onsdag den 19. september 2012

Tudefjæs #1

En indrømmelse her på en helt almindelig onsdag: Jeg er sådan en mor, der får bævrende hage, våde øjne og en kæmpe klump i halsen, når jeg ser mine børn optræde. Og under særlige omstændigheder nøjes jeg ikke med det, så tuder jeg helt. Bare sådan - fordi jeg ikke kan lade være og fordi det føles så kæmpestort i hjertet, når mit afkom står der og kan noget. Viser noget frem, de har trænet eller øvet i månedsvis og har glædet sig stort til at vise mig. 
Det er når Storepigen synger med sit kirkekor, det er når Mellempigen laver gymnastikopvisning eller på fodboldbanen lægger op til et flot mål og får big time ros af træneren. Og det er også når Lillepigen i børnehaven tumler rundt i noget, der skulle forestille en opvisning ovenpå 'krop-og-bevægelses-ugen.
Det, der rører mig, er den fordybelse og koncentration, hvormed de præsterer det, de nu kan - og den efterfølgende glæde og stolthed, jeg kan se i deres ansigt, når de kigger over på mig, for at se, at jeg ser. (Derfor er det ikke så godt at falde for meget i snak med de andre forældre under de vigtige fodboldkampe, for så risikerer man at misse et mål...og det er skidt.)

I de senere år er der begyndt at ske det, at det ikke kun er, når mine egne børn optræder, jeg bliver rørt.  Reaktionen kommer også, når jeg oplever at andre mødre/fædre oplever det samme. Som fx til en julekoncert i kirken med den skole, hvor jeg er lærer:
Alex fra 4.klasse skulle synge solo, og det havde han ikke fortalt sin mor, for det skulle være en overraskelse. Hele ugen, mens vi øvede sagde han flere gange: "Jeg tror hun bliver rigtig overrasket, når hun hører, at det er mig, der synger solo' og så smilede han finurligt.

Da alle var bænket i kirken og koncerten gik i gang, var Alex' mor endnu ikke kommet. Han var ude af sig selv af angst for, at hun ikke dukkede op, hvilket var sket før og derfor en realistisk mulighed. Derfor gik en lærer ud og ringede til moderen, og det viste sig heldigvis at hun var på vej.
Et kvarter efter koncertens start, gik kirkedøren op og Alex' mor kom ind - jeg kiggede op på de syngende elever og så tydeligt lettelsen i hans ansigt. Den før udtalte anspændthed forsvandt, og han kiggede på sin mor, der fandt en plads i kirken, mens han sang så fint sammen med sine klassekammerater.
Alex' mor kom til at sidde skråt til højre for mig, og jeg kunne tydeligt se hendes ansigt fra min plads. Hun havde Alex' lillebror på skødet, og de pludrede og hviskede og hun pegede op mod de syngende børn, så den lille fik øje på sin storebror.
Sangen sluttede og der blev klappet. 
I den næste sang var det at Alex skulle træde frem og synge et vers solo. Lige inden det skete, så man ham fange sin mors blik og smile - og da han trådte frem og sang (virkelig smukt, klart og rent) sprang tårerne ud af moderens øjne og hun tog sig til ansigtet og holdt sine hænder mod kinderne.  Da jeg så hvor stolt og glad hun blev over sin søn, og hvor rørt hans smukke sang gjorde hende, løb mit hjerte også af med mig og jeg fik verdens største klump i halsen og jeg måtte skjule en tåre.

For lidt siden var jeg henne på torvet i vores lille by og se en udendørs danseopvisning, som Storepigen sammen med sin 7.årgang medvirkede i, i forbindelse med noget kulturfestival, der florerer i denne tid.
'Det var flot, du kunne se det uden at tude', sagde Storepigen efterfølgende grinende og gav mig et dunk i ryggen.
Pyha, tænkte jeg. Det var godt, hun ikke så at det lige var det jeg gjorde. 

6 kommentarer:

Frk. Struds sagde ...

Du er ikke alene! Det er nok mange mødres lod ikke at kunne styre tårekanalerne, når de små poder viser deres kunnen. Mil selv inklusiv.

Pst... så er det heller ikke mig, der er noget galt med, hvis jeg indrømmer, at jeg fik fugtige øjne af historien om Alex, vel? ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Nååårh, en fin historie om Alex. Det var ikke kun Frk. Struds, der blev lidt våd i øjenkrogene.

Vi er vist en del, der småtuder lidt over vores afkoms fine præstationer :-)

Lotteriet sagde ...

Jeg tror det er det der, "mor-noget" der gør det. Før jeg fik børn, var jeg ikke sådan en tude-sidse som jeg er nu og nu er mine børn voksne!! I dag kan jeg få tårekanalerne til at flyde over, ved at se en reklame!!! Jammmmmmen altså!!! ;O)

Man må nok bare se i øjnene, at sådan er det nu en gang...

Anonym sagde ...

Så bare vent til de skal konfirmeres , snøft ....

Lines Linier sagde ...

Også her blev der lidt fugtigt i øjenkrogen -- lige da jeg læste om Alex' mor, der tager sig til ansigtet.

Det minder mig nemlig lidt om mig selv, da jeg første gang oplevede at blive bevæget på den måde: min søn gik i 0.klasse og stillede sig også til min store overraskelse frem foran ca. 300 mennesker og udbrød på klingende østjysk: Og nu vil jeg gerne præsentere "Æblemand". Hvor efter 100 SFO-børn brød ud i pivfalsk sang. WTF - hvordan kan man hyle over sådan en præsentation!!?
Siden har jeg hylet mange gange til lignende arrangementer og næsten accepteret, at sådan er det ;-D

Mit Helle sagde ...

Tusind tak for jeres dejlige kommentarer - Vi er tilsyneladende mange, der oplever tiltagende rørstrømskhed jo ældre vi bliver .)

KH Helle