mandag den 21. januar 2013

Det skabtes vaklen

"Øhhh... Jeg fandt den her, da jeg ryddede op i mit kælderrum", sagde eksmanden lidt kejtet og rakte mig en bog.

Jeg tog spændt imod bogen, for jeg anede ikke, at jeg havde bøger liggende i hans kælderrum. Kunne umiddelbart ikke genkende den, men i det sekund jeg fik bogen i hånden, sagde det "pling" i mit hoved.

Søren Ulrik Thomsen. Det skabtes vaklen. Udgivet i 1996, men først i mine hænder i 1997, hvor jeg købte digtsamlingen efter et forfatterarrangement på Huset i Aarhus (der dengang hed Århus). Det var den aften, hvor min fascination af Søren Ulrik Thomsen sprang ud i fuldt flor. Havde før læst hans digte, men der var så meget, der gav mening, da jeg hørte ham selv læse nogen af dem op.

Da jeg efter arrangementet havde købt bogen og puttet den i tasken, skulle vi hjemad - vi passerede baren, og her så jeg at Søren Ulrik Thomsen havde placeret sig på en barstol og var i gang med at bestille noget at drikke. 
På bedste stalker-vis tog jeg bogen op af tasken igen og gik hen til ham og spurgte om han ville signere den. Jeg sagde også tak for en rigtig spændende forfatteraften og roste hans oplæsning meget. Man er vel en fedterøv!





Mens jeg sidder og skriver dette, kradser det i min erindring! For var det slet ikke mig, der gik hen til Søren Ulrik Thomsen, men min eksmand? Fordi jeg var genert og ikke turde forstyrre forfatteren, der hang i baren?
Stod jeg og gemte mig ved garderoben, mens jeg sendte eksmand hen til forfatteren?
Tænk, det kan jeg overhovedet ikke huske!
Må spørge ham, næste gang gang jeg ser ham. Altså ikke Søren Ulrik Thomsen, eksmand! Ha ha!




Digtsamlingen svulmer af ord, der knaser mellem tænderne. ord der tilsammen giver så syret en mening eller efterlader læseren i søgen efter mening.

Prøv at læs det her:

"Jeg har tabt mit ansigt i et tog,
i Guds hus har jeg tabt det,
i hotellernes senge,
hvor man knepper, dør 
og taber hver sit ansigt..."


... og senere i samme digt:

"...når man vågner og vender
dagen ryggen en time til.
Og så vågner igen som et stort stetoskop
mod tavshedens dunkende lunge"


Uh, de ord smager dejligt!

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Fatter nul og niks af det digt. Nok derfor jeg aldrig - som i ALDRIG læser digte. De får mig til at føle mig så dum.....

Jon Rostgaard Boiesen sagde ...

'Det skabtes vaklen' udkom altså først i 1996.

Mit Helle sagde ...

Du har ret! Tak fordi du gør opmærksom på det - sikke da en dum fejl. Jeg retter det straks!
De bedste hilsner fra Helle