onsdag den 10. juli 2013

Ferieland: På opdagelse

Jeg elsker den nysgerrighed, der bimler og bamler i mig, når jeg ankommer et helt nyt sted og skal i gang med at finde ud af, hvordan det sted tager sig ud. Det er fedt at være ude af comfortzonen og ikke vide, hvad der er om næste gadehjørne. Eller forenden af næste skovsti.

Når Jens og jeg skal finde vej sammen - det gælder både, når vi orienterer os fra bilen, og når vi går et sted sammen eller skal finde ud af, hvilken bus/tog/sporvogn, vi skal med, så er vi stort set aldrig enige. Det er faktisk helt enormt anstrengende, for det betyder at det ikke bare glider for os. Den der indforståethed mange par har sammen, hvor den ene sender et blik til den anden, som derefter i dyb forståelse følger med eller retter ind, det findes ikke i vores ægteskab. Ved hver eneste (og jeg mener virkelig hver eneste) tvivl, opstår livlig debat og diskussion. 
'Skændes I?' spørger børnene, og nej det gør vi faktisk ikke, jeg er bare overbevist om, at vi skal til højre og han mener, det er venstre.  Og da vi er lige stædige og påståelige, så går der en del tid med det.
Hjælper vores faste overbevisninger os så til nemt og hurtigt at finde de rigtige steder hen? Nej, det gør de så ikke. Tværtimod vover jeg at påstå, at vi farer mere vild end gennemsnittet og oftere end andre vælger den forkerte afkørsel/vej/bus/sporvogn end andre.
Og vi skiftes til at tabe ansigt og sige "det beklager jeg, jeg var sikker på, at det var her vi skulle dreje" eller triumfere i det stille (man er vel høflig), når den anden har fået sin vilje ført igennem, og det viser sig at være forkert. Altså at man var den, der havde ret. 
Fordelingen af disse er 50/50 til os hver, så vi kan holde hinanden fast i det spændingsfelt forevigt. Havde den ene nu konsekvent fat i den lange ende, så håber jeg da, at den anden ville rette ind. Her er der ingen, der retter ind. Det kunne vi ikke drømme om! Det har virkelig mange fordele, at være 'et stærkt par', altså et par bestående af to stærke individualister, men der er også tydelige ulemper. Vi skal samarbejde mere i stedet for at modarbejde hinanden, siger du? Det ved vi begge godt,  og vi prøver! Vi taler om det og øver os, men der er lang vej endnu.
Heldigvis var alle i aftes enige om, at det havde været en pragtfuld dag. Med skøre oplevelser, som vi bagefter kunne grine af. Fx damen på togstationen, da jeg spurgte om vej til bussen og fik at vide at jeg var på 'fel sidan av stationen'. Den måde en svensk mund siger ordet 'station' er vidunderlig.
På aftenturen gik det også på en anden måde end tænkt hjemmefra, for vi fandt aldrig det vand, vi ledte efter. Men vi fandt en anden dejlig tur igennem en skov langs vandet. Skærgården. Skærgården er for blæret. Svenskerne er heldige, at de har alt det skærgård, sagde Mellempigen sødt. Hun har helt ret.







2 kommentarer:

Fruen i Midten sagde ...

Hvor har hun ret, Mellempigen. Den svenske skærgård er SKØN :-) Er I stadig i Stockholm, så lov mig, at I ser Vasa-museet, som bare er helt fantastisk. Der er noget for alle aldre, og Donnaen var ikke til at slæbe derfra (og det siger det hele), da vi var der for 4 (tror jeg nok) år siden.

Fortsat god ferie, jeg håber du skriver om Gotland, som skal være helt speciel.

HelleA sagde ...

Hejsa,
Vi besøgte Vasa-museet igår og du har fuldstændig ret: Det var en supergod oplevelse for os alle. Spændende historieundervisning, kanongodt formidlet. Meget stort gammelt skib!