søndag den 7. juli 2013

Ferieland: Sidegevinster

For andet år i træk, praktiserer vi ferieformen 'husbytte'. Jeg skrev meget om det sidste år, så følger du taggen med ordet 'husbytte', kommer der flere indlæg frem om hvordan og hvorledes vi gør det. Kort fortalt finder vi den familie, vi bytter hus med via denne hjemmeside
I år bytter vi hus med en svensk familie fra Stockholm. I en uge. Og derfra rejser vi så videre til Gotland, hvor vi skal bo i noget bed & breakfast-halløj.
Husbytte har mange åbenlyse fordele. Det er helt utrolig nemt og bekvemt, når man er på ferie med børn, og det er billigt. Som i gratis. Men der er også en hel del skjulte fordele, som hænger sammen med det faktum, at der skal bo en fremmed familie i vores hus. Og vi vil så gerne have, at de kan lide at være her. Så vi har ordnet og gjort ved. Ryddet op og ryddet ud og sat til side. Gjort meget grundigt rent. Ordnet haven, fejet indkørslen, slået græsset. Og alt det, vi har gjort, for at den svenske familie skal nyde deres ophold her, det kommer jo os selv til gode, når vi vender hjem igen. Og så tror jeg i øvrigt ikke, at vi gider gøre rent resten af sommeren! 
Mange spørger os, om vi ikke synes tanken er væmmelig, at der skal gå fremmede mennesker rundt i vores hus? Svaret er blankt nej. Jeg vil sige, at hvis det var sådan vi havde det, så var det ikke den rigtige ferieform, vi har valgt. Vi bor dejligt, det må andre gerne have glæde af - og det vi vinder - at vi bor hos dem imens, det gør jo, at de er i præcis samme båd som os. Det er gensidig tillid, og det virker. 
Her er madrasserne fra vores seng løftet ud, for at blive banket og støvsuget, mens gulvet under sengen støvsuges og vaskes. Det kunne jo være, at de kigger under sengen!



Ps. Vidste du at en skraldespand hedder 'soptunnan' på svensk?

Ingen kommentarer: