torsdag den 24. marts 2011

Godt, det er fredag i morgen

Da jeg fredag formiddag på mit arbejde pludselig så på min telefon, at der var
 3 ubesvarede opkald fra min mand, blev jeg bekymret. For vi plejer ikke at ringe til hinanden i arbejdstiden med mindre, der er særlig grund til det. Og særlig grund vil sige, at det ikke kan vente til vi ses derhjemme. Fx. fordi nogen i familien er blevet alvorlig syg, at man er blevet fyret eller andet i den kaliber. Så jeg skyndte mig at ringe tilbage, men Jens tog ikke sin telefon. Mine tanker begyndte at køre rundt, for hvad mon der kunne været sket, siden han havde prøvet at ringe hele TRE gange?
Der gik over en time, før jeg fik fat i ham - og i den tid, havde jeg nået at indstille mig på dødsfald, fyring eller at det var noget med én af Jens' store unger,  og det helt komiske er derfor, at da Jens så fortæller mig, at han har prøvet at ringe fordi han vil sige, at han er blevet beordret til Tyskland og arbejde de næste tre uger, så ånder jeg lettet op og udbryder spontant "Åhhh gudskelov, at det bare var det." 


Den indstilling har ændret sig temmelig meget her i løbet af den første uge, som nu næsten er gået. Huset ligner jeg ved ikke hvad, vasketøjet har hobet sig op, køleskabet er gabende tomt og bananerne er rådne. Dog er vi kommet ud af døren til tiden hver morgen, pigerne har været velfriserede og har husket gym.tøj og madpakker. Jeg har hutlet mig mere eller mindre uforberedt gennem undervisning og møder.  Her til aften har vi været ude hos nogen og spise, så jeg fik en fridag for madlavning.Herligt.  I weekenden kommer farmand atter hjem og så kører han igen mandag morgen og er væk til fredag i næste uge. Hvor han kommer hjem i weekenden og kører igen om mandagen. Og er væk til fredag.
Jeg er ret sikker på, at når vi når hen der til engang midt i den tredje uge, så bliver det nødvendigt at nogen griber ind. Taget et billede af mig og sender ind til Feminas "Hun blev en ny kvinde" eller indsender en ansøgning om ophold på et sanatorium for nervesvækkede kvinder...


Min søde mand ved godt, at det lægger et stort pres på mig, når han med så kort varsel, skal afsted. Vi har prøvet det mange gange før, så man kan godt sige at jeg er ret vant til græsenke-perioder, hvor jeg fungerer som enlig mor til tre. Men det bliver det sgu ikke mindre hårdt af!?


Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, stod denne her og ventede på mig ved døren:



20 langstilkede røde roser fra min dejlige mand, som tænker på mig og syns jeg er sej og derfor fortjener en buket.
Og det giver jeg ham fuldstændig ret i!


Tænker på at skrive til Interflora og forslå at de indfører smurte madpakker, færdiglavet mad, nybagte boller og pølsehorn i deres sortiment. Var det en idé?

4 kommentarer:

mette sagde ...

Du er supersej - og det lyder til at blomsterne er fortjent. :)

Kristine sagde ...

Alle er supermødre når de får chancen, og en supermor skal også tænke på sig selv, så lad du bare vasketøjet være, og nyd at være alene lidt også. Så slipper du jo for at have den der med at græsset er grønnere på den anden side. Hav en dejlig weekend med familien din.

EVA sagde ...

Du er super sej! Godt gået - og ja; fantastisk god idé du har til interflora ;-) (klukler stadig!)

Anne Thompson sagde ...

Absolut en idé!! Især den med de smurte madpakker, synes jeg :-)
Tak for din kommentar på min blog! Synes også vældig godt om din blog - det er rart at møde en blogger, men nogle af de samme "anderledes" emner som kirke, som én selv!