fredag den 5. juli 2013

Ferieland: Forbereder og lægger an til at pakke

Når du lige har nydt synet af en glad mor med tre glade døtre, så ser du nok at der er en cheeseburger med på billedet. 
Lillepigen er den eneste, der har sin endnu, vi andre har kørt vores ind i få mundfulde. Man bliver så megasulten og tørstig efter en tur i svømmehallen, er det ikke rigtigt? 
Pigerne mente ikke de ville kunne klare bilturen hjem fra Vejle (ca. 15 minutter), og da jeg på ingen måde var interesseret i at være ansvarlig for, at de skulle dø af sult lige inden vores ferie, så måtte vi efter to timers plaske-og svømmetur lige omkring 'MacDuggis' og have et par coinoffers. 
Det er Storepigen, der holder min tlf og tager billedet - og lige da hun gjorde det, kunne jeg mærke, at jeg er ved at lande i feriemode. Hverdagen er nu lagt ind bagerst i skabet for en stund, og de sidste mange ugers stress har stort set forladt kroppen. 
Selvom der er meget, der skal gøres inden vi kører afsted på ferie, så er det ting, jeg kan gøre i mit eget tempo. Jeg har lavet lister til ferien. Elsker simpelthen lister. 
Lige nu arbejder jeg med en pakkeliste, en to-do-liste og en liste over de ting jeg synes, vi skal se i ferien. 
Når man har (en lille smule) hang til kontrol og overblik, føles det jo nærmest beroligende at skrive en liste og arbejde sig frem efter den. Strege de ting ud man har udført, og med et drys af selvfed tilfredshed, se den ene ting efter den anden forsvinde fra listen. Jo ældre jeg bliver, jo højere elsker jeg lister. Og når pligter og husketing er skrevet ned på en liste, frigiver det simpelthen overskud til at være spontan!
Og apropos spontan, så har ægtemand lige sms'et, at han er på vej hjem fra arbejde, og NU har han også ferie. 
Vil stille mig ud på trappen med to glas kølig rosé og byde ham velkommen til Ferieland.


Ingen kommentarer: