Den, der lever stille + den, der gør rent imens

Som skrevet her forleden dag, er vi i gang med at give vores hus den helt kæmpestore oprydnings- og rengøringstur. 
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg inderst inde hader at gøre rent, og havde jeg råd, betalte jeg mig gerne fra det. Der var også en overgang, hvor vi havde en rengøringsdame, der kom her hver uge og vi elskede det himmelhøjt. Indtil vi regnede sammen, hvor meget det kostede os på årsbasis og indså at vi hellere ville fornøje os ude af huset for de penge. Så vi gør det selv, og har med tiden fået vores rutiner med hvem af os, der tager hvilke rum og i hvilken rækkefølge. Jeg har altiddet badeværelse, vi bruger mest, fordi jeg er den, der er bedst til at gøre ordentligt rent dér. Ham, der har en vielsesring magen til min, er en knokler på de store linjer og lige flader, så han støvsuger og vasker gulve, og kan han få lov at høre noget ordentlig syg vild rockmusik imens, så er han både effektiv, hurtig og glad imens.
I dag har jeg hørt lydbog, mens jeg har skuret toilet og vasket fliser i brusekabinen, jeg er i gang med Leonora Christina Skovs 'Den, der lever stille', og da det er forfatteren selv, der har indlæst bogen, som er en selvbiografisk roman, bliver læse/lytteoplevelsen simpelthen så intens, at jeg har været helt væk for omverdenen i timevis. Sammen med Leonora Christina Skov har jeg været barn i Helsinge og ung i København, jeg har mærket barne-Christinas uendelige ensomhed og fysisk følt sylestik i hjertet over hendes forældres komplette fravær af følelsesmæssig evne til at møde og favne et barn. 

Den roman er intet mindre end et mesterværk, og det må have krævet så uendelig meget mod og styrke at skrive den. Shit, hun er sej at lukke op for posen med alt det, der har gjort så ondt og været så svært. Jeg lægger mig fladt ned af næsegrus beundring, og ser til min egen overraskelse frem til mere rengøring i morgen, så jeg kan komme til at lytte videre.