Jeg ser ikke håndbold!

Puha, der slap det ud. Det er svært at gå rundt med sådan en information selv og ikke turde dele den med nogen, af bare angst for de helt enormt undrende blikke og kommentarer, det afføder, når man bryder tabuet og siger det højt. Nu hvor der er hul på bylden, siger jeg det lige igen: Jeg ser ikke håndbold.
Jeg ser heller ikke fodbold. Eller Tour De France. Eller tennis. Her er faktisk tale om en reel helgardering, for sagen er egentlig såre enkelt og lige til: Sport på tv interesserer mig ikke et klap.


Jeg ved godt at jeg i visse menneskers øjne (jeg nævner i flæng: min ægtemand, min far og min bror) er noget nær et misfoster. De begriber det ganske enkelt ikke. Min mand ærgrer sig, for det giver af og til anledning til ægteskabelige skærmydsler, når VM-feber og andre epidimier raser over landet.
Og når man så er så ignorant overfor disse - for vort land åbenbart åh så vigtige - begivenheder - som jeg er - så sker det jo, at jeg glemmer at der er landskamp, semifinale, slutrunde eller hvad det nu hedder. Undrer mig stort over at der pludselig ikke er et øje på facebook, ingen sender sms'er eller ringer og gaderne ligger øde hen.
Jeg ringede engang til min far fordi han havde lovet at hjælpe mig med min selvangivelse - og jeg havde lige en aften med god tid og tænkte, at nu skulle det ordnes.
Samtalen forløb cirka sådan her:


Helle: Hej far, det er Helle. Hvordan går det hos jer?
Far: Sig mig engang er du fuldstændig vanvittig?
Helle: Nej, det skulle jeg ikke mene, men det var de der skattepapirer, dem sidder jeg lige med nu.
Far: Helle, din stupide ignorant, det kan vi ikke snakke om nu.
Og så afsluttede min ellers meget rare og tålmodige far brat samtalen. Et hurtigt tjek på tv viste sig så, at jeg havde ringet midt i en finalekamp med håndboldpigerne. Den historie er blevet en del af min families fælles fortælling - og jeg bliver stadig drillet med det. Faktisk mener flere, at det grænser til landsforrræderi at ringe til nogen, når de rød-hvide farver skal forsvares. Vorherre bevares, siger jeg så: det er jo bare sport? Folk opfører sig jo, som gjaldt det liv eller død?  (Min mand ville svare: "Det gør det!") Eller som om rigets sikkerhed var alvorlig truet? (Min mand ville svare: Det er det!")
Hvad laver jeg så, når manden og alle andre, jeg kender sidder klistret til skærmen og ikke er til at komme i kontakt med?
Jeg hygger mig. Jeg læser, jeg skriver, jeg forbereder mig til arbejde, ser en god film eller slapper af med et blad. Fortrækker som regel til soveværelset, men det er mest fordi jeg bliver så forskrækket, når der pludselig RÅBES højt i stuen (sig det ikke til nogen, men jeg har på fornemmelsen at min mand tror, at spillerne inde bag skærmen kan høre hans tilråb!)


Der må været flere derude, der har det som mig? Jeg overvejer om vi skal danne en forening?
Den kunne hedde "FSI - Foreningen af SportsIgnoranter"  eller måske endnu bedre: "ASI" - Anonyme SportsIgnoranter. Vi kunne mødes en gang om måneden i en slags samtalegruppe, hvor vi - med hjælp fra en professionel selvfølgelig-  får sat ord på, hvordan det er at tilhøre en minoritet, at føle sig anderledes, ikke at være en del af den fælles samtale på arbejdet dagen efter en landskamp, at blive set skævt til og i flere sammenhænge nok også set lidt ned på. Det ville være dejligt. Og sikke mange sjove ting, vi kunne lave sammen, mens de andre ser sport i TV.