En dag i mit liv

I efteråret udskrev et kendt magasin en skrivekonkurrence, hvor læserne skulle skrive en tekst under overskriften "En dag i mit liv".
Jeg havde stor lyst til skriveopgaven, men ikke mod til at sende mit bidrag ind.
Her er hvad jeg skrev:

En dag i mit liv.

Jeg er bevidst om at det sker, selvom jeg sover tungt.  Lyden kommer. Kl. 6.15 dutter min mobil en lille melodi og jeg er lysvågen. Slår lyden fra og ligger et øjeblik helt stille og kigger ud i mørket.Mørket er både udenfor og inde. Mørket kigger også på mig. Udenfor suser en iskold efterårsvind og solen er ikke kommet frem endnu. Jeg lytter. Fra børneværelset lige overfor kan jeg høre husets yngste på snart 2 år. Hun smasker i søvne og bumper ind i tremmesengens sider. Ved siden af mig ligger min mand. Min elskede. Jeg kigger på hans hånd i mørket. Vielsesringen mangler. Han tager den af om natten. Jeg sover med min på. Sådan er der så mange forskelle på os. Han åbner øjnene. Et sekund efter kalder den snart toårige på mig inde fra værelset, og så går dagen i gang.

Den næste time kører efter samme mønster hver dag. Vi går i bad. Vi laver kaffe. Vi pakker tasker. Nogen spiser cornflakes, andre havregryn.  Husets to ældste, som er otte og 11, står selv op og klarer det meste på egen hånd. Madpakkerne er smurt aftenen før.  Min hjerne er skarp om morgenen og jeg har styr på det meste. Hvem der skal huske at aflevere en seddel, hvem der skal have idrætstøj med og hvem der har lovet at gøre hvad. Min mand og yngstebarnet tager af sted som de første – vi kysser og siger ”hej hej og ha’ en god dag” og lidt efter sidder jeg i bilen. De to store cykler selv i skole og husker at låse døren efter sig. Og at slukke lyset i entréen. Og at sætte de beskidte tallerkener i opvaskemaskinen. Da jeg sidder i bilen på vej til arbejde, er der ro til at trække vejret igen. Jeg er i god tid og har vist ikke glemt noget. Præcis kl. 7.25 passerer jeg byskiltet og er på vej. Det føles godt. Jeg vil gerne på arbejde. Turen i bilen bliver brugt til at tænke. Og høre høj musik fra bilens radio. Jeg tænker godt til høj musik. Jeg er 38 år gammel, mor til tre, kone til én, datter af to og en glad lærer på vej til arbejde.

Jeg har så travlt på arbejde at tiden flyver af sted.
Kl. 15 kører jeg hjem. Endelig alene tid igen, hvor jeg kan tænke i ro og fred. I radioen spiller de et nummer med TV2 og det sender mine tanker tilbage til Skanderborg Festival 2004. Der hvor han så mig.  Et møde mellem to voksne mennesker med skrammer i hjertet efter hver vores skilsmisse. Begge med stor længsel efter nogen at dele kærlighed med og være familie med igen. Han stod lige der og så dejlig ud. Og han så mig.

Sætter bilen i carporten og springer på cyklen for at hente den toårige i vuggestuen.De store børn kommer hjem og eftermiddagen går med praktiske familieting. Én skal til fodbold, én skal til kor. Der skal laves lektier. Skrælles kartofler.  Ved 17-tiden er vi alle hjemme og vi går straks i gang med aftensmaden. Vi spiser. Vi rydder op i køkkenet. Vi smører madpakker. Vi putter børnene. Vi sætter os i sofaen. Vi arbejder, læser eller ser tv.
Vi taler om den kommende weekend. Om vi skal invitere nogen eller tage et sted hen. Ved 22 tiden går vi i seng. Jeg putter mig ind til min elskede, inden jeg skal sove. Han siger at han elsker mig. Jeg tænker, at jeg vil huske at sige tak for kærligheden, når jeg går i kirke på søndag.