra os andre. Jeg havde lige stået sammen med hende, og sekundet efter var hun ude at syne. Ikke at jeg gik i panik, men jeg fik da lige pisket en stemning op og sat resten af familien i gang med at lede. Der er så stille og højtideligt i en kirke, så jeg kunne ikke få mig selv til at kalde. Pludselig prikkede Jens mig på skulderen og pegede... ' Prøv at kigge derned langs bænkerækkerne', sagde han, og der sad hun, det bette pjevs, ligeså artig på en kirkebænk og hvilede sine trætte ben. 

Det sidste billede, jeg bringer i dag er fra et meget mærkeligt udstillingsvindue. Som min skønne Storepige på bedste teenagevis udtrykte det: Hvad fanden sker der lige for den vinduesudstilling?

Godt spørgsmål!

Ferieland: På opdagelse

Jeg elsker den nysgerrighed, der bimler og bamler i mig, når jeg ankommer et helt nyt sted og skal i gang med at finde ud af, hvordan det sted tager sig ud. Det er fedt at være ude af comfortzonen og ikke vide, hvad der er om næste gadehjørne. Eller forenden af næste skovsti.

Når Jens og jeg skal finde vej sammen - det gælder både, når vi orienterer os fra bilen, og når vi går et sted sammen eller skal finde ud af, hvilken bus/tog/sporvogn, vi skal med, så er vi stort set aldrig enige. Det er faktisk helt enormt anstrengende, for det betyder at det ikke bare glider for os. Den der indforståethed mange par har sammen, hvor den ene sender et blik til den anden, som derefter i dyb forståelse følger med eller retter ind, det findes ikke i vores ægteskab. Ved hver eneste (og jeg mener virkelig hver eneste) tvivl, opstår livlig debat og diskussion. 
'Skændes I?' spørger børnene, og nej det gør vi faktisk ikke, jeg er bare overbevist om, at vi skal til højre og han mener, det er venstre.  Og da vi er lige stædige og påståelige, så går der en del tid med det.
Hjælper vores faste overbevisninger os så til nemt og hurtigt at finde de rigtige steder hen? Nej, det gør de så ikke. Tværtimod vover jeg at påstå, at vi farer mere vild end gennemsnittet og oftere end andre vælger den forkerte afkørsel/vej/bus/sporvogn end andre.
Og vi skiftes til at tabe ansigt og sige "det beklager jeg, jeg var sikker på, at det var her vi skulle dreje" eller triumfere i det stille (man er vel høflig), når den anden har fået sin vilje ført igennem, og det viser sig at være forkert. Altså at man var den, der havde ret. 
Fordelingen af disse er 50/50 til os hver, så vi kan holde hinanden fast i det spændingsfelt forevigt. Havde den ene nu konsekvent fat i den lange ende, så håber jeg da, at den anden ville rette ind. Her er der ingen, der retter ind. Det kunne vi ikke drømme om! Det har virkelig mange fordele, at være 'et stærkt par', altså et par bestående af to stærke individualister, men der er også tydelige ulemper. Vi skal samarbejde mere i stedet for at modarbejde hinanden, siger du? Det ved vi begge godt,  og vi prøver! Vi taler om det og øver os, men der er lang vej endnu.
Heldigvis var alle i aftes enige om, at det havde været en pragtfuld dag. Med skøre oplevelser, som vi bagefter kunne grine af. Fx damen på togstationen, da jeg spurgte om vej til bussen og fik at vide at jeg var på 'fel sidan av stationen'. Den måde en svensk mund siger ordet 'station' er vidunderlig.
På aftenturen gik det også på en anden måde end tænkt hjemmefra, for vi fandt aldrig det vand, vi ledte efter. Men vi fandt en anden dejlig tur igennem en skov langs vandet. Skærgården. Skærgården er for blæret. Svenskerne er heldige, at de har alt det skærgård, sagde Mellempigen sødt. Hun har helt ret.

Ferieland: Afsted

Vi er afsted.
De følgende tre billeder fortæller i grove træk indholdet af denne mandag. 
Stod op i (nærheden af) København i morges, efter pitstop og overnatning hos sødeste svigerfamiliemedlemmer. Det er Storepigen og Mellempigen, der snorker på en luftmadras ved siden af den seng, resten af os lå i. Dernærst ses udsigten fra min side af bilen, hvor jeg har tilbragt MANGE timer i dag. Slutteligt lidt udsigt fra vores aftengåtur i området. Vi er i en forstad til Stockholm og her er fuldstændig vidunderligt. 

Ferieland: Sidegevinster

For andet år i træk, praktiserer vi ferieformen 'husbytte'. Jeg skrev meget om det sidste år, så følger du taggen med ordet 'husbytte', kommer der flere indlæg frem om hvordan og hvorledes vi gør det. Kort fortalt finder vi den familie, vi bytter hus med via denne hjemmeside. 
I år bytter vi hus med en svensk familie fra Stockholm. I en uge. Og derfra rejser vi så videre til Gotland, hvor vi skal bo i noget bed & breakfast-halløj.
Husbytte har mange åbenlyse fordele. Det er helt utrolig nemt og bekvemt, når man er på ferie med børn, og det er billigt. Som i gratis. Men der er også en hel del skjulte fordele, som hænger sammen med det faktum, at der skal bo en fremmed familie i vores hus. Og vi vil så gerne have, at de kan lide at være her. Så vi har ordnet og gjort ved. Ryddet op og ryddet ud og sat til side. Gjort meget grundigt rent. Ordnet haven, fejet indkørslen, slået græsset. Og alt det, vi har gjort, for at den svenske familie skal nyde deres ophold her, det kommer jo os selv til gode, når vi vender hjem igen. Og så tror jeg i øvrigt ikke, at vi gider gøre rent resten af sommeren! 
Mange spørger os, om vi ikke synes tanken er væmmelig, at der skal gå fremmede mennesker rundt i vores hus? Svaret er blankt nej. Jeg vil sige, at hvis det var sådan vi havde det, så var det ikke den rigtige ferieform, vi har valgt. Vi bor dejligt, det må andre gerne have glæde af - og det vi vinder - at vi bor hos dem imens, det gør jo, at de er i præcis samme båd som os. Det er gensidig tillid, og det virker. 
Her er madrasserne fra vores seng løftet ud, for at blive banket og støvsuget, mens gulvet under sengen støvsuges og vaskes. Det kunne jo være, at de kigger under sengen!

Ps. Vidste du at en skraldespand hedder 'soptunnan' på svensk?

Meningen med det hele - en stafet

Mens jeg går rundt her i Ferieland og lægger an til afgang, beskæftiger jeg mig både med helt små lavpraktiske dilemmaer (bikini eller badedragt, klipklapper eller sandaler osv.) men synes også det er fedt at lade tankerne flyve frit og med store brede vingeslag.
At tænke stort og bredt er der RIG mulighed for, hvis man for tiden følger med hos Charlotte, der er skribenten bag bloggen Lykkepostej, en blog hvorpå der gøres mange skønne og meningsfulde krumspring for at finde hverdagslykke og nærvær i en hverdag, der tit byder på det stik modsatte.

Charlotte har sat en stafet igang, inspireret af en programserie , der for tiden kører på tv.

Når jeg griber stafetten og gerne vil give et bidrag, skyldes det at jeg forleden, da jeg ryddede op i (og tømte) nogle gamle ringbind, faldt over mine studienoter til linjefaget religion, som jeg var vildt optaget af de sidste to år på lærerseminariet. I emnet om Luther og luthersk-evangelisk kristendom arbejde vi med trosbekendelsen og fik bl.a til opgave at skrive vores egen trosbekendelse. (Et 'credo')
 Den tekst, jeg dengang (i 1997) skrev, fortæller sgu egentlig meget godt, hvad jeg tænker om meningen med det hele.

Jeg gengiver her teksten i nyrevideret udgave. 
Kort sagt er meningen med livet for mig: At give det videre.

Here goes:
Jeg tror på en sandhed, der findes i det at være et helt  menneske og på, at det at være et helt mennske er noget, der bliver til at holde ud at være, når man har nogen at være det sammen med. Jeg tror på familien og på nære relationer. På nærvær og samhørighed. Jeg tror på det at knytte bånd. Jeg tror på, at det er her og nu, det gælder, fordi øjeblikket er unikt og aldrig kan opleves tilsvarende igen. Jeg tror på, at verden bliver lettere tilgængelig, hvis man ser på den med åbne øjne og ikke fordømmer det, der er fremmed eller anderledes. Jeg tror på en lykkelig tilværelse, som jeg selv har skabt og selv tager ansvar for. Jeg tror på livet - og på at der kun er det ene - og at vi derfor skal passe rigtig godt på det og værne om det. Og når jeg er død, tror jeg, at jeg er væk for altid, men alligevel lever videre: I kraft af historien om den tid, jeg levede i, og i kraft af de mennesker, der var vidner til mit liv. Jeg får evigt liv gennem mine børn. Og deres børn. Og deres børn. Slægt skal følge slægters gang. 
Min vigtigste opgave i livet er derfor at give det videre til dem, der kommer efter mig.
Mit liv er en gave. Og en opgave.


Tag gerne et billede, der passer til, opfordrer Charlotte. 
I mit tilfælde må det være det billede, jeg postede sammen med gårsdagens indlæg...

Ferieland: Forbereder og lægger an til at pakke

Når du lige har nydt synet af en glad mor med tre glade døtre, så ser du nok at der er en cheeseburger med på billedet. 

Lillepigen er den eneste, der har sin endnu, vi andre har kørt vores ind i få mundfulde. Man bliver så megasulten og tørstig efter en tur i svømmehallen, er det ikke rigtigt? 

Pigerne mente ikke de ville kunne klare bilturen hjem fra Vejle (ca. 15 minutter), og da jeg på ingen måde var interesseret i at være ansvarlig for, at de skulle dø af sult lige inden vores ferie, så måtte vi efter to timers plaske-og svømmetur lige omkring 'MacDuggis' og have et par coinoffers. 

Det er Storepigen, der holder min tlf og tager billedet - og lige da hun gjorde det, kunne jeg mærke, at jeg er ved at lande i feriemode. Hverdagen er nu lagt ind bagerst i skabet for en stund, og de sidste mange ugers stress har stort set forladt kroppen. 

Selvom der er meget, der skal gøres inden vi kører afsted på ferie, så er det ting, jeg kan gøre i mit eget tempo. Jeg har lavet lister til ferien. Elsker simpelthen lister. 

Lige nu arbejder jeg med en pakkeliste, en to-do-liste og en liste over de ting jeg synes, vi skal se i ferien. 

Når man har (en lille smule) hang til kontrol og overblik, føles det jo nærmest beroligende at skrive en liste og arbejde sig frem efter den. Strege de ting ud man har udført, og med et drys af selvfed tilfredshed, se den ene ting efter den anden forsvinde fra listen. Jo ældre jeg bliver, jo højere elsker jeg lister. Og når pligter og husketing er skrevet ned på en liste, frigiver det simpelthen overskud til at være spontan!

Og apropos spontan, så har ægtemand lige sms'et, at han er på vej hjem fra arbejde, og NU har han også ferie. 

Vil stille mig ud på trappen med to glas kølig rosé og byde ham velkommen til Ferieland.

Morgen

8.03 siger uret og der er helt stille i huset endnu.  Daddy Cool kørte på arbejde ved syvtiden og husets tre børn sover endnu.
At Store-og Mellempigen sover længe, er der ikke noget odiøst i mere, men at Lillepigen nu også ligger og bobler hele morgenen, er det nye. 
De sidste par dage har hun sovet til halv ni! o

Og mig? Nyder jeg så at jeg kan sove længe og vågne ligeså frisk og udhvilet som mine unger?
Nope.
For i takt med at de er holdt op med at vågne megatidligt om morgenen på fridage, så har jeg sneget mig ind i en alderskategori, hvor man ikke er I STAND til at sove længere end kl. 7.00!

Ahmen for fanden da.

Da mine børn var små og vågnede hver weekend kl. 5.30 eller deromkring, var jeg så træt at jeg kunne sove i 100 år. Jeg har både med x-mand og med Jens haft skifteholdsordninger, hvor den ene stod op med barnet, mens den anden sov videre. Og når den anden så stod op, så kunne den ene gå ind og lægge sig igen og på den måde var det ofte langt op ad dagen inden familien blev samlet. 
Jeg var altid træt, træt, træt langt ind i knoglerne og især i weekender og fridage, fordi jeg typisk gik lidt senere i seng end på hverdage. Det var børnene da heldigvis helt ligeglade med og vågnede sygt tidligt. Faktisk havde jeg en overgang en meget fast overbevisning om, at det hang sådan sammen, at jo senere jeg gik i seng, jo tidligere vågnede de. Ikke at jeg nogen sinde fandt ud af HVORDAN det hang sammen, måske var det mere end noget andet en følelse.

Det er slut. 
Igår vækkede jeg de to store kl. 9.30 og fik de sureste kommentarer om, hvor ringe det er, at man ikke kan få lov at sove så længe man vil, når man endelig har ferie. 
Og i princippet giver jeg dem ret. Men ikke i praksis, for det handler egentlig ikke om, hvor længe de sover, men om at de jo ikke er til at drive i seng om aftenen, når de har sovet hele formiddagen væk. Og mor vil have voksentid om aftenen! Derfor jager jeg dem op 9.30 eller før, så der er en chance for at de er trætte ved 22-tiden om aftenen.
Lillepigen plejer i hverdagene at sove fra kl. 20.00 til kl. 06.30. 
Og nu hedder det pludselig 21.00 til 8.30!?

Jeg vågnede ved sekstiden i dag og lå og vendte og drejede mig. Og i hovedet lavede lister til vores ferie. Pakkeliste, to-do-liste, huskeliste. Liste over de ting, vi skal se og opleve i Stockholm. Liste over de bøger, jeg vil have med. Liste over ting, der skal gøres her, inden vi tager afsted. 
Igen i år har vi lavet et husbytte. Denne gang med en svensk familie fra Stockholm, der glæder sig stort til med deres tre børn at holde ferie her i vores hus. 
Vi kigger på billeder af deres smukke hvide træhus med veranda, der ligger i gåafstand til vand og skærgård med klipper og snakker om hvor herligt, det bliver.

Puslespilsbrikker

Mine piger er hjemme igen. Efter tre vidunderlige døgn sammen med verdens bedste mormor og morfar. Tre døgn, der fik energi og overskud til at suse ind på min mentale konto. 
Så dejlig og så tiltrængt. Men det var også tre døgn, der for Gud ved hvilken gang mindede mig om, at jeg ikke føles helt rigtig uden mine børn. At jeg, til trods for at jeg stornyder at være mig selv og at være alene med Jens, ikke er den komplette Helle uden dem. Den Helle,  hvor alle facetter er i spil, som jeg kan lide det. Jeg er uløseligt og forevigt forbundet til mine piger, og jeg kunne mærke det i hjertet hele tiden, mens de var væk. 
Så er det at jeg kan mærke, at jeg først og fremmest er til og giver mening i kraft af mine nærmeste. Jeg fungerer fint og flot alene -  og sætter stor pris på at være alene, det er ikke det. Det er, at jeg på helt eksistentiel vis, ville være i tvivl om, hvorfor jeg var her, hvis jeg ikke havde fået børn. 
Det betyder ikke, at mennesker der ikke har børn ikke har mening i deres liv, for selvfølgelig har det det, det betyder at JEG definerer mit liv meget stærkt i kraft af detre liv jeg har sat i verden. 

Indre Stemme siger:Træk lige i et nyt kort i bunken, Helle, du letter snart fra stolen - det bliver for navlepillende, det du er i gang med at beskrive...

Jeg havde en overraskelse til pigerne, da de kom hjem igår. Det var at vi skulle passe et dyr i en uge her i sommerferien for min skønne kollega. Og de skulle gætte hvilket dyr, der var tale om. Nej, det var ikke en kanin, nej det var ikke en vandrende pind og nej det var ikke et kat.

EN HUND! En stor dejlig bamset blød gul hund.

Nøj, det gjorde lykke!

Vi får muligheden for at være hundeejere i en uge. Spændende, om det får konsekvenser, hvis vi elsker det!