Tro

På min liste over ting, jeg gerne vil blogge om, er emnet "tro". Det er tankevækkende at opdage,  at det er noget af det sværeste at skrive om.
Det enkelte menneskes personlige forhold til tro er på en eller anden måde blevet næsten tabubelagt? Jeg vover den påstand, at det for mange mennesker (mig selv inklusiv) er nemmere og meget mere ligetil at tale med en kollega om sex over frokosten end at tale om tro. How come?
Fornylig i en pause på mit arbejde, refererede jeg noget, der var blevet sagt i kirken om søndagen. "Aj, går du i kirke?", spørger en kollega dybt overrasket, og bliver selv flov over sit spørgsmål, da jeg stolt svarer: "ja det gør jeg", og hun får så pæret rundt i det ved at skynde sig at sige "Du ligner bare slet ikke én, der går i kirke!"


Og så er det bare, at jeg spørger: Hvordan ser sådan én ud?


Og næste spørgsmål er så: Er man lidt små-dum og naiv, hvis man tror på, at der findes noget guddommeligt i verden, noget som kom før mennesket, er større end mennesket og som ikke kan forklares med ord og logik, men skal føles og sanses?


Hvordan passer kristendommen - og andre trossamfund for den sags skyld - overhovedet ind i et moderne sekulariseret samfund, styret af økonomi, politik og medier?


Og hvor står jeg selv i forhold til alle disse spørgsmål?


Det glæder jeg mig til at prøve at skrive mig ind i en forståelse af. Jeg er nemlig ikke sikker på noget som helst.
For troen har en tvilling: Tvivlen.

En dejlig mand

Lige i den her forbindelse er det ikke ham, jeg er gift med, som overskriften hentyder til. Det er ham her:

Peter A.G. gav i aftes en intim solo-koncert (200 gæster) på byens lokale spillested. Han præsenterede  nye og gamle sange, musikalsk skåret helt ind til benet: Mand med guitar og intet andet. Kæft, hvor var han god. Og intens. Et karismatisk menneske, som er fyldt med energi, rytme, fortællinger og melodier og som formidlede dem med varme, humor og nærvær. 

Mens vi venter på Tandbørstedamen

Er på arbejde. Men er blevet opfordret til at forlade min klasse og lade eleverne være alene med den kvinde, vi kalder "Tandbørstedamen". Fordi vi ikke kan huske, hvad hun hedder. Og fordi betegnelsen "Tandbørstedame" er perfekt.
Når man går i 4.klasse, skal man nemlig have Tandbørstekørekort.
"Hvorfor skal Helle ikke være her", spurgte en elev, da tandbørstedamen sagde, at jeg bare kunne gå ned på lærerværelset og tage mig en kop kaffe, mens hun underviser poderne i at børste helt langt inde bag ved med små cirklende, lette og bløde bevægelser.
"Fordi jeg allerede HAR et Tandbørstekørekort", svarede jeg kækt. Og det bliver jeg nu hængt op på. For de vil se det, vil de!
Så på mandag har jeg lovet at fremvise mit Tandbørstekørekort. Jeg tror det ligger i æsken på loftet, hvor også Symaskinekørekortet og diplomet for bestået Cyklistprøve befinder sig.
Skolen har mange opgaver.

Legeme og ånd: Zumba og Kierkegaard

På billedet her sidder og jeg forbereder mig til aftenens studiekreds (læs herom senere i dette indlæg), mens yngstepigen spreder de store pigers Bratz-dukker ud over stuegulvet.


Om tirsdagen har jeg altid ondt et eller andet mærkeligt sted i min krop. Ofte et sted i kroppen, som jeg slet ikke var klar over indeholdt noget, som det kunne gøre ondt i. Det begynder med et "av", når jeg står ud af sengen (mavemuskler?) og fortsætter så egentlig dagen igennem med et lille diskret "av", når jeg går op ad trapper (lægmuskler/røvmuskler?), når jeg stiger ud af bilen (rygmuskler?), løfter den 2-årige (skuldre?) eller klør mig i nakken (arme?). Men det gør ondt på den fede måde og det er jo fordi at  jeg mandag aften har været til zumba.
Jeg var længe om at hoppe med på bølgen, fordi jeg for det første nok bare generelt er lidt længe om at hoppe på trend-bølger (til gengæld topper jeg så, mens andre bliver trætte af trenden, erklærer den for "yt" og er videre til det næste - så det er lykkes mig at være lidt "last year"-agtig umoderne alle dage) og for det andet fordi, jeg var så monstermeget overbevist om at det der zumba på ingen måde var noget for mig. Jeg er rytmikspasser, dansespasser, tager ofte fejl af højre og venstre og så er jeg i elendig form både på styrke og kondition. Det har siden vist sig at  de nævnte ting er PRÆCIS de grunde, der gør at zumba I DEN GRAD er noget for mig.


Og hvor kommer Søren Kirkegaard så inde i billedet i dette indlæg? Hmm, koblingen er noget med legeme vs. ånd - for tirsdag aften går jeg i en studiekreds, hvor vi i øjeblikket har kastet os over (udvalgte dele af) SK's forfatterskab.
Det er god hjernegymnastik og rigtig dejligt at læse sammen med andre. Indrømmet: Jeg tager jo ikke lige "Enten-Eller" ned fra hylden herhjemme og studerer lidt Søren Kierkegaard. Aldrig! Men at være i et læsefælleskab med andre nysgerrige, det holder hundrede.
Ligesom det holder hundrede at ryste røv sammen med mange andre.


Jeg er ikke den eneste, der blogger om zumba i dag. Tjek:


http://kvindekendditjob.blogspot.com/


Helle

Hvad mon hun lavede?

Mens jeg sidder med gang i computer, tv og lige har sendt en sms til min mor, så rammes jeg pludselig af en dybfølt undren over hvad dælen hun, som er en kvinde jeg på mange måder godt gider sammenlignes med, fik sine fristunder til at gå med?
Hun havde fuldtidsarbejde og børn op gennem 70'erne og 80'erne, lææænge før internet, digitale kanaler og mobiltelefoni var opfundet.
Det vildeste teknik mit barndomshjem kunne svinge sig op til var en transistorradio i køkkenet samt en kæmpeklods af et tv i stuen (men fjernbetjeningen var ikke opfundet endnu), hvor der også befandt sig  en pladespiller, en forstærker og nogle store højtalere. Men der var kun én eneste kanal på tv'et!? Når jeg fortæller mine børn sådan noget, så kigger de på mig, som om jeg er en dinosaurus - De fatter ikke at jeg har levet i en tid hvor Hannah Montana, Phineas & Ferb, Shrek og Hello Kitty ikke eksisterede.


 Min bror og jeg havde i de tidlige barneår hver en kassette-båndoptager på værelset og den blev  i teenageårene blev af et topmoderne stereoanlæg (med pladespiller - jeg var flyttet hjemmefra før jeg ejede en cd-afspiller!)


Men tilbage til mit spørgsmål: Når min mutti nu ikke så tv, ikke tjekkede mails, googlede, bloggede eller spillede Tetris, ikke spillede Wii eller sms'ede med sine veninder ... Hvad I hele hule hel.... fik hun så tiden til at gå med?


Lige så snart jeg ser mit snit til det, så napper jeg lige 5 minutter (som ofte bliver til 15) ved computeren, zapper lidt på tv eller "dimser" med min mobil. Hvis jeg ikke havde disse "værktøjer" inden for rækkevidde, hvad ville jeg så bruge den tid på?


Min mor havde to børn, hvor jeg har tre.  Hun vaskede også, smurte madpakker, gjorde rent og så videre, ligesom jeg gør. Der var hus og have, ferie, venner og aktiviteter med os børn.  Men alt den tid (og det er ikke så lidt) jeg tilbringer med enten pc, tv og mobil, hvad brugte hun den på? Jeg mindes ikke, at hun gik til sport, tog del i foreningsarbejde eller i øvrigt havde nogen fritidsinteresser, der tog hendes tid? Men det kan være, at jeg husker helt forkert?


Havde det været min mormor, vi talte om, så ville jeg nemt kunne svare: Hun nørklede! Hun brugte sine fri-stunder på at strikke, reparere tøj (som i stoppe strømper!), brodere og den slags. Men det gjorde min mor altså ikke.


Mine forældre kommer senere i dag. Så spørger jeg hende. Fandme. Jeg vil vide det.


PS.
Kasettebåndoptageren var et megakært eje. Jeg brugte den blandt andet til at optage musik fra tv, f.eks når der var Melodi Grand Prix. Når jeg med to fingre trykkede REC og PLAY ned, blev der givet tegn til min familie om at de skulle være musestille, indtil sangen var slut  og jeg trykkede på pause og gav dem tegn til at de måtte tale igen.
Lydkvaliteten af disse dagligstuepiratoptagelser må have været intet mindre end hæslig?

Når man nu ikke kan servere en kogevask til aftensmad

...så har jeg undtagelsesvis været i køkkenet i dag.
Her i huset er det ellers sådan, at Jens står suverænt for at lave aftensmad og jeg er så ham, der vasker alt vores tøj. Jens er pissegod - som i virkelig suveræn -  til at lave mad, og jeg er virkelig dygtig til at tømme vasketøjskurven, lægge tøjet i maskinen, tage det ud, hænge det op, lægge det sammen og lægge det på plads. Jeg har også øvet mig i rigtig mange år.
Jens går op i at vi får sund og næringsrig mad, jeg sørger for at vi er pæne og rene i tøjet!
Nogen vil sikkert mene, at det er en vigtigere opgave at lave mad end at vaske tøj (man dør jo ligesom ikke af gå i beskidt tøj) men det er jeg naturligvis ikke enig i.


Når Jens som i dag ikke er hjemme, så må jeg jo bevæge mig ud i det køkken.
Og det er egentlig helt dejligt at være der. Og jeg havde tilmed både overskud og tålmodighed til at ha' 2-årig stående på en stol og plaske med vand ved køkkenvasken.


Det er firmaet "Aarstiderne", der bestemmer, hvad vi får at spise. Konceptet er en genial måltidskasse ved navn "Livretter", og vi er mildest talt top-begejstrede.


Fredag morgen er som at vågne på sin fødselsdag, og vi er  begge så spændte,  at det gælder om at vågne først, skynde sig ud og åbne døren, for at være den, der  bærer skattekisterne ind. Hele køkkenet dufter af krydderurter, frisk frugt og grøntsager fredag morgen: Det er himmelsk.


I dag stod menuen på:

Kylling med pasta og grøntsagssauce og salat med hytteost

Den største udfordring var at partere kyllingen, men det klarede jeg, til min egen store overraskelse i flot stil:

 To ud af tre børn var hjemme til spisning og de kunne begge rigtig godt lide maden. Og så er det altså bare sjovere at tilberede og servere. Når de gider spise det, man sætter på bordet.

Velbekomme!

Kylling med pasta og grøntsagssauce og salat med hytteost
4 personer. Tilberedningstid 45 minutter


½ kylling
Smør eller olivenolie
Evt. lidt paprika
1 salat
Citronsaft af ½ citron
2 squash
Olivenolie
2 fed hvidløg
1 tsk. fintrevet citronskal
200 g løg
Mere olivenolie
500 g tomater
1-2 spsk. hakket rosmarin
400 g frisk papadelle pasta, fuldkorn
1 spsk. smør eller 2 spsk. olivenolie
1 bæger hytteost
Havsalt og sort peber

Tænd ovnen på 200 grader.

Del kyllingen i 4 stykker, overlår, underlår, to stykker bryst, det ene med vingeben.
Læg kyllingen i et ovnfast fad og kom lidt smør eller olie på. Krydr evt. med salt og gerne med lidt paprika.
Steg kyllingen i den varme ovn i ca. 35-40 minutter, eller til de er gennemtilberedte.

Skyl imens salaten og slyng den eller lad den dryppe af på et rent viskestykke. Dryp den med lidt citronsaft.

Skær squashene i skiver, ca. 2 cm. Steg dem i olivenolie på en varm pande til de er gyldne. Pil imens hvidløget og hak det. Kom det på panden med squashene og lad dem riste med et minuts tid. Krydr med citronskal og salt.

Kog vand op til pasta.

Pil imens løg og hak dem fint. sautér dem i rigeligt olivenolie i en dyb, varm pande. Skær tomaterne i tern og kom dem i panden. Lad det riste i et par minutter. Smag til med rosmarin, salt og peber.

Kom pastaen i kogende vand og lad den koge et par minutter, til den er al dente. Dræn vandet fra og vend pastaen med smør eller olie og kom den i tomatsaucen.
Anret pastaen med toppet med ristet squash og servér straks med kylling og salat toppet med hytteost smagt til med salt og peber.

Jeg ser ikke håndbold!

Puha, der slap det ud. Det er svært at gå rundt med sådan en information selv og ikke turde dele den med nogen, af bare angst for de helt enormt undrende blikke og kommentarer, det afføder, når man bryder tabuet og siger det højt. Nu hvor der er hul på bylden, siger jeg det lige igen: Jeg ser ikke håndbold.
Jeg ser heller ikke fodbold. Eller Tour De France. Eller tennis. Her er faktisk tale om en reel helgardering, for sagen er egentlig såre enkelt og lige til: Sport på tv interesserer mig ikke et klap.


Jeg ved godt at jeg i visse menneskers øjne (jeg nævner i flæng: min ægtemand, min far og min bror) er noget nær et misfoster. De begriber det ganske enkelt ikke. Min mand ærgrer sig, for det giver af og til anledning til ægteskabelige skærmydsler, når VM-feber og andre epidimier raser over landet.
Og når man så er så ignorant overfor disse - for vort land åbenbart åh så vigtige - begivenheder - som jeg er - så sker det jo, at jeg glemmer at der er landskamp, semifinale, slutrunde eller hvad det nu hedder. Undrer mig stort over at der pludselig ikke er et øje på facebook, ingen sender sms'er eller ringer og gaderne ligger øde hen.
Jeg ringede engang til min far fordi han havde lovet at hjælpe mig med min selvangivelse - og jeg havde lige en aften med god tid og tænkte, at nu skulle det ordnes.
Samtalen forløb cirka sådan her:


Helle: Hej far, det er Helle. Hvordan går det hos jer?
Far: Sig mig engang er du fuldstændig vanvittig?
Helle: Nej, det skulle jeg ikke mene, men det var de der skattepapirer, dem sidder jeg lige med nu.
Far: Helle, din stupide ignorant, det kan vi ikke snakke om nu.
Og så afsluttede min ellers meget rare og tålmodige far brat samtalen. Et hurtigt tjek på tv viste sig så, at jeg havde ringet midt i en finalekamp med håndboldpigerne. Den historie er blevet en del af min families fælles fortælling - og jeg bliver stadig drillet med det. Faktisk mener flere, at det grænser til landsforrræderi at ringe til nogen, når de rød-hvide farver skal forsvares. Vorherre bevares, siger jeg så: det er jo bare sport? Folk opfører sig jo, som gjaldt det liv eller død?  (Min mand ville svare: "Det gør det!") Eller som om rigets sikkerhed var alvorlig truet? (Min mand ville svare: Det er det!")
Hvad laver jeg så, når manden og alle andre, jeg kender sidder klistret til skærmen og ikke er til at komme i kontakt med?
Jeg hygger mig. Jeg læser, jeg skriver, jeg forbereder mig til arbejde, ser en god film eller slapper af med et blad. Fortrækker som regel til soveværelset, men det er mest fordi jeg bliver så forskrækket, når der pludselig RÅBES højt i stuen (sig det ikke til nogen, men jeg har på fornemmelsen at min mand tror, at spillerne inde bag skærmen kan høre hans tilråb!)


Der må været flere derude, der har det som mig? Jeg overvejer om vi skal danne en forening?
Den kunne hedde "FSI - Foreningen af SportsIgnoranter"  eller måske endnu bedre: "ASI" - Anonyme SportsIgnoranter. Vi kunne mødes en gang om måneden i en slags samtalegruppe, hvor vi - med hjælp fra en professionel selvfølgelig-  får sat ord på, hvordan det er at tilhøre en minoritet, at føle sig anderledes, ikke at være en del af den fælles samtale på arbejdet dagen efter en landskamp, at blive set skævt til og i flere sammenhænge nok også set lidt ned på. Det ville være dejligt. Og sikke mange sjove ting, vi kunne lave sammen, mens de andre ser sport i TV.

Dagens tanke

"Nærvær er alle relationers forudsætning"


Det vil jeg huske på. Både når jeg er på arbejde og når jeg er hjemme.

Liste (langtfra færdig) over emner, jeg gerne vil blogge om:

* Svigerfamillier. Med den vinkel at vi, der har en svigerfamilile, jo i sagens natur selv er svigerfamilie til nogen. Man kan derfor indtage det synspunkt, at det kan være lidt risky business at udtale sig generelt om svigermødre/svigerinder/svogre. Eller er befolkningen ganske enkelt opdelt i to lejre - de irriterende svigerfamilier, der kan være liiidt anstrengende at være i stue med for længe ad gange og så de skønne svigerfamilier, der er utrolig behagelige at være sammen med!?



*Veninder. Både om de gamle, der har holdt ved siden barndommen og om de nye, der kommer til. Man bliver aldrig for gammel til at glædes over at finde sig en ny dejlig ven. At knytte venskaber og pleje dem, er for mig helt essentielt for at trives. Min kærlighed til mine nærmeste veninder er enorm.



*At gå i kirke. Jeg er ikke vokset op med tro og kristendom, som en del af mit liv. Slet ikke. Men som voksen har jeg fundet ud af, at det giver stor mening for mig at gå i kirke. Jeg blev døbt - og dermed medlem af den danske folkekirke, da jeg var 30 år gammel. Siden er kirken blev et dejlig meningsfuldt mentalt frirum for mig.  



*Kærligheden, ægteskabet, parforholdet, familien, børnene.
Finurligheder fra dagligdagen, skriftlige snapshots, en slags log-bog eller måske ligefrem dagbog.



Jooh, der er nok at tage fat på - og jeg glæder mig til at bruge mere tid her. Og til at få nogen læsere. Er stadig så ny og usikker i det her forum, at jeg ikke kan få mig selv til at reklamere for min blog.



Hvordan fandt du mig?

En dag i mit liv

I efteråret udskrev et kendt magasin en skrivekonkurrence, hvor læserne skulle skrive en tekst under overskriften "En dag i mit liv".
Jeg havde stor lyst til skriveopgaven, men ikke mod til at sende mit bidrag ind.
Her er hvad jeg skrev:

En dag i mit liv.

Jeg er bevidst om at det sker, selvom jeg sover tungt.  Lyden kommer. Kl. 6.15 dutter min mobil en lille melodi og jeg er lysvågen. Slår lyden fra og ligger et øjeblik helt stille og kigger ud i mørket.Mørket er både udenfor og inde. Mørket kigger også på mig. Udenfor suser en iskold efterårsvind og solen er ikke kommet frem endnu. Jeg lytter. Fra børneværelset lige overfor kan jeg høre husets yngste på snart 2 år. Hun smasker i søvne og bumper ind i tremmesengens sider. Ved siden af mig ligger min mand. Min elskede. Jeg kigger på hans hånd i mørket. Vielsesringen mangler. Han tager den af om natten. Jeg sover med min på. Sådan er der så mange forskelle på os. Han åbner øjnene. Et sekund efter kalder den snart toårige på mig inde fra værelset, og så går dagen i gang.

Den næste time kører efter samme mønster hver dag. Vi går i bad. Vi laver kaffe. Vi pakker tasker. Nogen spiser cornflakes, andre havregryn.  Husets to ældste, som er otte og 11, står selv op og klarer det meste på egen hånd. Madpakkerne er smurt aftenen før.  Min hjerne er skarp om morgenen og jeg har styr på det meste. Hvem der skal huske at aflevere en seddel, hvem der skal have idrætstøj med og hvem der har lovet at gøre hvad. Min mand og yngstebarnet tager af sted som de første – vi kysser og siger ”hej hej og ha’ en god dag” og lidt efter sidder jeg i bilen. De to store cykler selv i skole og husker at låse døren efter sig. Og at slukke lyset i entréen. Og at sætte de beskidte tallerkener i opvaskemaskinen. Da jeg sidder i bilen på vej til arbejde, er der ro til at trække vejret igen. Jeg er i god tid og har vist ikke glemt noget. Præcis kl. 7.25 passerer jeg byskiltet og er på vej. Det føles godt. Jeg vil gerne på arbejde. Turen i bilen bliver brugt til at tænke. Og høre høj musik fra bilens radio. Jeg tænker godt til høj musik. Jeg er 38 år gammel, mor til tre, kone til én, datter af to og en glad lærer på vej til arbejde.

Jeg har så travlt på arbejde at tiden flyver af sted.
Kl. 15 kører jeg hjem. Endelig alene tid igen, hvor jeg kan tænke i ro og fred. I radioen spiller de et nummer med TV2 og det sender mine tanker tilbage til Skanderborg Festival 2004. Der hvor han så mig.  Et møde mellem to voksne mennesker med skrammer i hjertet efter hver vores skilsmisse. Begge med stor længsel efter nogen at dele kærlighed med og være familie med igen. Han stod lige der og så dejlig ud. Og han så mig.

Sætter bilen i carporten og springer på cyklen for at hente den toårige i vuggestuen.De store børn kommer hjem og eftermiddagen går med praktiske familieting. Én skal til fodbold, én skal til kor. Der skal laves lektier. Skrælles kartofler.  Ved 17-tiden er vi alle hjemme og vi går straks i gang med aftensmaden. Vi spiser. Vi rydder op i køkkenet. Vi smører madpakker. Vi putter børnene. Vi sætter os i sofaen. Vi arbejder, læser eller ser tv.
Vi taler om den kommende weekend. Om vi skal invitere nogen eller tage et sted hen. Ved 22 tiden går vi i seng. Jeg putter mig ind til min elskede, inden jeg skal sove. Han siger at han elsker mig. Jeg tænker, at jeg vil huske at sige tak for kærligheden, når jeg går i kirke på søndag.