Narrestreger

Da jeg kom op i femte klasse i dag, sad eleverne ikke på deres egne pladser, uret var stillet 40 minutter frem og lærerens stol var gemt bag døren.
"Jamen vi troede, vi skulle have vikar?" lød forklaringen, da jeg promte forlangte en redegørelse for, hvad i himlens navn, der foregik.

I mens jeg med skarp frk. Skrap-mine, kørte svadaen om uacceptabel adfærd ... bla bla bla ... lige meget hvilken voksen, der kommer ind ad døren ... bla bla bla ... ved jo udmærket godt, hvad der er rigtigt og forkert ... Bla bla bla ... kan ikke være rigtigt at det er nødvendigt at sige igen ... bla bla bla, så var jeg inderst inde både:

1) Færdig af grin over at det fænomen aldrig dør: At der skal laves lidt fis med en vikar. Sådan har det altid været og sådan bliver det åbenbart ved med at være.

2) Rørt over at deres narrestreger trods alt var så uskyldige og  barnagtige - Aj, altså har I gemt min stol bag døren, hvor er I nogle frække unger ... Hallo, I er 1o år gamle, kan I virkelig ikke finde på noget sejere end det?

3) Stolt over at klassen ENDELIG udviste fælles ånd og havde samarbejdet om en opgave.

4) Lettet over at "synderne" meldte sig med det samme og at de af to muligheder (mig eller dem) valgte selv at fortælle om det til deres forældre.


Og så fortalte jeg dem om dengang, vi lagde en tegnestift på Kirsten Pedersens stol. Altså min klasselærer, som jeg havde fra 1.-9.klasse, og som jeg i perioder var langt mere knyttet til end til min egen mor.
Det var Kim og John, der fik idéen til det med tegnestiften, og som udførte den i praksis, men vi andre var jo medskyldige for vi så til og vi sagde ikke noget.
Vi har vel gået i 4. eller 5.klasse.
Kirsten Pedersen kom ind i klassen, da timen begyndte, satte tasken fra sig på bordet, og plantede sin tunge bagdel på kontorstolen, hvor en lille blå tegnestift lå klar til at spidde hendes røv.

Men der skete ingenting?
Vi sad målløse. Helt stille. Afventende. Der kom ingen skrig, ingen springen op og ingen reaktion overhovedet.

Kirsten Pedersen rejste sig fra stolen og vendte sig for at skrive noget på tavlen. Vi så det alle lige med det samme og jeg glemmer aldrig synet: Bag på hendes tykke uldne nederdel, sad en blå tegnestift. Og i løbet af få sekunder begyndte små kluklyde af undertrykt fnisen at sprede sig i lokalet, for kort tid efter at eksplodere i latterbrøl.
Vi døde af grin og kunne slet ikke stoppe.
Og hun fattede ikke hvorfor.