Vi nærmer os langsomt hinanden

...stepbænken og jeg. Men et varmt og kærligt forhold, det får vi aldrig, det er jeg helt afklaret med nu. Jeg har givet den mange chancer, jeg har kæmpet og svedt, er røget ud af takt, har måttet standse op og begynde igen. Jeg går hver gang, vi mødes, den og jeg, til den med krum hals og siger til mig selv at den f****** stepbænk ikke skal få mig ned med nakken. Den smiler venligt tilbage til mig, (bilder jeg mig ind) og det er som om dens sorte ansigt griner og siger til mig, at jeg bare kan komme an!
 God til det bliver jeg aldrig, men jeg kan mærke,  at det er godt for mig, at arbejde med sider af mig selv, hvor jeg ikke er god. Om det er blevet bedre siden jeg skrev det her, det tror jeg faktisk ikke. Min indstilling er mindre trodsig, hvilket har hjulpet en del.