Karate Kid

I mit forrige indlæg nævnte jeg, at mine store piger havde fortjent særlig opmærksomhed, fordi de er så vanvittig søde og hjælpsomme, når vi er alene hjemme. Derfor havde Mutti annonceret filmaften. Vi skulle se den nye Karate Kid film, som begge piger har sukket efter, fordi nogen af vennerne har fortalt om, hvor helt fantastisk den film skulle være. Så den så vi. Arm i arm i sofaen, med slik og popcorn og mig som undertekst-oplæser, så den ni-årige ikke missede noget.
Jeg synes at filmen var noget af det ringeste, jeg længe har set. (Er godt klar over, at jeg nok heller ikke lige er målgruppen, men nu sad jeg der og så må jeg vel gerne udtale mig?)
Kæft, den var dårlig! Handlingen er den tyndeste kop te, fuldstændig forudsigelig og helt sort/hvid. Og så var den i øvrigt slet ikke som Den Rigtige Karate Kid Film. Som jeg vist nok var ret vild med, da den kom frem i 1984, hvor jeg var 12 år præcis som min ældste datter er nu.

Mine piger synes at filmen var fantastisk! Én af de bedste de nogensinde har set. De var med  hovedpersonen Xiao Dre hele vejen. De fulgte ham på første skoledag i det nye land, harmedes over de andre drenges hårde behandling af ham, glædede sig over venskabet med pigen og heppede helt vildt under Kung Fu-turneringen. Da han blev skadet under semifinalen og lå med kæmpe opsvulmet ben og ikke vidste om han kunne gennemføre den sidste og afgørende  kamp, havde mine piger tårer i øjnene, for de ønskede af hele deres hjerter, at han ville klare det. Og tænk hvis han vandt hele turneringen!
Så da Xiao Dre rejser sig fra lægebriksen og humper mod kamp-ringen for at gennemføre finalen, som (sjovt nok) er mod den dummeste af de dumme drenge, vil jubelen fra den grå Ilva sofa næsten ingen ende tage.  Med puder for ansigterne ser vi finale kampen i Kung Fu-turneringen, hvor vores helt har klaret sig helt fantastisk - han har lært Kung Fu-kunsten af en vicvært, som viste sig at være en sand mester. (Hvis ikke jeg skulle læse undertekster højt, var jeg med garanti faldet i søvn cirka her).

Han vandt!
Jamen er det ikke fantastisk. Den gode sejrede over den onde. Ham, som var ren og ærlig i hjertet, besejrede ham som var lusket og brugte ufine metoder.

Moralen drev ned af væggene. Og mine børn elskede det.
Og derfor gjorde jeg selvfølgelig også.