Mandag:
Kl. 16: Har hentet lille barn, købt ind og hjælper store børn med lektier.
Kl. 17: Mand kommer hjem fra arbejde, tiltag til aftensmad igangsættes.
Kl. 17.30: Jeg husker på, at jeg har givet mig selv den udfordring at lave 15 minutters bodytoning hver dag.
Kl. 17.46: Er ikke kommet i gang endnu, men til gengæld kommet i tanke om, at nyt zumbahold begynder kl. 18.30.
Kl. 18.00: Mand laver aftensmad, jeg fylder to 1½ liters plasticflasker og lægger mig på stuegulvet. Har vurderet, at da zumba er hårdest for ben, ryg og mave, bliver mine 15 minutter kun med armtræning i dag. Jeg laver alverdens forskellige øvelser med halvanden liter vand i hver hånd.
Kl. 18.15: Jeg konstaterer, at jeg i den grad mangler træning i armene, og at jeg har en slatten karklud, der hvor andre har muskler. Siger til mig selv at nu skal det satme være slut med de slatne tykke mormoroverarme med vinkeflæsk og hvad har vi.
Kl. 18.30: Ankommer i fin stil til zumba og lytter til instruktør, der fortæller at hun har sammensat et nyt program til denne sæson og at der i dette program vil være mere fokus på styrketræning af arme. Tak spids, når jeg at tænke, og så går det løs. Giver den max gas, idet jeg ihukommer nyligt afgivet løfte til mig selv.
Kl. 19.00: Jeg hopper som en elefant og knokler som en hest, danser som en ged og har rytme som et får. Stinker som en øgle og sveder som et svin.
Kl. 19.30: Jeg cykler hjem, tager et iskoldt bad, drikker en kølig pilsner og går tidligt i seng.
Tirsdag:
Kl. 6.00: Vækkeuret ringer, jeg rækker armen ud for at slukke det. Råber "AV" idet jeg løfter armen ud over sengekanten.
Kl. 6.30: Spiser morgenmad. Overvejer at føre munden ned til tallerknen fremfor at løfte arm op til munden. Syns pludselig vores skeer vejer fem tons stykket.
Kl. 7.00: Vil løfte på yngste barn, men trimler rundt og må give slip. Mine arme er så smadrede, at jeg faktisk ikke kan bevæge dem uden at ømme mig.
Ville gerne have skrevet mere fra dagen i dag, men kan ikke løfte armene op i skrivebordshøjde og slet ikke taste på pc.
Herværende indlæg er derfor tastet med fødderne.
tirsdag den 16. august 2011
mandag den 15. august 2011
Min første skoledag...
Jeg startede i 1.klasse i 1979. Jeg skulle gå i 1.b og have Kirsten Pedersen til klasselærer.
Jeg husker ikke noget af selve inddholdet på den første skoledag, men min taske var rød, og min mor lavede rottehaler på mig inden vi skulle afsted, og hun trak så hårdt i håret, at jeg tudede.
Henne i skolen var der en masse børn og mange havde forældre med. I min klasse var der tre, der hed Martin og to der hed Thomas.
Martin G. blærede sig med at han kunne være nede i sin egen skoletaske...
Vi stod måbende med øjne som tekopper, mens han demonstrerede sit stunt: Kravlede ned i tasken, krøllede sig helt sammen med hovedet nede mellem benene, og råbte så nede fra tasken om én af os lige ville lukke tasken.
Det gjorde Ulrik og så stod vi lææænge og kiggede på den blå firkantede taske, indtil der blev råbt inde fra tasken, at nu kunne vi godt åbne igen. Og så kravlede han ud og bukkede, mens vi allesammen klappede.
Jeg husker ikke noget af selve inddholdet på den første skoledag, men min taske var rød, og min mor lavede rottehaler på mig inden vi skulle afsted, og hun trak så hårdt i håret, at jeg tudede.
Henne i skolen var der en masse børn og mange havde forældre med. I min klasse var der tre, der hed Martin og to der hed Thomas.
Martin G. blærede sig med at han kunne være nede i sin egen skoletaske...
Vi stod måbende med øjne som tekopper, mens han demonstrerede sit stunt: Kravlede ned i tasken, krøllede sig helt sammen med hovedet nede mellem benene, og råbte så nede fra tasken om én af os lige ville lukke tasken.
Det gjorde Ulrik og så stod vi lææænge og kiggede på den blå firkantede taske, indtil der blev råbt inde fra tasken, at nu kunne vi godt åbne igen. Og så kravlede han ud og bukkede, mens vi allesammen klappede.
søndag den 14. august 2011
Kom an hverdag, din hund
Tre børn været i bad - tjek!
Tre børn klippet negle, renset ører og tjekket for lus - tjek!
Hus rengjort - tjek!
To skoletasker klargjort, blyanter spidset - tjek!
Boller til madpakker bagt - tjek
Handlet, så der er mad til de kommende dage - tjek
To skænderier med mand - tjek
Mindst fire gange talt grimt til børn - tjek
Tabt bakke med 12 æg, alle smadret - tjek!
Skældt ud over sorte fodspor på nyvasket gulv - tjek!
Mangler:
At pakke egen skoletaske
At printe vigtige papirer til i morgen
At smøre madpakkerne
At kysse lidt på mand
At kramme lidt med børn
Frygter:
At jeg ikke kan falde i søvn i aften
Hvordan vi kommer ud af fjerene kl. 6.15
At jeg har glemt noget ifb. med arbejde
Glæder mig over:
At jeg har haft en lang og dejlig sommerferie
At mine store børn glæder sig til at komme i skole igen
At det føles godt, at vi alle skal i gang med hver vores hverdag igen.
Glæder mig til:
Hverdagens strukturer
Gensyn med skolebørn
Efterår - at tænde op i brændeovnen og tænde stearinlys i stuen.
Glæder mig ikke så meget til:
At være segnefærdig af træthed
Mørke morgener
Efterårsregn og blæst
Tre børn klippet negle, renset ører og tjekket for lus - tjek!
Hus rengjort - tjek!
To skoletasker klargjort, blyanter spidset - tjek!
Boller til madpakker bagt - tjek
Handlet, så der er mad til de kommende dage - tjek
To skænderier med mand - tjek
Mindst fire gange talt grimt til børn - tjek
Tabt bakke med 12 æg, alle smadret - tjek!
Skældt ud over sorte fodspor på nyvasket gulv - tjek!
Mangler:
At pakke egen skoletaske
At printe vigtige papirer til i morgen
At smøre madpakkerne
At kysse lidt på mand
At kramme lidt med børn
Frygter:
At jeg ikke kan falde i søvn i aften
Hvordan vi kommer ud af fjerene kl. 6.15
At jeg har glemt noget ifb. med arbejde
Glæder mig over:
At jeg har haft en lang og dejlig sommerferie
At mine store børn glæder sig til at komme i skole igen
At det føles godt, at vi alle skal i gang med hver vores hverdag igen.
Glæder mig til:
Hverdagens strukturer
Gensyn med skolebørn
Efterår - at tænde op i brændeovnen og tænde stearinlys i stuen.
Glæder mig ikke så meget til:
At være segnefærdig af træthed
Mørke morgener
Efterårsregn og blæst
8. søndag efter trinitatis
De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred,
som spænder sit billede op,
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop.
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred,
som spænder sit billede op,
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop.
(Jens Rosendal, 1990)
fredag den 12. august 2011
Natascha
Jeg kan tydeligt huske sagen fra 1998, hvor den 10-årige pige Natascha Kampusch blev kidnappet på vej til skole.
De danske medier omtalte sagen en del, mens den blev efterforsket, og efterfølgende - som nyhedsstrømmen døde hen, glemte jeg alt om den lille pige igen.
Indtil 8 år efter, hvor hun undslipper sit fangenskab og bliver fri. I otte har havde jeg ikke skænket hende en tanke. Jeg havde i de år taget et uddannelse, fået børn, arbejdet og haft et helt normalt liv.
Mens hun havde siddet alene i et lillebitte kælderrum med en fuldstændig forkvaklet psykisk syg mand, som eneste menneskelige kontakt.
Mens hun har grædt, været fortvivlet, savnet sin familie, tigget og bedt om at blive sat fri og oplevet grufulde ydmygelser underlagt en syg mands luner, havde jeg danset rundt i friheden og taget det meste for givet.
Da jeg for nogle måneder siden læste at bogen var udkommet, vidste jeg bare, at jeg måtte have den.
Vidste at jeg måtte vide mere om dette stærke overlevende menneske, som har klarede det, som må være det absolut værste man kan udsætte et barn for: Ensomhed, isolation, angst og mørke.
Jeg læser nu - med lige dele væmmelse og lige dele fascination - den helt utrolige historie om pigen, der fik frarøvet sin ungdom, men som på mirakuløs vis lever et voksenliv i frihed nu. Med dybe ar på sjælen og et sind, der har taget skade for evigt. Men hvor er det vildt. Otte år!
Hun var spærret inde i otte år!
De danske medier omtalte sagen en del, mens den blev efterforsket, og efterfølgende - som nyhedsstrømmen døde hen, glemte jeg alt om den lille pige igen.
Indtil 8 år efter, hvor hun undslipper sit fangenskab og bliver fri. I otte har havde jeg ikke skænket hende en tanke. Jeg havde i de år taget et uddannelse, fået børn, arbejdet og haft et helt normalt liv.
Mens hun havde siddet alene i et lillebitte kælderrum med en fuldstændig forkvaklet psykisk syg mand, som eneste menneskelige kontakt.
Mens hun har grædt, været fortvivlet, savnet sin familie, tigget og bedt om at blive sat fri og oplevet grufulde ydmygelser underlagt en syg mands luner, havde jeg danset rundt i friheden og taget det meste for givet.
Da jeg for nogle måneder siden læste at bogen var udkommet, vidste jeg bare, at jeg måtte have den.
Vidste at jeg måtte vide mere om dette stærke overlevende menneske, som har klarede det, som må være det absolut værste man kan udsætte et barn for: Ensomhed, isolation, angst og mørke.
Jeg læser nu - med lige dele væmmelse og lige dele fascination - den helt utrolige historie om pigen, der fik frarøvet sin ungdom, men som på mirakuløs vis lever et voksenliv i frihed nu. Med dybe ar på sjælen og et sind, der har taget skade for evigt. Men hvor er det vildt. Otte år!
Hun var spærret inde i otte år!
onsdag den 10. august 2011
Podcast - Opgang mod undergang
Gik du glip af Mai's blogroman "Opgang mod undergang", som blev udgivet på hendes blog i juli - eller har du lyst til at genlæse den i sin helhed, så har du nu chancen for at downloade den som podcast via Mai's blog her.
Jeg læste med undervejs som romanen blev udgivet, men vil alligevel lytte lidt med, ikke mindst for at høre oplæseren, som er Carina, der skriver denne blog.
Jeg læste med undervejs som romanen blev udgivet, men vil alligevel lytte lidt med, ikke mindst for at høre oplæseren, som er Carina, der skriver denne blog.
Lidt af hvert
I dette indlæg får jeg tudet mig til tre nye læsere. Mine damer og herrer: Det betaler sig at klynke lidt!
Først kom Line ilende og afslørede, at hun jo i virkeligheden var nr. 48 - og fik sig meldt på listen, således at jeg endelig slap jeg af med det grimme tal 47. Lidt efter ville Amrit så være behjælpelig, hvilket bragte mig på 49 læsere. Ganske vist et knap så kønt og ulige tal, men dog deleligt med syv. Jeg var i sandhed tilfreds. Men sør'me om der så ikke dumpede én mere ned i den faste læserskare - Tillykke til dig Frk. Struds, du er min læser nr. 50.
Jeg takker for kommentarerne til indlægget, det er dejligt at vide at jeg ikke er den eneste, der har et lettere OCD-agtigt forhold til tal. Og Mai har helt ret i, at man jo kommer til at elske selv de skæve primtal højt, hvis man havner i en kærlighedsrelation til et af disse tal.
Sommerferien er seriøst ved at være slut. Og det er helt okay med mig. Faktisk sidder jeg lige nu og vrider de sidste dråber ud af den, mens jeg prøver at tage mig sammen til den egentlig årsag til at jeg er havnet her ved skrivepulten: Årsplan - dansk - femte klasse.
Johanne er i vuggestue og Frederikke tester sit nye liv som "klub-barn". Nu hedder det 3.klasse og SFO er for pattebørn. De store går i klub. Marie, som begynder i 6.klasse, driver den af på værelset med iPod, tv og bøger.
Så nu spænder jeg hjelmen, klemmer ballerne sammen og tager en tudekiks. Og en kop kaffe. Der må aldrig mangle kaffe.
Først kom Line ilende og afslørede, at hun jo i virkeligheden var nr. 48 - og fik sig meldt på listen, således at jeg endelig slap jeg af med det grimme tal 47. Lidt efter ville Amrit så være behjælpelig, hvilket bragte mig på 49 læsere. Ganske vist et knap så kønt og ulige tal, men dog deleligt med syv. Jeg var i sandhed tilfreds. Men sør'me om der så ikke dumpede én mere ned i den faste læserskare - Tillykke til dig Frk. Struds, du er min læser nr. 50.
Jeg takker for kommentarerne til indlægget, det er dejligt at vide at jeg ikke er den eneste, der har et lettere OCD-agtigt forhold til tal. Og Mai har helt ret i, at man jo kommer til at elske selv de skæve primtal højt, hvis man havner i en kærlighedsrelation til et af disse tal.
Sommerferien er seriøst ved at være slut. Og det er helt okay med mig. Faktisk sidder jeg lige nu og vrider de sidste dråber ud af den, mens jeg prøver at tage mig sammen til den egentlig årsag til at jeg er havnet her ved skrivepulten: Årsplan - dansk - femte klasse.
Johanne er i vuggestue og Frederikke tester sit nye liv som "klub-barn". Nu hedder det 3.klasse og SFO er for pattebørn. De store går i klub. Marie, som begynder i 6.klasse, driver den af på værelset med iPod, tv og bøger.
Så nu spænder jeg hjelmen, klemmer ballerne sammen og tager en tudekiks. Og en kop kaffe. Der må aldrig mangle kaffe.
tirsdag den 9. august 2011
Jeg har fundet min sport
Endelig. Efter mere end 30 års prøven til både her og der.
Jeg er en spasser til sport. Jeg duer ikke til noget med bolde, har for mange mindreværdskomplekser til at turde vise mig i et fitnesscenter, er bange for fart og for højder, bryder mig ikke om nærkontakt med svedende prustende mennesker og er slet slet ikke konkurrence-minded at all.
Min største modstander har alle dage været - og vil til alle tider være: Mig selv.
Derfor undrede det ikke mig en dyt, mens resten af selskabet var vildt overraskede, da jeg i lørdags til en herlig polterabend, takkede pænt nej til at kravle højt op i et tårn, kravle ud over et gelænder og derefter rapelle i fri luft ned på jorden igen.
De andre var ellevilde. Himlede op om hvor fedt det var, og ville prøve én gang til. Bare ikke mig. Jeg ville ingenting.
Så jeg var hende der tog billeder og heppede på de andre, mens jeg prøvede at mærke efter inde i mig selv, hvorfor jeg ikke ville prøve.
Jeg mærkede intet andet end ren og skær modstand. Trodsighed og en stemme, der sagde: vil ikke, vil ikke, vil ikke.
Men bagefter skulle vi kaste med økser. Jeg elskede det fra første sekund.
Øksekast.
Det var så fedt.
En tung økse med et skaft på ca. en halv meter.
Instruktøren forklarede hvordan man skulle tage fat om øksen med begge hænder, løfte den op over hovedet og lade øksen hænge ned langs ryggen.
Stille sig i position, tage sigte - og her kom så en lille advarsel ind: For når man så svingede øksen op over sit hoved og kastede den fremefter alt hvad man kunne, så skulle man liiiiige være opmærksom på at svinge lidt ud af, så man ikke ramte sig eget baghoved med øksen... Der blev jeg altså lige lidt beklemt og fik grimme indre billede. Ramme sit eget baghoved? Med en økse?
Arhmen kan I se overskriften for jer?
39-årig lærer omkom i lørdags efter tragisk ulykke med økse. Kvinden kom ved en fejltagelse til at kløve sit eget baghovede, da hun skulle svinge øksen over hovedet for at kaste den mod en skydeskive.
Så galt gik det heldigvis ikke. "Hvor mange gange er det sket at nogen har ramt deres eget hoved med øksen", havde jeg lige brug for svar på, da det var min tur. "Ingen", svarede meget flink øksekast-instruktør, som lidt efter roste mig for den styrke, hvormed jeg kastede øksen afsted. "Nu skal du bare prøve at sigte og se, om du kan ramme skiven"... Men jeg var så begejstret over, at jeg kunne finde ud af at kaste øksen hårdt og langt, at det der med at ramme blev sekundært...
Øksekast. Det er lige mig!
Og nu har jeg siddet og pløjet alle FOF's og AOF's aftenskolekurser igennem - ØV, der er ingen, der har oprettet et hold i øksekast.
Vil ellers vildt gerne gå til det.
Jeg er en spasser til sport. Jeg duer ikke til noget med bolde, har for mange mindreværdskomplekser til at turde vise mig i et fitnesscenter, er bange for fart og for højder, bryder mig ikke om nærkontakt med svedende prustende mennesker og er slet slet ikke konkurrence-minded at all.
Min største modstander har alle dage været - og vil til alle tider være: Mig selv.
Derfor undrede det ikke mig en dyt, mens resten af selskabet var vildt overraskede, da jeg i lørdags til en herlig polterabend, takkede pænt nej til at kravle højt op i et tårn, kravle ud over et gelænder og derefter rapelle i fri luft ned på jorden igen.
De andre var ellevilde. Himlede op om hvor fedt det var, og ville prøve én gang til. Bare ikke mig. Jeg ville ingenting.
Så jeg var hende der tog billeder og heppede på de andre, mens jeg prøvede at mærke efter inde i mig selv, hvorfor jeg ikke ville prøve.
Jeg mærkede intet andet end ren og skær modstand. Trodsighed og en stemme, der sagde: vil ikke, vil ikke, vil ikke.
Men bagefter skulle vi kaste med økser. Jeg elskede det fra første sekund.
Øksekast.
Det var så fedt.
En tung økse med et skaft på ca. en halv meter.
Instruktøren forklarede hvordan man skulle tage fat om øksen med begge hænder, løfte den op over hovedet og lade øksen hænge ned langs ryggen.
Stille sig i position, tage sigte - og her kom så en lille advarsel ind: For når man så svingede øksen op over sit hoved og kastede den fremefter alt hvad man kunne, så skulle man liiiiige være opmærksom på at svinge lidt ud af, så man ikke ramte sig eget baghoved med øksen... Der blev jeg altså lige lidt beklemt og fik grimme indre billede. Ramme sit eget baghoved? Med en økse?
Arhmen kan I se overskriften for jer?
39-årig lærer omkom i lørdags efter tragisk ulykke med økse. Kvinden kom ved en fejltagelse til at kløve sit eget baghovede, da hun skulle svinge øksen over hovedet for at kaste den mod en skydeskive.
Så galt gik det heldigvis ikke. "Hvor mange gange er det sket at nogen har ramt deres eget hoved med øksen", havde jeg lige brug for svar på, da det var min tur. "Ingen", svarede meget flink øksekast-instruktør, som lidt efter roste mig for den styrke, hvormed jeg kastede øksen afsted. "Nu skal du bare prøve at sigte og se, om du kan ramme skiven"... Men jeg var så begejstret over, at jeg kunne finde ud af at kaste øksen hårdt og langt, at det der med at ramme blev sekundært...
Øksekast. Det er lige mig!
Og nu har jeg siddet og pløjet alle FOF's og AOF's aftenskolekurser igennem - ØV, der er ingen, der har oprettet et hold i øksekast.
Vil ellers vildt gerne gå til det.
mandag den 8. august 2011
Lillesøster
Jeg har tre døtre. De to ældste har altid været forholdsvist nemme. De er begge rolige gemytter, der ikke har de store udsving i temperament. Eller også har jeg glemt, hvordan de var som små? Nej, de VAR nemme, for der er flere veninder, der uafhængigt af hinanden har sagt til mig, at jeg har haft det for nemt med mine to ældste børn i forhold til så mange andre. Nemme graviditeter, nemme fødsler og nemme børn. Uretfærdigt, blev der antydet fra visse sider.
Da jeg ventede mit tredje barn, var der nogen, der i deres stille sind håbede, (og ligefrem indrømmede at de gjorde det) at jeg ville få en vild og ustyrlig dreng, så jeg rigtig kunne mærke, hvad det vil sige at have børn. Én der overhovedet ikke hørte efter, indordnede sig eller rettede sig efter mine anvisninger. For når man har haft det så nemt, som jeg havde, så skal man udfordres.
Og det skal jeg dælan-dytme love for, at jeg er blevet.
Barn nr. 3 er alt det, man ønskede for mig: Vild, ustyrlig, hører ikke efter, indordner sig ikke, retter sig ikke efter NOGEN anvisninger. Det eneste profeti der ikke er gået i opfyldelse er, at det ikke blev en dreng, men en pige.
Som er helt sin egen. Og har sin egen mening om alt. Og gør hvad det passer hende. Når det passer hende.
Storesøstrene er slået hjem. Deres verden er vendt på hovedet og intet er det samme som før. De elsker deres lillesøster helt op til stjernerne, men da de var henh. 9 og 6 år gamle, da hun blev født, kan de sagtens huske LFL: Livet Før Lillesøster.
Og der er noget, de især savner fra det liv. Og fortæller mig, at de savner. Og det er at lave noget sammen med mig, hvor lillesøster ikke er med. Jeg forstår dem så godt!
Derfor var det så fedt her forleden, at sende mand og lillesøster i sommerhus i to dage og være alene hjemme sammen med mine store piger. Faktisk var jeg så begejstret at jeg inviterede dem i biffen og se "Poppers pingviner", som er med den skuespiller, jeg afskyr MEST af alle. Jeg hader Jim Carrey! Men elsker mine store piger så højt, at jeg udholdt halvanden time i selskab med ham. Og nød det stort.
Dagen efter kom lillesøster hjem igen - og freden i huset var forbi. Men storesøstrene havde fået så meget fred for hende, at de havde glædet sig stort til gensynet. Totalt win-win.
Men er hun da virkelig så styg, hende den bette vi har? Ja, men hun er satme også sjov. Og fordi hun nærmer sig treårsalderen tilskriver jeg også meget af hendes væren-på-tværs-af-alt, som en 'fase, der går over'. (Husk altid på det, hvis du har børn, der skejer ud: Det er en fase, det går over...)
På den lille film, jeg smider ud nu, har Johanne, iført sig en grøn paryk og dresset den op med et par sølvsko i str 38, og er i gang med et slag stangtennis med Frederikke. Og hun er tosset over, at jeg kommer og vil filme.
Og oven i hatten får I et close-up af både kompostbunke og algebefængt skur. Hvor heldig kan man næsten være?
Da jeg ventede mit tredje barn, var der nogen, der i deres stille sind håbede, (og ligefrem indrømmede at de gjorde det) at jeg ville få en vild og ustyrlig dreng, så jeg rigtig kunne mærke, hvad det vil sige at have børn. Én der overhovedet ikke hørte efter, indordnede sig eller rettede sig efter mine anvisninger. For når man har haft det så nemt, som jeg havde, så skal man udfordres.
Og det skal jeg dælan-dytme love for, at jeg er blevet.
Barn nr. 3 er alt det, man ønskede for mig: Vild, ustyrlig, hører ikke efter, indordner sig ikke, retter sig ikke efter NOGEN anvisninger. Det eneste profeti der ikke er gået i opfyldelse er, at det ikke blev en dreng, men en pige.
Som er helt sin egen. Og har sin egen mening om alt. Og gør hvad det passer hende. Når det passer hende.
Storesøstrene er slået hjem. Deres verden er vendt på hovedet og intet er det samme som før. De elsker deres lillesøster helt op til stjernerne, men da de var henh. 9 og 6 år gamle, da hun blev født, kan de sagtens huske LFL: Livet Før Lillesøster.
Og der er noget, de især savner fra det liv. Og fortæller mig, at de savner. Og det er at lave noget sammen med mig, hvor lillesøster ikke er med. Jeg forstår dem så godt!
Derfor var det så fedt her forleden, at sende mand og lillesøster i sommerhus i to dage og være alene hjemme sammen med mine store piger. Faktisk var jeg så begejstret at jeg inviterede dem i biffen og se "Poppers pingviner", som er med den skuespiller, jeg afskyr MEST af alle. Jeg hader Jim Carrey! Men elsker mine store piger så højt, at jeg udholdt halvanden time i selskab med ham. Og nød det stort.
Dagen efter kom lillesøster hjem igen - og freden i huset var forbi. Men storesøstrene havde fået så meget fred for hende, at de havde glædet sig stort til gensynet. Totalt win-win.
Men er hun da virkelig så styg, hende den bette vi har? Ja, men hun er satme også sjov. Og fordi hun nærmer sig treårsalderen tilskriver jeg også meget af hendes væren-på-tværs-af-alt, som en 'fase, der går over'. (Husk altid på det, hvis du har børn, der skejer ud: Det er en fase, det går over...)
På den lille film, jeg smider ud nu, har Johanne, iført sig en grøn paryk og dresset den op med et par sølvsko i str 38, og er i gang med et slag stangtennis med Frederikke. Og hun er tosset over, at jeg kommer og vil filme.
Og oven i hatten får I et close-up af både kompostbunke og algebefængt skur. Hvor heldig kan man næsten være?
søndag den 7. august 2011
Nr. 48, hvor er duuuu?
Jeg har noget med tal. Der er pæne tal og grimme tal. Jeg foretrækker lige tal, men 3 og 5 kan til nød gå an. Altså i kombi med lige tal.
12 er et smukt tal. 17 er tudegrimt (men det stakkels tal er også dobbeltramt, for ordet sytten indeholder bogstavet y, som jeg heller ikke kan lide!)
Der er pæne og grimme telefonnumre, personnumre, husnumre. Jeg boede engang i nr. 13. Det var ikke godt. Slet ikke når man er vokset op i nr. 22, er født d. 12 og i '72 og derfor foretrækker at tallet 2 på én eller anden måde indgår. Nu bor jeg i nr 1. Det accepterer jeg, fordi det er det halve af 2, som jeg elsker. Men egentlig kan jeg ikke lide 1.
Men jeg har slet ikke nævnt det værste.
Det er primtallene.
De er ulige, skæve og kan ikke deles. Jeg kan ikke ta' det.
Derfor gør skurrer det i mine øjne og prikker i mine tindinger, når jeg dag efter dag logger ind på min blog og konstaterer at antallet af faste læsere bliver ved med at være 47. Argh, bare at skrive det var ubehageligt. Syvogfyrre. Jamen, kan I ikke høre det? Se det? Det er simpelthen så grimt, tallet 47.
Derfor håber jeg hver eneste dag, at læser nr. 48 melder sig på banen, så jeg slipper for at se på det afskyelige primtal.
Kom nuuuu, nr 48, jeg ved du er derude!
12 er et smukt tal. 17 er tudegrimt (men det stakkels tal er også dobbeltramt, for ordet sytten indeholder bogstavet y, som jeg heller ikke kan lide!)
Der er pæne og grimme telefonnumre, personnumre, husnumre. Jeg boede engang i nr. 13. Det var ikke godt. Slet ikke når man er vokset op i nr. 22, er født d. 12 og i '72 og derfor foretrækker at tallet 2 på én eller anden måde indgår. Nu bor jeg i nr 1. Det accepterer jeg, fordi det er det halve af 2, som jeg elsker. Men egentlig kan jeg ikke lide 1.
Men jeg har slet ikke nævnt det værste.
Det er primtallene.
De er ulige, skæve og kan ikke deles. Jeg kan ikke ta' det.
Derfor gør skurrer det i mine øjne og prikker i mine tindinger, når jeg dag efter dag logger ind på min blog og konstaterer at antallet af faste læsere bliver ved med at være 47. Argh, bare at skrive det var ubehageligt. Syvogfyrre. Jamen, kan I ikke høre det? Se det? Det er simpelthen så grimt, tallet 47.
Derfor håber jeg hver eneste dag, at læser nr. 48 melder sig på banen, så jeg slipper for at se på det afskyelige primtal.
Kom nuuuu, nr 48, jeg ved du er derude!
Abonner på:
Opslag (Atom)



