Puslespilsbrikker

Mine piger er hjemme igen. Efter tre vidunderlige døgn sammen med verdens bedste mormor og morfar. Tre døgn, der fik energi og overskud til at suse ind på min mentale konto. 
Så dejlig og så tiltrængt. Men det var også tre døgn, der for Gud ved hvilken gang mindede mig om, at jeg ikke føles helt rigtig uden mine børn. At jeg, til trods for at jeg stornyder at være mig selv og at være alene med Jens, ikke er den komplette Helle uden dem. Den Helle,  hvor alle facetter er i spil, som jeg kan lide det. Jeg er uløseligt og forevigt forbundet til mine piger, og jeg kunne mærke det i hjertet hele tiden, mens de var væk. 
Så er det at jeg kan mærke, at jeg først og fremmest er til og giver mening i kraft af mine nærmeste. Jeg fungerer fint og flot alene -  og sætter stor pris på at være alene, det er ikke det. Det er, at jeg på helt eksistentiel vis, ville være i tvivl om, hvorfor jeg var her, hvis jeg ikke havde fået børn. 
Det betyder ikke, at mennesker der ikke har børn ikke har mening i deres liv, for selvfølgelig har det det, det betyder at JEG definerer mit liv meget stærkt i kraft af detre liv jeg har sat i verden. 

Indre Stemme siger:Træk lige i et nyt kort i bunken, Helle, du letter snart fra stolen - det bliver for navlepillende, det du er i gang med at beskrive...

Jeg havde en overraskelse til pigerne, da de kom hjem igår. Det var at vi skulle passe et dyr i en uge her i sommerferien for min skønne kollega. Og de skulle gætte hvilket dyr, der var tale om. Nej, det var ikke en kanin, nej det var ikke en vandrende pind og nej det var ikke et kat.

EN HUND! En stor dejlig bamset blød gul hund.

Nøj, det gjorde lykke!

Vi får muligheden for at være hundeejere i en uge. Spændende, om det får konsekvenser, hvis vi elsker det!