Mens jeg sidder med gang i computer, tv og lige har sendt en sms til min mor, så rammes jeg pludselig af en dybfølt undren over hvad dælen hun, som er en kvinde jeg på mange måder godt gider sammenlignes med, fik sine fristunder til at gå med?
Hun havde fuldtidsarbejde og børn op gennem 70'erne og 80'erne, lææænge før internet, digitale kanaler og mobiltelefoni var opfundet.
Det vildeste teknik mit barndomshjem kunne svinge sig op til var en transistorradio i køkkenet samt en kæmpeklods af et tv i stuen (men fjernbetjeningen var ikke opfundet endnu), hvor der også befandt sig en pladespiller, en forstærker og nogle store højtalere. Men der var kun én eneste kanal på tv'et!? Når jeg fortæller mine børn sådan noget, så kigger de på mig, som om jeg er en dinosaurus - De fatter ikke at jeg har levet i en tid hvor Hannah Montana, Phineas & Ferb, Shrek og Hello Kitty ikke eksisterede.
Min bror og jeg havde i de tidlige barneår hver en kassette-båndoptager på værelset og den blev i teenageårene blev af et topmoderne stereoanlæg (med pladespiller - jeg var flyttet hjemmefra før jeg ejede en cd-afspiller!)
Men tilbage til mit spørgsmål: Når min mutti nu ikke så tv, ikke tjekkede mails, googlede, bloggede eller spillede Tetris, ikke spillede Wii eller sms'ede med sine veninder ... Hvad I hele hule hel.... fik hun så tiden til at gå med?
Lige så snart jeg ser mit snit til det, så napper jeg lige 5 minutter (som ofte bliver til 15) ved computeren, zapper lidt på tv eller "dimser" med min mobil. Hvis jeg ikke havde disse "værktøjer" inden for rækkevidde, hvad ville jeg så bruge den tid på?
Min mor havde to børn, hvor jeg har tre. Hun vaskede også, smurte madpakker, gjorde rent og så videre, ligesom jeg gør. Der var hus og have, ferie, venner og aktiviteter med os børn. Men alt den tid (og det er ikke så lidt) jeg tilbringer med enten pc, tv og mobil, hvad brugte hun den på? Jeg mindes ikke, at hun gik til sport, tog del i foreningsarbejde eller i øvrigt havde nogen fritidsinteresser, der tog hendes tid? Men det kan være, at jeg husker helt forkert?
Havde det været min mormor, vi talte om, så ville jeg nemt kunne svare: Hun nørklede! Hun brugte sine fri-stunder på at strikke, reparere tøj (som i stoppe strømper!), brodere og den slags. Men det gjorde min mor altså ikke.
Mine forældre kommer senere i dag. Så spørger jeg hende. Fandme. Jeg vil vide det.
PS.
Kasettebåndoptageren var et megakært eje. Jeg brugte den blandt andet til at optage musik fra tv, f.eks når der var Melodi Grand Prix. Når jeg med to fingre trykkede REC og PLAY ned, blev der givet tegn til min familie om at de skulle være musestille, indtil sangen var slut og jeg trykkede på pause og gav dem tegn til at de måtte tale igen.
Lydkvaliteten af disse dagligstuepiratoptagelser må have været intet mindre end hæslig?
2 kommentarer:
Måske bagte hun kage eller franskbrød? Derude på bøhlandet, hvor jeg kommer fra, mindes jeg faktisk, at min mor bagte noget næsten hver dag.
Hun brugte vel mere tid sammen sine unger, netop fordi de heller ikke havde tv/pc mm - tænker tit, når jeg feks kommer hjem fra arbejde, at det er velsignet at kunne tage ½ time foran computeren, fordi jeg kan tænde for fjernyset til den yngste - var det ikke en mulighed, ville hun istedet cirkle omkring mine ben og der ville ingen fristund være til moderen - formiddagene i weekenderne er også tit ( for mine unger) masser af fjernsynstid = egotid til mig - heller ikke en mulighed min mor havde.
kh Christina
ps. da jeg gik på efterskole, havde min værelseskammerat Alice og jeg de samme to fritimer torsdag eftermiddag. Hveranden torsdag var den fede uge : så kunne jeg gå i tv-stuen og se "Knight Rider" med David Hasselhoff. De andre torsdage var noget skod : dér var det Alice, der kunne gå i tv-stuen og jeg som havde tjansen med at sidde med fingrene på rec/play-knapperne og optage Radio Horsens hitliste - et hårdt men nødvendigt stykke arbejde for at opfylde vores del af ungdomskulturen ;-))
kh Christina
Send en kommentar