Min mellempige

Min mellemste datter er det af mine tre børn, der ligner mig selv mindst.
Jeg har tit tænkt på, at det nok er lige præcis derfor, at min fascination af hende, er så enorm. Hun kan ting, jeg aldrig har kunnet, gør ting, jeg aldrig har gjort og hviler på mange måder så meget i sig selv at jeg er både misundelig og fuld af beundring.
Min mellempige blev født 14 dage efter termin, hun vejede 4300 gram og var en kæmpebasse med langt sort hår og brune øjne. Hun kravlede, da hun var seks måneder, gik da hun var ni måneder og kunne som 2-årig komme op i dørkarmene, ved at at stemme fødderne mod siderne og krabbe sig op som en edderkop.
Hun er altid i bevægelse, helst løb og gerne med en bold og selv når hun sidder i en sofa, bevæger hun sig - står på hovedet, tumler og er sandsynlgivis i gang med et eksperiment (hvor mange gange kan jeg rejse mig med en pude på hovedet, kan jeg slå en koldbøtte op ad væggen, kan man stå på hænder  i vindueskarmen osv.)
Hun er på én gang spinkel og fin og stærk som en okse og hun kan løbe fra næsten alle drengene i klassen.
Hun går til sport 3-4 gange om ugen -  fodbold, svømning og gymnastik -  og havde jeg ikke trukket i bremsen, gik hun også meget gerne til ropeskipping eller dans. Hun er afholdt af sine kammerater og har altid nogen at lege med. Hun er et af de mest ukomplicerede mennesker, jeg kender, og derfor er hun yderst behagelig at være i selskab med. Når hun præsenteres for nye udfordringer, tænker hun: Det lyder sjovt, det vil jeg gerne prøve og derfor meldte hun sig straks til at lade sig prøvefilme, da de på skolen havde besøg af en kortfilms-instruktør, der ledte efter egnede børn til en serie af kortfilm, han er i gang med at lave. Instruktøren sagde efterfølgende, at han gerne vil have hende med i sin film, hvis jeg giver lov. Det gør jeg selvfølgelig, fordi det bliver en rigtig sjov oplevelse for hende at være med i et filmprojekt og så er det jo en oplagt mulighed for at andre også kan se, hvor dejlig hun er!

Frederikke, 10 år