søndag den 7. august 2011

Almindelig

Jeg var forleden på besøg i Marias maskinrum og læste om hendes fortvivlelse over at være gennemsnitlig og almindelig. 
Aj ok fortvivlelse er måske et stort ord at bruge, men så frustration da.

Indlægget afstedkom hos mig en lang tankerække, der sendte mig tilbage til en udgave af mig selv, hvor jeg nok har været 16-17 år og så nogle år fremefter.
Jeg oplevede teenageårene som svære og forkvaklede og husker mig selv, som en bekymret, tænkende, undrende og lidt indadvendt - meget lidt køn pige med grimt hår og bøjle på tænderne. Og med et selvværd på størrelse med hullet i en vanillekrans. Jeg var konstant ulykkelig forelsket, typisk i én, der var en del ældre end mig og derudover også typisk lysår uden for min rækkevidde.

Set udefra var jeg en helt almindelige skolepige, der levede et fuldstændig almindeligt liv.

Men inderst inde vidste jeg bare, at det var et spørgsmål om tid.

Før nogen fik øje på mig og opdagede, hvilket helt usædvanlige og specille unikum, jeg er var.

Jeg var ikke almindelig, jeg var noget helt særligt. Der var bare ikke nogen, der havde fået øje på det endnu. Jeg kunne mærke at jeg var skabt til noget stort og helt særligt og jeg affandt mig med at de, som opfattede mig som helt fuldstændig almindelig ikke kendte mit sande jeg og derfor misforstod mig.


Jeg voksende op i verdens mest almindelige familie. Far, mor, mig og min lillebror. Parcelhus, forstad, stisystem, skole, fritidsaktiviteter, veninder og hest. Det var rasende almindeligt.

Og selvom jeg elskede det, så elskede jeg også at hade det. Og skulle i hvert fald ALDRIG selv leve i sådan en røvsyg kedelig kernefamilie. Og have sådan et røvsygt kedeligt liv.

Jeg var skabt til noget større og noget mere. Ventede som sagt bare på at mine særlige evner og talenter ville blive afsløret.

Hvad skete der så? Et eller andet tungt må have ramt mig i hovedet på et tidspunkt i årene fra jeg var 20-25, for selvom følelsen af at være et misforstået unikum stadig ligger lå indkapslet et sted inde i mig og en gang i mellem tittede frem, så er der sgu da langt til at jeg 10 år ældre - som 24-25-årig, ikke ønskede mig andet i denne verden end en helt almindelig familie. Sådan en med et helt almindeligt hus, en helt almindelig have, en helt almindelig mand og nogle helt almindelige børn.

Præcis sådan en som jeg fik.

Og fuckede op.

Men det er jo efterhånden også gået hen og blevet helt almindeligt...

fredag den 5. august 2011

Dit bedste løbemusiknummer?

Har været ude at løbe igen. Er ved at banke min form op fra scratch (for gud ved hvilken gang i mit liv), og nu vil jeg fandengalemig lære at elske det der løbeværk, som mine løbende veninder siger, at jeg kommer til, hvis jeg bliver ved. Og ved. Og ved. Jeg ser frem til den dag, det sker!

Første mål er at kunne løbe 5 km uden at dø.

I dag løb jeg 3 og døde så, men kæmpede mig vaklende igennem én mere. Den sidste kilometer vil jeg ikke kalde løb, vi er nærmere ovre i noget luntetravsagtigt vaklende slinger.

Og på en god dag indrømmer jeg gerne, at det er fedt. Ikke at løbe, det er hæsligt, men bagefter - hvor man sveder som et svin og forbrænder som ind i helvede.

Når jeg løber, går det bedst med høj fed tempofyldt musik i ørerne, men der må også gerne være lidt mere stille og rytmiske numre i blandt, for dem bruger jeg til at få styr på vejrtrækningen.

Jeg skal have blandet en ny omgang løbemusik til min iPod, og her kommer du, kære løbende læser ind i billedet. Jeg kunne nemlig godt bruge lidt inspiration til mit musikvalg.

Hvad er dit absolutte favoritløbemusiknummer (wauw, ni stavelser!)?

Billedet er lånt her.

torsdag den 4. august 2011

Uma Thurman, Uma Thurman, Uma Thurman

Her har vi søgeordene, som i dag har ledt til min blog:








Mit Helle: Det er her. Bingo. Velkommen.

Uma Thurman: Har du en blog og ønsker mange hits på den, så nævn Uma Thurman. Og læg gerne et billede ind af hende, så folk ikke bliver skuffede. Der går ikke én eneste dag, uden Uma Thurman.


30-dages udfordring: Det er fedt. Den 9.august har jeg lavet 100 mavebøjninger hver dag i 30 dage. Og er allerede i gang med at planlægge min næste 30-dages udfordring. Du kan læse om det her på min blog ved at finde indlæggene med tag'et TED.

Bøger for børn om karate: Jeg synes, du skal prøve dit lokale bibliotek. De har garanteret nogen bøger. Om karate.

Fremtidsscenarie: Hvad i himlens navn, forventer du at få opklaret ved at google det ord? Tror du at google kan bruges som en krystalkugle? Fik du svar?

Hvad er modsat løb: Altså ... ehh ... det er bare et slaw på tasken, men jeg svarer "gang".

Hvad er ægteskab: Det er saftsuseme også en stor ting at spørge ham der Google om. Men du skal du høre: Det er en juridisk forbindelse mellem to mennesker, der binder sig forpligtende til hinanden. I visse tilfælde kan der være både kærlighed og religiøse ritualer ind over.

Steen og Stoffer: Elsker jeg. Ville gerne have Steen som søn.

Større edderkopper: Seriøst. Det kan du da ikke skrive. Større end hvad?

Søvnkurve: Har jeg brugt det ord? Jeg er helt blank. Aner ikke hvad du taler om. 


450 kroner?

Hvad kan man få for 450 kroner?

Hmmm. Tænke...

Især i  udsalgstider ville jeg sagtens kunne finde et par fede sko eller noget andet tøj til mig selv eller til et af børnene.

Jeg kunne også få seks biografbilletter, og så ville der endda være til lidt snolder ved siden af.

Jeg kunne invitere min børn på café. 

Eller købe en bog eller nogle cd'er.

Jeg kunne også give nogen en gave.

Eller sætte pengene i banken. Hvor de ville forslå som en skrædder...

Jeg kunne tage en taxa, sætte mig ind i den og sige: "Jeg vil gerne sydpå for 450 kr"
(Og blive sat af på en mark udenfor Kolding? Hvor sjovt var det lige...)

Nåmmen jeg brugte 450 kr. i går.

På noget, som jeg dybest set synes er helt godnat, men som man er nødt til at ofre, når man har et ansvar.

De 450 bobs gik til  en dyrlægekonsultation. Og noget penicillin for blærebetændelse.

Til den store, lysebrune af de her to:


Det krævede tre personer at få medicinen i kræet.
To til at holde godt fast i den, og mig til at udføre den praktiske del med at føre en engangssprøjte ind i kæften på dyret og vente på at den fik slugt lortet.

Min børn bryder sig ikke om at jeg siger "den" om vores marsvin. Det er en hun. Jeg skal sige hun.
-------------------------------------------------------------------------

Skrevet til senere: Blærebetændelse. Straks jeg siger dette ord, kommer jeg til at tænke på min (nu afdøde) mormor. Hun havde panisk angst for blærebetændelse. Kunne næsten ikke klare synet af mig i alt for kort t-shirt, der i slippet til buksekanten, når jeg bøjede ryggen, afslørede at jeg ikke brugte undertrøje.
"Ih du milde søde barn, du får blærebetændelse, hvis du ikke går med undertrøje".
Og om vinteren selvfølgelig en ulden én af slagsen. I kombi med uldne underhylere, som i min mormors univers var den sikreste barrikade mod blærebetændelse.

Mon jeg havde kunnet lokke hende til at strikke et par uldne underdrenge til vores med-blærebetændelse-sygemeldte marsvin?

onsdag den 3. august 2011

Tomt værelse

I dag har jeg tænkt rigtig mange tanker om at være en familie.

Noget, der har givet næring til min tanker er, at min mands 16-årige datter har været her for at tømme det værelse, hun til at begynde med boede i hveranden uge.
Siden blev det til hveranden weekend og det sidste års tid, hvor hun har været på efterskole, har hun slet ikke været der. (Altså hun har været her, men ikke overnattet i sit værelse.)

Og nu er det så et faktum, at hun har gjort op med sin identitet som skilsmissebarnet, der har to hjem - og har samlet alt sit habengut hos sin mor.
Min mand kan sagtens forstå hende, og han har længe set den beslutning komme, og han har nok også været den, der i sidste ende sagde de ord, der var nødvendige at sige, for at pigen ikke følte skyld over ikke længere at orke to hjem, to familier, to værelser - to tilværelser - som selvom de er ens på mange punkter også rummer to forskellige kulturer, vaner, normer og "sådan-gør-vi-nu-engang-her-i-huset-ting".  Hos hendes mor er der ikke andre børn, hos os er der tre mindre søskende, som tid, plads og opmærksomhed skal deles med.

Jeg ville uden tvivl vælge samme løsning, hvis jeg var hende.

Flytningen er sket i fred og fordragelighed, datter og far har hygget sig med at gå og tømme værelset.  Farmand har været i hopla, har drillet, grinet og pjattet.
Men fordi jeg kender ham så uendelig godt, og fordi jeg ved, hvor meget han holder af sin datter, så har jeg hele dagen fornemmet den lille bitte stribe af tristhed, der er trængt igennem det muntre blik i hans øjne og jeg har også, når jeg lyttede godt efter, kunnet høre en mørk sørgmodig tone i hans stemme. For selvom det hele er så enkelt og nemt at forstå, når man sætter sig i barnets sted, så kræver det ikke psykologi på højt niveau at regne ud, at det gør ondt i en fars hjerte, når han kører sin datters ejendele hen til et andet hus, fordi hun hellere vil bo der end her.

Gode ord

tirsdag den 2. august 2011

Lidt bjergværk og noget vandfald

Jeg skal nok lade være med at trætte jer med en trilliard feriebilleder. Men I får lige tre.

Jeg får altid en stor følelse af at være nærmere min skaber, når jeg befinder mig i sådan nogen storslåede naturomgivelser.



Mor, piger, sø, udsigt

Meget vildt og larmende vandfald: "Cascades de Hèrrison"


Bjerg, Jura, Frankrig.
Sejt.

Fik det gjort nu

Det som jeg siden søndag aften, hvor jeg kom hjem efter 10 dages ferie, har ønsket at gøre, haft svært ved at gøre, ikke kunnet tage mig sammen til at gøre.

Men nu har jeg siddet en time og læst. Om det forfærdelige, der skete i Norge, mens vi var i Frankrig og som vi derfor kun sporadisk via sms'er fra venner og familie havde fattet omfanget af.
Jeg har læst og læst på de store avisers hjemmesider, jeg har fået dannet mig et overblik og fundet svar på alt det, jeg i første omgang ikke havde forstået rigtigt.

Det er ubegribeligt. Uendelig sørgeligt og forfærdeligt. 
Efter at have læst denne gribende øjenvidneberetning, som jeg blev opmærksom på via Amarillens blog, har jeg besluttet at jeg ikke vil læse mere om det i dag.

Jeg kan ikke rumme mere nu, hverken de grusomme fakta eller de følelser af angst og magtesløshed, som disse fremkalder.

I aften tænder jeg lys i mine vinduer - for de unge mennesker, som mistede livet & for deres pårørende, de efterladte, de sørgende.
Men også for at fastholde mine tanker og min tro på at livet er livet værd.
At der findes både godt og ondt i verden, men at der er mest af det gode. Ellers er det jo ikke til at bære?

mandag den 1. august 2011

Forestil dig

Prøv at forestille dig, at du ligger i et telt.
Teltet er placeret ved en sø.
Søen er placeret mellem nogle store høje bjerge.
Bjergene er placeret midt i Frankrig. Lidt ovre til højre, mod grænsen til Schweiz.

Du ligger altså der i teltet. Du kan ikke falde i søvn.
I teltet er der mørkt. Helt mørkt. Som i fuldstændig bælgravende mørkt. Du kan ikke se en hånd for dig.

Men du kan høre.
Hvis der altså var noget at lytte til. Men det er der ikke.
Der er helt stille. Helt mørkt og helt stille. Ok, næsten helt stille, for du kan dog høre lyden af en mand og tre børn, der trækker vejret.
Og det ligger du så der i mørket og lytter til.

Nu ændrer lydbilledet sig.
Det begynder at tromme ligeså stille på teltets dug.
Først bliver du forskrækket og tænker 'hvad er det?' men så genkender du lyden.
Det er regn.
Lyden af trommende regn på teltdug, er til at begynde med en stille og hyggelig lyd, men efterhånden tager den til og bliver kraftigere og kraftigere, og inden du får talt til ti er den lyden, der til at begynde med var så stille, forvandlet til en øresønderrivende larm af vand, der plasker ned mod teltet.

Nu hører du, at det rumler og bumler i det fjerne.
Det lyder næsten som om, der kommer et tog kørende, men den rumlende lyd fortættes i et brag. Så tordner det. Højt.
Og lidt efter kommer lynene.

Du puffer til ham, der ligger ved siden af dig og siger 'hold da op, der blev det nok lige tordenvejr, hva', men han ænser dig ikke fra sin tunge søvn. Han grynter og vender sig, men vågner ikke.
Efter 4-5 tordenskrald med efterfølgende blitz-lyn fra bjergene, tager regnen af. Du føler lettelse over, at det er ved at være ovre og begynder af glæde dig til søvnen.
Den må gerne snart komme og føre dig med på en dejlig drømmerejse.

Men søvnen kommer ikke.

Regnen stopper, og det  bliver stille igen. Det eneste, du kan høre, er regnvandets dryppen fra træer og buske.

Du ligger og lytter i mørket. Dit hjerte banker lidt for hurtigt og  du prøver at berolige dig selv ved at trække vejret langsomt og dybt ned i maven.
Du vender og drejer dig i den knirkende feltseng, og prøver at falde til ro.

Og så mærker du, at du skal tisse.
Det har du egentlig skullet længe, men du har ignoreret det og ladet som ingenting. Som om det nogensinde har fået nogen til ikke at skulle tisse alligevel?

Du kan ikke længere se bort fra det faktum, at din blære er ved at briste. Du skal tisse rigtig rigtig meget. Så meget, at der ikke er nogen vej uden om.

Du kravler ned i fodenden af sengen, finder dine natbukser og dine klipklappere og lyner teltet op. Stiger ud og står et øjeblik helt stille.

Lægger hovedet lidt bagover og kigger op i himlen. Det syn, der møder dig, slår dig næsten omkuld, så betagende er det.

Stjerner.

De er lysår væk fra dig, som står der i mørket og er så uendelig lille bitte. Og skal tisse helt vildt.

Du vakler et sekund mellem at sætte dig i græsset og tisse eller gå op til det nærliggende toilet, vælger det sidste og  går med raske skridt op mod toiletbygningen.
De telte og campingvogne, du passerer på din vej er helt mørklagte, og der er fuldstændig stille.
Du får den tanke, at du er den eneste på hele campingpladsen, der er vågen.
Ved toiletbygningen er der en dæmpet belysning. Meget dæmpet, men dog nok til at din krop kaster en lang skygge, som forskrækker dig, fordi du pludselig føler, at der er nogen bag dig. Hvilket der selvfølgelig ikke er.

Du åbner døren ind til et toilet, sætter din varme rumpe på det kolde bræt og lader blæren slappes og tømmes. Du nyder den befriende følelse, det altid giver i kroppen, når man har skullet tisse længe og endelig giver efter.
Mens du tisser, bemærker du, at der er åbent både ovenfor og nedenfor den dør, du sidder bag.
Du kan altså kigge op i en stribe himmel og ned på en smal stribe af jorden, mens du sidder der og tisser.
Og det gør du. Kigger.

Stjernehimlen skræmmer dig. Det er som om de klare lysende stjerner er bogstaver, der henover himlen skriver et budskab til dig om, at du er lillebitte, at du er forgængelig og at dit liv kun varer et splitsekund sammenlignet med deres.

De stjerner har set dig blive født, set dig vokse op, set dig le, grine, længes og elske og en dag vil de se dig dø.

Det sidder du og tænker på, og du bliver bange og kigger derfor ned. Hvor der også er hul ud til.
Og når lige at se noget, der piler forbi ude på vejen.  

Noget der løber hurtigt. Noget med pels.
Og hale.

Du skynder dig at blive færdig med at tisse og kommer ud af toilettet i en fart, og uden af se dig tilbage i mørket, trækker du trøjen sammen om dig og går med de hurtigste skridt, du ejer, tilbage til dit telt, hvor du vækker din mand og fortæller ham, at du blev pissebange, da du var ude, fordi der løber alle mulige mærkelige dyr rundt.

Han øffer lidt og åbner dynen og tager imod dig, krammer dig, varmer dig og siger at det nok bare var et af de mange egern, vi har set tidligere på dagen, og som vi synes er så kære.

Ja, tænker du. Det var det. Fandme ja. Det var et egern.
Men et sted langt inde i dig, er der en lille stemme, der siger til dig,  at det aldrig nogensinde var i nærheden af at være et egern, men den stemme overhører du og gentager, at det var et egern, du så.

Flere dage senere, da du sidder hjemme i din egen stue foran din computer og tænker på den ferie, der lige er slut, får du pludselig den skøre idé at slå 'egern' op på nettet.

Her læser du fx, at "modsat mange andre vilde dyr sover egernet om natten og er aktivt om dagen."

Bruger du denne oplysning til at konkludere, at det så nok alligevel ikke var et egern, du så?

Nej det gør du ikke. Det var et egern.

Back in town